Lørdag den 13. februar 2021 lige før kl. 14.30 kom skiltet på Peblinge Sø endelig op: “Færdsel på isen tilladt”. Det gælder både gang og skøjteløb.
Fotos: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk
Efter at politiet i ugevis har kaldt folk ind fra isen på Søerne, fordi den endnu ikke var sikker, kom forløsningen i dag:
Først blev Sankt Jørgens Sø nord på Frederiksbergsiden erklæret sikker af kommunen, og få timer efter, lidt i kl. 14.30, skete det samme for Peblinge Sø her på Nørrebrosiden.
For mange små rollinger var det deres første lovlige tur på isen, og nu kan Nørrebros forældre altså trygt tage dem med derud.
Det gælder selvfølgelig også alle andre – med eller uden skøjter spændt på fødderne.
Du kan altid følge med i, hvor i byen isen er sikker, på Københavns Kommunes side ‘Er isen sikker?’.