MN logo rgb web 300x77
Lokal genbrugs-perle åbner med nyt gavlmaleri og bibliotek

Lokal genbrugs-perle åbner med nyt gavlmaleri og bibliotek

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Efter flere måneders ombygning genåbner Københavns ældste og måske hyggeligste genbrugsstation, Nærgenbrugsstationen i Gartnergade – nu med endnu mere plads til det, der gør stedet helt specielt: bøgerne og det sociale samvær.

Det nye gavlmaleri af Steen Smith er det fra gaden mest iøjnefaldende bevis på ombygningen, men der er sket mange flere forskønnelser og forbedringer af den gamle nærgenbrugsstation. Foto: Mette Trudsø

OPDATERET 8. september kl 15.30: Genåbningen af Gartnergade Nærgenbrugsstation er på grund af ændringen i forsamlingsforbudet udskudt til torsdag den 1. oktober kl. 14-16

I 1996 åbnede en genbrugsstation, der var anderledes end alle andre genbrugsstationer.

På den begrænsede plads i Gartnergade var der ikke plads til hverken biler eller trailere, og stedet kunne heller ikke tilbyde at tage imod byggeaffald og sanitetsudstyr.

Genbrugsstationen blev den første i rækken af i dag syv københavnske nærgenbrugsstationer, der nok kan tage imod mindre mængder affald i lokalområdet, men hvis helt store styrke er at fungere som byttecentral for ting, der er for gode til at smide ud. 

Altså genbrug i sin reneste form – direkte fra borger til borger. Kommunen vurderer, at 20-30 tons af de ting, der hvert år indleveres i Gartnergade, får nyt liv hos andre borgere.

Da Gartnergade Nærgenbrugsstation i 2016 kunne fejre 20 års jubilæum, skete det naturligvis i bedste Nørrebro-ånd med en tre timer lang jubilæumsfest med festtale, pølser, øko-sodavand samt Fairtrade kaffe, te og kakao.

Nu er der igen grund til at holde fest på stationsmatriklen, for Nærgenbrugsstationen er hen over sommeren blevet sat i stand fra top til tå – af kommunens Teknik- og Miljøforvaltning i samarbejde med FSB og med hjælp fra lokale kræfter.

Bibliotek med hyggekroge

Pladsen har fået et nyt, farvestrålende gavlmaleri, et lyserødt skur til sortering af affald til genanvendelse og et byrum med siddeplinte. 

Nærgenbrugsstationens nye bytterum er blevet dobbelt så stort som det gamle og indrettet med hyggekroge og et ’bibliotek’ med masser af brugte bøger.

Og ja, naturligvis er ombygningen sket med genbrugsmaterialer – fx er gavlmaleriet malet med malingsrester fra tidligere kunstværker, og siddeplintene er lavet af dele af den gamle trappe fra Statens Museum for Kunst.

Den lokale socialøkonomiske virksomhed FRAK (Fritidsakademiet) har hjulpet med at male det nye bytterum, og lokale børn og unge har sammen pyntet gavlen på pladsen med grønne planter.

Genåbningen bliver fejret torsdag d. 1. oktober kl. 14-16, hvor der vil være musik, konkurrencer, kaffe og smagsprøver på mad.

(Tidspunktet er grundet ændringen i forsamlingsforbudet blevet udskudt fra oprindeligt 10. september).

Teknik-og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen holder tale, og gadedigteren Christian Kronman, der selv er flittig bruger af genbrugsstationen, leverer “et poetisk stand up til genbrugspladsens pris før og nu og for altid”.

Du kan læse Christian Kronmans fine hyldest til og brugerberetning fra Gartnergade Nærgenbrugsstation herunder.

Gartnergade Nærgenbrugsstation
Gartnergade 8-14
Åbningstider:
Tirsdag og torsdag kl. 12-18
Lørdag og søndag kl. 10-16

Gadedigterens hyldest til Gartnergade Nærgenbrugsstation

“Som de fleste genbrugspladser udmærker vores i Gartnergade sig også med noget ganske særligt. 

Okay, du kan være heldig at finde en designerstol eller en smart læderjakke, men stedets helt særlige specialitet og ekspertise er BØGER! 

Fine, gamle førsteudgaver kan man være heldig at finde; fem-seks årgange af Hvedekorn, smukt indbundne; hyldemeter på hyldemeter af pragtfulde kunstbøger på engelsk, tysk og fransk, krimier i lange baner… jeg kunne blive ved. 

Men det er ikke kun bøgerne, der gør stedet til noget særligt, det er nok så meget organiseringen af dem og frem for alt stedets initiativrige pladsmand: Jim.

Det hele begyndte for en del år siden, hvor bibliotekaren Ulf var blevet arbejdsløs. Han satte sig for at hjælpe Jim med at få sat lidt struktur på alle de indkomne bøger. Da han kom i arbejde igen, tog May over, og hun er stadig genbrugspladsens helt uundværlige bibliotekar, smukt assisteret af stedets biblioteksassistent Anne Lise. 

May ved ikke noget bedre, end at man efterlyser en bestemt titel, den være sig nok så sjælden. 

Før eller senere ringer telefonen: “Jeg tror lige, du skal kigge forbi,” siger hun. “Der står noget på poesihylden, der vil interessere dig.” Og så har hun fundet den bog, man efterlyste. 

May og Anne Lise har også kontakter til forskellige offentlige institutioner, som de regelmæssigt leverer målgruppeudvalgte værker til.

Det har så ført til, at Jim med hjælp fra den faste stok af bogsnusere arrangerer særlige bogdage, hvor han i løbet af et par måneder har opsamlet et kæmpe lager af bøger og sjældne LP’er fra de andre genbrugspladser. 

Så står vi det meste af en eftermiddag i en lang kæde og sorterer og gafler til os undervejs af alle herlighederne.

Der er fra Københavns Kommunes side gjort meget ud af, at udvidelsen af genbrugspladsen også skal være en fryd for øjet og falde smukt ind i gadebilledet, bl.a. med græs på taget og et stort, nyt gavlmaleri, malet af Steen Smith. 

Men den altovervejende forbedring er dog – set fra alle bognørdernes synvinkel (og dem er der mange af på Nørrebro) – at antallet af hyldemetre til bøgerne i bytterummet bliver mere end fordoblet.

Og så har jeg endda slet ikke fået nævnt det allermest væsentlige. For det er jo ret beset slet ikke bøgerne i sig selv eller alle de andre ting, man helt gratis kan finde på genbrugspladsen i Gartnergade. 

Bøgerne og tingene, de nye bygninger og det udvidede bytterum er rammen. Indholdet er samværet og den hyggelige snak med hvem, der nu måtte møde op den dag, hvor man selv er der. På torsdag er de fleste der.”

Christian Kronman, september 2020

Related Articles

X