MN logo rgb web 300x77
Mand død efter skyderi på Nørrebrogade torsdag eftermiddag

Mand død efter skyderi på Nørrebrogade torsdag eftermiddag

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 2 år gammel

Massive politistyrker til stede på Ydre Nørrebro, efter at en mand er blevet skuddræbt i området ved Sorgenfrigade.

Foto: Lars Vibild, larsvibild.dk

Opdatering fra Københavns Politi 2. december kl. 19.29:
“I forbindelse med skyderiet tidligere på aftenen på Nørrebro kan Københavns Politi nu oplyse, at den skuddræbte mand er kendt af Politiet i bandesammenhæng. Der er endvidere foretaget anholdelse af 2 personer der muligvis kan sættes i forbindelse med skuddrabet.”

Selvom sirener ikke er et ukendt fænomen i bydelen, fik antallet af vogne og den tydeligt akutte kørsel flere fodgængere til at sende hinanden sigende og bekymrede blikke.

Torsdag eftermiddag genlød Nørrebrogade af sirener, da politivogn efter politivogn med høj fart kørte ned ad gaden i udadgående retning.

Og det viste sig desværre at være med god grund, for en times tid senere, kl. 17.32, kunne Københavns Politi meddele på Twitter, at der var tale om en “anmeldelse om muligt skyderi”.

Dette blev 11 minutter senere bekræftet med tweetet:

“Københavns Politi kan nu bekræfte, at en person er ramt af skud. Efterforskning pågår i øjeblikket, ligesom en synlig og tryghedsskabende indsats er i gang på Nørrebro / Nørrebrogade.”

Og klokken 18.01 kom så meddelelsen om, at skyderiet var fatalt:

“I forlængelse af netop udsendt tweet om skyderi på Nørrebro kan Københavns Politi oplyse, at en mand er afgået ved døden efter at være blevet ramt af skud i ryggen. Politiet er massivt og tryghedsskabende til stede i området.”

Politiet har over for flere medier på nuværende tidspunkt afvist at oplyse, om flere end den ene mand er blevet ramt af skud, eller om de har anholdt nogen i forbindelse med skyderierne.

Som flere lokale vil have erfaret, er en del af Nørrebrogade og Sorgenfrigade blevet afspærret i forbindelse med efterforskningen, og bus 5C er midlertidigt omlagt på en del af Nørrebrogade.

Ifølge flere lokale kilder er også Esromgade længere ude ad Nørrebrogade afspærret og i færd med at blive gennemsøgt med politihunde. Der er p.t. ingen officiel forklaring på, hvorfor politiet søger i dette område.

Den nu afdøde skulle være fundet i området omkring Sorgenfrigade, men det er endnu ikke afklaret, om det også var her, han blev skudt.

Store dele af Nørrebro, herunder området omkring Sorgenfrigade, har siden 17. november og til i går kl. 18 været udpeget som visitationszone, da Københavs Politi vurderede, at bandekrigen p.t. er blusset op.

Related Articles

X