MN logo rgb web 300x77
Lokal drøm opfyldes: Nu tages første spadestik til Kampsportens Hus

Lokal drøm opfyldes: Nu tages første spadestik til Kampsportens Hus

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Et mangeårigt lokalt ønske bliver nu indfriet: i dag påbegyndes arbejdet med at anlægge Kampsportens Hus på den tidligere ’Skodagrunden’ ved Nørrebro Station.

Illustration: Entasis

Jaja, vi ved godt, at Skodagrunden på hjørnet af Lygten og Frederikssundvej formelt set har adresse i Nordvest.

Men ønsket om et Kamsportens Hus stammer fra Nørrebro og har været en mærkesag for Nørrebro Lokaludvalg i otte år – og derfor må det opfattes som en stor lokal sejr, at der her til formiddag tages første spadestik til netop den bygning.

Huset skal med sine 3.000 indendørs og 2.000 udendørs kvadratmeter rumme trænings- og kampsportsaktiviteter for såvel lokalområdets børn og unge som alle andre københavnere.

Overborgmester Frank Jensen (S) glæder sig over, at projektet nu bliver ført ud i livet:

“Kampsportens Hus skaber ikke alene en fantastisk ramme om kampsporten i København, men bliver også et vigtigt samlingssted for livet omkring Nørrebro Station. Det er sammen med løftet af Nørrebro Stationsområdet, Lyngsies Plads og metrostationen med til at udvikle hele området og skabe et nyt, trygt og attraktivt miljø på Nørrebro til glæde for børn, unge og københavnere”, siger han i en pressemeddelelse.

Også kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) stemmer i med de positive ord:

“Kampsport er en af de mest efterspurgte idrætter på Nørrebro, og der har længe været mangel på faciliteter til disse sportsgrene. Kampsportens Hus har et solidt anker i de lokale kampsportsforeninger, der har fat i børn og unge med forskellige aldre og baggrunde. Kampsportens Hus skal være et nyt samlingspunkt på Nørrebro, der skaber nye rammer og muligheder for kampsport, leg og bevægelse.” 

Læs også – og se flere billeder: Byens ninjaer får hus og have på Skodagrunden

Kampsportens Hus

• Kampsportens Hus har et indendørs areal på 3.000 m2 og et udendørs areal på 2.000 kvadratmeter til kampsport, bevægelse og leg.

• Projektet har en samlet anlægssum på 104,5 mio. kr., hvoraf Den A.P. Møllerske Støttefond bidrager med 30 mio. kr., Lokale og Anlægsfonden med 10 mio. kr. og Nordea-fonden med 10 mio.kr. Københavns Kommune finansierer det resterende beløb på 54,5 mio. kr. samt udgifter til husets drift. 

• Ud over kampsportsforeninger er det sigtet, at bl.a. aftenskoler, skoler, daginstitutioner og børnefamilier kan benytte huset i dagtimerne.

• Huset er tegnet af arkitektfirmaet Entasis og bygges af entreprenørvirksomheden Einar Kornerup. 

• Kampsportens Hus forventes at være færdigt og klar til brug medio 2022. 

Related Articles

X