By Historien om de to kvindelige sneskulpturer, der den forgangne uge har prydet isen på Søerne, er historien om kedsomhed, kærlighed, klima og kunsten at kende sin is på lagene. Vi har mødt manden bag snekvinderne.
Topfoto: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk
Mange københavnere har under den seneste uges frostvejr glædet sig over synet af først den ene, så den anden yppige snefrue på Søernes is.
Og mange har såvel over for Mit Nørrebro som rundt omkring på sociale medier stillet spørgsmålet: hvem er kunstneren bag?
Læs også: Vintervejret i billeder: Nørrebro har (blandt andet) fået sin egen havfrue
Det korte svar er: han er en fransk fysiker og matematiklærer, der i nattens mulm og mørke fortsætter, hvad han startede som dreng.
Men det lidt længere svar er balsam på en coronaslidt sjæl, der savner at kunne rejse, bryde regler og foretage sig impulsive ting som at flytte til en ny by, som man kun har opholdt sig i en enkelt aften – læs bare her:
I 1990’erne var der en lille dreng fra Paris, Thomas Talvard, der tilbragte de fleste af sine sommerferier sammen med sin familie i Bretagne på den franske vestkyst.
Her kedede han rent ud sagt røven ud af badebukserne.
“Jeg synes, det var kedeligt bare at sidde på stranden. Havvandet i Bretagne er ikke meget varmere, end det er her i Danmark, så efter en svømmetur eller to var der ikke rigtig andet at lave end at lege med sandet. Det var sådan, det startede,” fortæller Thomas Talvard.
Hurtigt begyndte den lille franske knægt – som den ægte videnskabsmand, han senere skulle vise sig at blive – at stille spørgsmålstegn ved ’plejer’ hvad angår det at bygge i sand.
“Der er jo et dogme om, at det man skal bruge sand til, er at bygge et sandslot. På samme måde som man forventes at bygge en snemand ud af sne. Men hvorfor kan man ikke lave en sandmand og et sneslot?,” spørger han retorisk.
Flyttede til København efter én nat
Den lille dreng blev ældre og uddannede sig i matematik, kvantefysik og nanoteknologi.
Og så, for seks år siden, gjorde han det, som de fleste drenge – store som små – på et tidspunkt gør: han forelskede sig.
Målet for forelskelsen var en kvinde fra Tyskland. Og når man er ung og forelsket og impulsiv og fra to forskellige lande, så kan man jo lige så godt flytte sammen i et tredje land (i hvert fald hvis det er inden for Europa). Så det gjorde de.
De kunne godt lide tanken om at flytte til et af de nordiske lande, og da hans kæreste som den første fandt et job her i København, så blev det her.
Hvad Thomas Talvard kendte til København på det tidspunkt?
“Jeg havde tilbragt én nat i København, i december 2010, hvor der var is på Søerne allerede i december. Så det huskede jeg tilbage på med glæde, og jeg troede, at alle vintre var sådan,” siger han og reagerer promte på den måske nok lidt skeptiske reaktion fra danskeren i den anden ende af telefonen.
“Ja, jeg ved det godt, men jeg kan faktisk godt lide vejret her i Danmark. Det er aldrig for varmt. I Paris kan man ikke trække vejret særligt godt om sommeren, når der er varmt. Det er en større by, og der er ingen vind til at blæse forureningen væk – det bliver den jo her,“ forklarer han..
Fysikerens fornemmelse for is
Thomas Talvards lavede sin første københavnske sneskulptur på Søerne i 2016.
Det foregik dog ikke her på Nørrebro, hvor han selv bor i dag, men på Sankt Jørgens Sø på Frederiksberg.
Her byggede han blandt andet et lille Eiffeltårn og en protest-gris, som han i dag har glemt hvad egentlig protesterede imod.
I 2019 rykkede han til Peblinge Sø med et dinosaurskelet, som han, fordi han havde studeret vejrudsigten, vidste ville smelte næste dag.
“Jeg havde et vindue på 12 timer, hvor isen var tyk nok til, at jeg kunne kravle ud på den og bygge en skulptur. Og så lavede jeg et dinosaurskelet for at understrege, at alt er midlertidigt, og for at illustrere individets forfald og klimaforandringerne,” siger den engagerede hobbykunstner.
For ja, det med isens tykkelse er jo en ting, vi bliver nødt til at have med:
Selv efter længere tids frostvejr er det faktisk endnu ikke tilladt at bevæge sig ud på isen på Søerne. Det bliver det først, når Københavns Kommune har målt isen til at være 16-18 cm tyk.
“Jeg har jo nærlæst studier om is, og det er næsten tre gange så tyk, som den behøver at være for at kunne holde til, at man kan gå på den. Men jeg forstår godt, at man sætter den grænse, for hvis man sagde, at det var okay at gå ud på isen, når den var tyndere end det, ville folk jo blindt stole på myndighederne og gøre det. Og sagen er jo, at isen ikke er helt homogen og lige ren og dermed stærk alle steder – og så kan den ikke holde til, at 100 mennesker går ud på den på én gang,” siger den uddannede fysiker.
Selv har han hammer og mejsel med sig, når han går ud for at bygge en skulptur, og så hakker han et stykke af isen og måler den. På den måde sikrer han sig, at isen er stærk nok til, at han ene mand kan bevæge sig ud på den.
“Men grunden til, at jeg laver skulpturerne midt om natten er også, at jeg ikke vil give børn den idé, at det er sikkert for dem at gå ud på isen,” erkender Thomas Talvard, der flere gange har måttet gemme sig for politiets patruljevogne under arbejdet.
Ødelæggelser ærgrer – men han fortsætter
Thomas Talvards to seneste værker, de to populære ’snefruer’, har begge kun fået lov at stå i få dage, før de blev ødelagt af ukendte gerningsmænd.
Og selvom videnskabsmanden i den nu voksne dreng både godt ved og har det fint med, at alle hans sneskulpturer på et tidspunkt kollapser eller smelter stille væk, ærgrer det ham:
“Når de smelter, er det ikke trist, det er naturens gang. Men jeg har det skidt med, når folk bare hærger dem. Jeg ville helt klart foretrække, at nogen fx stjal min cykel – det betyder i det mindste, at de har haft brug for en cykel. Men at ødelægge en skulptur er bare rent had.”
Det tager dog ikke modet fra Nørrebros lokale snekunstner:
“Nej nej, jeg er slet ikke færdig med at lave sneskulpturer. Hvis vi får mere sne, laver jeg en ny. Men jeg overvejer at lave den længere væk fra bredden, så den ikke er så let tilgængelig.”
1 
2 
3
