Med meme-formatet har Blågårdens Bibliotek med stor succes formået at kombinere humor og litteraturformidling. Bibliotekar, kulturformidler og nu kommunal meme-mager Caroline Enghoff Mogensen fortæller her om motivationen og tankerne bag Blågårdens populære Instagram-profil.
Kan kommunal litteratur- og kulturformidling være “LOL”?
Ifølge Caroline Enghoff Mogensen, bibliotekar og kulturformidler ved Blågårdens Bibliotek, er svaret ja. Det vil bibliotekets tæt på 13.000 følgere på Instagram-profilen @blaagarden med stor sandsynlighed give hende ret i.
Følgertallet og trafikken på bibliotekets sociale medier har nemlig været støt stigende, siden hun og kollegaerne Ditte Ernskov Christensen og Rasmus Riiskjær begyndte at eksperimentere med internetfænomenet memes som en form for litteraturformidling. Et eksperiment, der også skulle vise sig at blive en nominering for byens bedste litteraturoplevelse værdig hos Berlingske Tidendes kultursektion AOK.
Umiddelbart var motivationen bag Blågårdens Instagram blot at lave “kommunal LOL”, som Caroline selv beskriver det. Men efter den store opmærksomhed fra både borgere, samtidsforfattere og anmeldere er Caroline begyndt at tro på, at det er dét, der skal til for at aflive myten om det stille og støvede bibliotek og forhåbentligt engagere borgerne i litteraturen.