MN logo rgb web 300x77
LiteraturHaus i Møllegade redder økonomien de næste fire år

LiteraturHaus i Møllegade redder økonomien de næste fire år

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Kommunens Kultur-og Fritidsudvalg har netop valgt at støtte foreningen og det litterære græsrods-forsamlingshus LiteraturHaus med et årligt tilskud på 300.000 kroner.

Foto: Poul-Erik Pløhn.

Efter med egne ord at have været økonomisk på røven har kræfterne bag det 15 år gamle kulturhus LiteraturHaus nu rejst sig igen.

Det er sket med støtte fra et flertal i Københavns Kommunes Kultur-og Fritidsudvalg, der har bevilget et årligt tilskud på 300.000 kr. i perioden 2021-2024. 

LiteraturHaus har hidtil været drevet privat af en række ildsjæle, der sidste år igangsatte en crowdfundingkampagne for at redde stedet fra lukning.

I den forbindelse gennemgik huset en organisationsændring og er nu en forening ved navn Foreningen LiteraturHaus. Foreningen overtager driften af LiteraturHaus fra 1. januar 2021.

“Vi er selvfølgelig vildt glade for, at vi nu får mulighed for at fortsætte udviklingen af LiteraturHaus. Vi vil knokle for at skabe et poetisk forsamlingshus, som kan være det hjem, litteraturen fortjener,” siger husets leder Thorkil Jacobsen.

Partnerskaber og undervisning er vejen frem

Kulturhuset i den tidligere metodistkirke har indgået en række partnerskaber med både foreninger som det lokale Poesiens Hus og Danske Skønlitterære Forfattere samt med lokale kommunale institutioner som Nørrebro Bibliotek, Blågårdens Bibliotek og Kapelvej 44.

Foreningen LiteraturHaus forventer at kunne præsentere ca. 200 offentlige kulturarrangementer om året, og samtidig er planen at udvikle viften af undervisningstilbud, så alle fra skoleelever til etablerede forfattere kan modtage undervisning i huset i Møllegade.

Blandt de planlagte aktiviteter er blandt andet skriveskole, digtermøder, litterær torsdagscafé, ugentlig poesi-banko og en årlig, international poesifestival.

Vi vil være med til at støtte dansk litteratur og fortsætte med at puste fortællinger og poesi ud i hele byen,” lyder det fra Thorkil Jacobsen, som fortsætter:

“Samtidig er det vigtigt for os, at fremtidens LiteraturHaus er drevet af græsrødder med tårnhøje ambitioner. Vi vil være et åbent hus, hvor gode ideer kan komme til live – og på den måde bidrage til den særlige stemning af medborgerskab, som der er tradition for på Nørrebro.”

Related Articles

X