MN logo rgb web 300x77
Lundtoftegade vil heale sig af ghettolisten: “Det bliver skidesmukt!”

Lundtoftegade vil heale sig af ghettolisten: “Det bliver skidesmukt!”

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
I en blanding af alvor, humor og desperation forsøger beboerne i højhusblokkene i Lundtoftegade at heale sig af ghettolisten – og de beder om din hjælp. Læs her hvordan.

Fotos: taget fra film af Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

De fleste mennesker tænker nok på 1. december som den første dag i julemåneden. Starten på pakkekalender, kalenderlys og julehygge ad libitum.

Men for flere tusinde beboere her på Nørrebro har datoen også en anden betydning – det er nemlig lige præcis på denne dag, at den danske regering de senere år har valgt at offentliggøre den såkaldte ghettoliste.

Og hvis alt går som forventet, står AKB Lundtoftegade på listen igen i år. For tredje år i træk.

Når et boligområde har stået på ghettolisten fire år i træk, kategoriseres det som en såkaldt hård ghetto – og så er det, at beboerne risikerer at blive tvangsflyttet.

Og det er virkeligheden for Søren-Emil Schütt og hans naboer.

Læs også: Ghetto eller ej? Nørrebros mest udsatte boligområder går frem

“Vi står med ryggen mod muren. De sidste tal er trukket, og vores skæbne på ghettolisten er beseglet,” siger Søren-Emil Schütt, der er formand for beboerbestyrelsen i AKB Lundtoftegade.

Med det henviser han til, at det er tal for i år, der danner grundlag for næste års beregninger af, hvilke boligområder der betegnes en ghetto.

Og corona har ikke ligefrem gjort det nemmere at leve op til ghettopakkens kriterier om tilknytning til arbejdsmarkedet.

Kosmisk healing i tre etaper

Men hvor mange ville vælge blot at gå på barrikaderne med slagord og mistillid, har man i Lundtoftegade valgt at gå skridtet videre: Kosmisk healing. I tre etaper. Intet mindre.

“Vi har tænkt meget over det. Vi synes jo, vi er et stort aktiv for Nørrebro, og vi gør alt, hvad der står i vores magt for at skabe det gode liv og vise en god måde at være et lokalsamfund på,” siger Søren-Emil Schütt om AKB Lundtoftegades arbejde, der for få uger siden modtog KAB’s fællesskabspris.

“Men nu er der ikke flere muligheder, vi har prøvet alt, og så spurgte vi hinanden: hvad fanden gør vi nu? Og så blev vi enige om, at vi måtte spørge de højere magter til råds,” fortæller Søren-Emil Schütt.

Læs også: Corona-fri altanbanko: se de skønne film og fotos fra Lundtoftegade

Første etape fandt sted forrige lørdag med afsløringen af to gigantiske kunst-bannere – hvoraf det ene hænger ud mod Bispeengbuen og de i alt ca. 50.000 biler, der passerer der dagligt – og en magisk hekse-renselsesprocess i kælderen under Lundtoftegade.

Se renselsesprocessen og hør beboerformand Søren-Emil Schütt fortælle om Den Store Ghettohealing. Video: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

De to næste etaper finder sted på søndag, hvor beboerne kl. 14 vil begive sig ud på en rituel, nærhealende vandring med hjemmegjorte kunstbannere og masser af god beboerkarma.

Klokken 20 inviteres vi Nørrebro-naboer og alle andre til at deltage i “verdens største fjernhealing af ghettolisten”.

“Vi har engageret mange forskellige kunstnere og healere fra hele verden, og det skal i bund og grund ses som en gimmick, der forsøger at fremstille absurditeten i ghettolisten på en ny måde. Ved netop ikke at tale om, hvor racistisk ghettolovgivningen er, men at bruge sproget på en helt anden måde, prøver vi at få nogle andre mennesker med ind i samtalen om ghettolisten,” forklarer Søren-Emil Schütt.

Healing som en fælles sag

Ifølge ham er healingen allerede lykkedes et langt stykke af vejen, fordi processen i sig selv har været healende.

Ikke alene har de knap 1.600 beboere i Lundtoftegade skabt nye interne forbindelser på kryds og tværs af alle alders- og kulturskel, når de fx sammen har indfarvet og syet de omkring 100 bannere til søndagens parade.

Omverdenen i form af fx Nationalmuseet og en række internatonalt anerkendte kunstnere, healere og andre aktører har også tilbudt at bidrage til projektet  – og dermed vist, at Lundtoftegades kamp er en fælles sag.

“Vi kan tilsyneladende ikke få politikerne i tale på en måde, så de forstår vores frustration, og så synes vi, det er overskudsagtigt at komme med den her healing – hvor vi hygger os og udforsker hinandens kultur og hvad vi hver især bærer med os som udtryk for et solidarisk og mangfoldigt menneskesyn,” fortæller Søren-Emil Schütt med henvisning til såvel tunesiske og pakistanske naboer som en krystalskåls-healer fra Santa Fe i USA, der alle har deltaget i processen.

Beboerne i AKB Lundtoftegade har skam også prøvet de mere gængse metoder for at skabe forståelse for deres situation – fx ministerbesøg, som her af Socialdemokratiets boligminister Kaare Dybvad (t.v.), der i september sidste år roste beboernes initiativer. Men intet har endnu fået de markante højhus-blokke og deres beboere af den forhadte ghettoliste. I midten af billedet i grå trøje ses en storgrinende beboerformand, Søren-Emil Schütt. Arkivfoto: Mit Nørrebro.

“Vi kommer nok ikke af ghettolisten, fordi vi healer, men vi viser vores liv, mangfoldighed og ånd – og det resonerer på en anden måde end at stå på barrikaderne og sige nej til den gældende lovgivning. Det taler ind til nogle andre mennesker, vi bliver nødt til at nå,” siger beboerformanden og uddyber:

“Når vi taler om ghettolisten som racistisk, står mange mennesker af. Men det, vi viser frem til paraden på søndag, er 100 smukke, lokalt indfarvede og syede bannere, der blafrer i vinden, og smukke, rene, kærlige tanker, der viser omverdenen, hvem vi er,” siger han om optoget, der er iscenesat af to professionelle kunstnere.

“Det bliver skidesmukt, paraden bliver skidesmuk. Måske viser det sig at være os, der er i gang med at heale omverdenen. Det kan jo godt være, det ikke er os, der er noget galt med.”

Sådan deltager du i healingen

Helbredelsen er en totalperformance i og om Lundtoftegade, der har strakt sig over de sidste mange måneder og kulminerer i en fysisk manifestation og kunstperformance den 29. november kl. 14 – 16 v. Lundtoftegade nr. 9.

Helbredelsen vil tage form af en rituel vandring. Store, håndbroderede bannere i forskellige mønstre vil vaje i vinden. Masker spejler universet, havet og planteverdenen, og der vil være farvet røg, der stiger op mod himmelen til lyden af et healende musikalsk værk.

Samme aften kl. 20 kan du deltage i sidste etape, fjernhealingen, lige meget hvor du befinder dig. Du skal blot:

1. Finde et sted med ro.

2. Mærke din vejrtrækning og

3. Fokusere på den situation, der skal påvirkes

Related Articles

X