MN logo rgb web 300x77
Lundtoftegade til minister: hjælp os med at komme af ghettolisten

Lundtoftegade til minister: hjælp os med at komme af ghettolisten

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Den nye boligminister Kaare Dybvad (S) har sagt ja tak til at besøge AKB’s afdeling i Lundtoftegade nu på mandag for at høre mere om beboernes planer for at lade et nyt bofællesskab rykke ind på grunden med det mål at gøre området mere blandet.

“Vi er glade for, at ministeren kommer og besøger os og vil gerne fortælle, hvordan ghettolovgivningen er til skade på alle præmisser. Men først og fremmest vil vi gerne have lov til at arbejde videre på de ting, vi selv synes er vigtige for såvel den fysiske som den sociale udvikling af Lundtoftegade – samtidig med, at vi passer på os, der bor her.”

Beboerformand Søren-Emil Schütt er både spændt og tændt på at få besøg af den nye, socialdemokratiske boligminister Kaare Dybvad, der har sagt ja til AKB Lundtoftegades invitation om at diskutere beboernes plan for et nyt bofællesskab på foreningens grund.

Bofællesskabet skal i givet fald etableres af foreningen UrbaniaCPH, der de seneste tre år sammen med AKB har arbejdet på at etablere et urbant, mangfoldigt og bæredygtigt bofællesskab med 100 bo-enheder på hjørnet af Lundtoftegade og Borups Alle – det sted på grunden, hvor Fakta ligger i dag.

Foreningens ressourcestærke medlemmer vil ud over deres eget ønske om at bo inden for en radius af 5 kilometer fra Rådhuspladsen bidrage til at ændre beboersammensætningen på matriklen i en grad, så det alene kunne få Lundtoftegade af ghettolisten. 

At bygge det nye bofællesskab kræver imidlertid, at boligministeren giver dispensation fra Københavns Kommunes krav om den såkaldte tillægssum– i dette tilfælde ca. 43 mio. kr. – som kommunen kan kræve, når et boligselskab vil bygge ekstra kvadratmeter på egen grund, hvis grunden oprindeligt er solgt til dem af kommunen.

Socialdemokratiet har tidligere i et boligudspil foreslået, at kommunerne skal sikres mulighed for at fravige kravet om tillægskøbesum.

Mit Nørrebro dækker naturligvis udfaldet af boligministerens besøg på mandag.

Læs også artiklen: Minister roser Lundtoftegades boligplaner: “Det lyder fantastisk”

Related Articles

X