MN logo rgb web 300x77
Lokalt støjdilemma: Ny beboerforening fokuserer på én slags støj

Lokalt støjdilemma: Ny beboerforening fokuserer på én slags støj

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Nystiftet Nørrebro-forening mod støj fravælger i første omgang at arbejde med sommerens store samtaleemne, de højlydte udendørs fester i fx Nørrebroparken. Fokus er i stedet på støj relateret til det lokale restaurationsliv. “Et spørgsmål om ressourcer,” siger foreningens formand.

Støj fra restaurationslivet og støj fra spontane privatfester i parker og på pladser skal tackles forskelligt, påpeger den nye beboerforening. Billedet er et genrefoto og ikke en indikation på, at de afbildede personer larmer 🙂 Arkivfoto: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

Sommeren har budt på “en helvedes larm” i mere end én forstand. 

De dunkende rytmer fra højtspillende Soundbokse har ugen igennem holdt naboerne til blandt andet Nørrebroparken vågne til langt ud på natten, og debatten om, hvor meget støj man som bybo skal finde sig i, har kørt på de høje nagler såvel på Facebook som i de landsdækkende medier.

Så sent som i lørdags måtte politiet opløse en spontant opstået fest med høj musik og omkring 100 mennesker samlet ved skaterbanen på Den Grønne Sti tæt ved Nørrebrogade.

Så når den nystiftede Beboerforeningen for Indre Nørrebro (BFIN) – der har det som sit erklærede mål at bekæmpe nattestøj – holder deres første informationsmøde den 10. september, skulle man tro, at de private udendørs fester stod øverst på dagsordenen.

Det gør de bare ikke.Og hvorfor mon det?

Støj og støj er to forskellige ting

Det korte svar fra medstifter og formand for BFIN, Gøje Rostrup, er: ressourcemangel. Det lidt længere er, at støjen fra de spontant opståede privatfester er forskellig fra den støj, der stammer fra de lokale caféer, værtshuse og restauranter med sen bevilling. 

De to typer støj kan måske nogle gange lyde ens – og være lige generende – men muligheden for at bekæmpe dem bunder i forskellig lovgivning, og derfor skal kampen tages på to forskellige fronter, forklarer hun:

“Selvfølgelig kan vi også høre musikken og larmen fra Hans Tavsens Park og Dronning Louises Bro, og den er bestemt også irriterende. Men det er larmen i og omkring de mange udskænkningssteder, der er værst her i området,” siger hun med henvisning til, at den nye forening primært koncentrerer sig om problemerne på Indre Nørrebro.

“Vi arbejder derfor først og fremmest målrettet for, at Københavns Kommune begynder at overholde lovgivningen om bevillingerne i området”, siger hun.

Her hentyder Gøje Rostrup til Restaurationsloven, som siger, at myndighederne skal “iagttage samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige, ordensmæssige og dermed sammenhængende hensyn”, når de beslutter sig for at give en nye alkoholbevilling .

Ifølge loven kan der navnlig lægges vægt på, “om der som følge af en for stærk lokal koncentration af restaurationsvirksomhed kan frygtes uforsvarlig drift eller andre ædrueligheds- eller ordensmæssige problemer” – og det er det, man hos BFIN mener, er sket i gader som Blågårdsagde og Ravnsborggade.

Men hvad så med larmen fra musikanlæg på de offentlige pladser?

“Det ville være skønt, om man ved lov kunne forlange, at Soundbokse kun kunne skrues op til en vis decibel, eller at man kunne indføre en form for kørekort og registrering til og af boksen. Men det er nok ikke realistisk,” griner Gøje Rostrup.

Er det ikke underligt på forhånd at udelukke andre dele af Nørrebro, når de også kæmper med støjproblemer?

“Det er ikke mere underligt, end at det handler om, hvilke ressourcer vi har i foreningen. Her og nu er der kun frivillige kræfter til at tage sig af den ene side af larmen i gaderne – nemlig den, der genereres fra bevillingsstederne”, forklarer Gøje Rostrup. 

Hun understreger dog, at tingene ikke er mere nagelfaste end som så, og at BFIN gerne hjælper med gode råd om opstart af en forening på Ydre Nørrebro – ligesom BFIN selv har haft stor gavn af hjælp fra en lignende beboerforening fra Indre By. 

Men på det kommende informationsmøde og i den nærmeste fremtid handler det for den nye forening om restaurationsbevillingerne og om at få opbakning til ad demokratiske veje at få råbt kommunalpolitikerne op inden kommunalvalget næste år.

Parkfester: en sæsonbetonet politiopgave

En af de støjplagede beboere på Ydre Nørrebro er nabo til Nørrebroparken Charlotte Elisabeth Urne.

Selvom hun adskillige gange i løbet af sommeren har fået sin nattesøvn ødelagt af højlydte udendørs fester, forstår hun godt, at bydelens nye beboerforening mod støj har valgt at fokusere deres kamp et andet sted.

Ifølge hende er støjen fra de private udendørs fester i Nørrebroparken nemlig i højere grad sæsonbetonet – og i øvrigt en ren politiopgave at få bugt med. 

Lige nu, efter gymnasierne er startet, er der mere larm omkring parken, men ellers synes hun faktisk, at sommerens støj fra Nørrebroparken er aftagende.

”Hen over sommeren er der kommet lidt mere styr på larmen. Politiet er her mere og hurtigere,” fortæller hun.

Men for beboerne på Indre Nørrebro er der stadig en kamp at kæmpe. 

For BFIN handler det om at få Københavns Kommune op af stolen, så der gives færre bevillinger til caféer og restauranter, hvis gæster sidder udendørs og ofte også bliver hængende i området efter lukketid.

”Det står, efter min mening, klokkeklart i loven, at der – når nu der er så megen larm herinde på Indre Nørrebro – skal tages hensyn til os, der bor her”, mener Gøje Rostrup.

Informationsmøde om støjgener på Indre Nørrebro.
Torsdag den 10. september klokken 19-20 i Støberiet på Blågårds Plads.

Alle er velkomne, men på grund af corona kan der samlet kun deltage 50 personer i mødet. Der er tilmelding via BFINs Facebook-side

Det siger Restaurationsloven:

§ 12: Bevillingsmyndigheden skal ved afgørelsen af, om alkoholbevilling vil kunne gives, iagttage samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige, ordensmæssige og dermed sammenhængende hensyn. Der kan herved navnlig lægges vægt på,

6) om der som følge af en for stærk lokal koncentration af restaurationsvirksomhed kan frygtes uforsvarlig drift eller andre ædrueligheds- eller ordensmæssige problemer, …

Du kan læse hele lovteksten HER.

Related Articles

X