By Kvindernes kampdag: Hun var 14 år, da hun kom ud at tjene i sit første job. Som 28-årig stiftede hun Københavns Tjenestepigeforening, og siden skulle hun både blive en af sin tids mest markante fagforeningskvinder og kvinderetsforkæmpere samt forstanderinde på Husassistenternes Fagskole i Fenmarksgade her på Nørrebro.
Topbillede: Marie Christensen holder tale på et offentligt mød med Københavns Tjenestepigeforening i 1903. Bemærk skiltene: ‘Vi vil have Tyendeloven afskaffet’ og ‘Vi vil have kortere arbejdsdag’. Foto fra Arbejdermuseet.
Ofte sov de på et lille hummer uden kakkelovn, arbejdsdagen var fra tidlig morgen til sen aften, og der var sjældent tid til at hvile ud. Fridage var der få eller ingen af, og maden var som regel mangelfuld og dårlig. Mange måtte finde sig i ydmygelser og prygl. Dette var hverdagen for en stor del af 1800-tallets tjenestepiger.
Marie Christensen var en af disse, og de slavelignende forhold, hun oplevede, gjorde, at hun som 23-årig satte ord på sine tanker og i 1894 skrev: “Gid jeg en Dag kunde løsne Danmarks Slavinders Lænker.”
Karen Marie Christensen kom til verden den 3. februar 1871 i den lille landsby Kregme lidt syd for Frederiksværk.
Forældrene var Jens Peder Christensen og Bodil Kirstine Larsdatter. Faren var vægter på Frederiksværk Krudtværk, og moren havde forskelligt arbejde på egnens gårde.
Det var en fattig og børnerig familie, så efter konfirmationen blev børnene sendt ud at tjene og måtte herefter stå på egne ben.
Marie fik sin første plads som barnepige kort tid efter sin konfirmation den 2. april 1885 – hun blev dog boende hjemme.
16 år gammel kom hun i huset hos en lægefamilie i Frederiksværk. Hun glædede sig til pladsen, især fordi hun nu for første gang i sit liv fik sit eget værelse.
Værelset viste sig at være et loftskammer uden mulighed for opvarmning, så vandet i servanten frøs til is om vinteren. Hun startede tidlig morgen med at tænde op i husets kakkelovne og sluttede sent om aftenen med at pudse otte par sko.
Avisartikel om prostituerede tændte politisk gnist
Efter denne plads søgte hun arbejde i København. Det første sted måtte hun knokle fra morgen til aften. Hun havde ikke sit eget kammer, men måtte sove på en sofa.
Hun fandt en plads, hvor hun fik en god behandling, og kunne nu se, hvor usselt hun havde haft det før. Da hun i en avisartikel læste, at en stor del af Københavns prostituerede var tidligere tjenestepiger, besluttede hun sig for at gøre noget ved tjenestepigernes forhold – hun ville forsøge at organisere dem.
For at gøre dette måtte hun forbedre sine mangelfulde skolekundskaber, så i årene 1895-98 afbrød hun tjenestepigelivet.
Hun tog tilbage til sin hjemegn, hvor hun drev en skole for mindre piger, og samtidig dygtiggjorde hun sig ved at gå til foredrag på Frederiksborg Højskole og tage kurser i regning og skrivning på H.P. Sørensens Handelsskole.
I 1899 vendte Marie Christensen tilbage som tjenestepige i København, og den 15. november 1899 indbød hun til møde i Gothersgade. Selvom hun havde delt 200 invitationer ud, mødte kun 30 kvinder op.
I en flammende tale beskrev hun tjenestepigernes elendige forhold og kom med forslag til, hvad der skulle gøres for at forbedre forholdene.
Det blev på mødet vedtaget at arbejde for faste løn- og arbejdsvilkår samt en ophævelse af Tyendeloven fra 1854.
Foreningen ville også arbejde for oprettelsen af en tjenestepigeskole og sikre ældre tjenestepigers alderdom. Den 15. november 1899 blev Københavns Tjenestepigeforening stiftet, med 24 medlemmer, og Marie Christensen blev formand.
Tyendeloven: Retten til at give tyendet tørre tæsk
Det er mindre end 100 år siden, at retten til at prygle tyende blev afskaffet.
Tyendeloven fra 10. maj 1854 skulle give tyendet en vis beskyttelse, men loven fastholdt tjenestefolkene i en rolle, der gav bønder, herremænd og herskab i byerne fuld råderet over deres arbejdskraft.
Tyendeloven gav arbejdsgiveren ret til at fyre sine tjenestefolk for selv den mindste forseelse og til at prygle pigerne, til de var 16 år – og drengene, til de var 18 år.
Tjenestefolk skulle desuden have en skudsmålsbog, hvoraf det fremgik, hvor man havde tjent, og hvor man tjente for tiden, samt hvordan man havde opført sig de pågældende steder. Bogen skulle stemples af politiet i byerne eller af sognepræsten på landet, når man skiftede plads.
Først med Medhjælperloven, der i 1921 afløste Tyendeloven, blev revselsesretten og skudsmålsbogen afskaffet.
Marie Christensen var en dygtig formand, der forstod at udnytte pressen til at skaffe omtale af fagforeningen, der i de første år kun omfattede København.
I 1904 holdt man stiftende kongres i De Samvirkende Danske Tjenestepigeforeninger. Der mødte omkring ti delegerede, som repræsenterede fire afdelinger i København, Odense, Aarhus og Aalborg. Marie Christensen blev valgt til forbundsformand.
Grundloven af 1849 udelukkede kvinder og tyende fra valgret. Da kvinders valgret til sognerådsvalg blev taget op i 1901 og til kommunalvalg i 1903-04, var det bl.a. Marie Christensens fortjeneste, at valgretten også kom til at omfatte tjenestefolk.
Valgretsforkæmper og borgerrepræsentant
Marie Christensen tilsluttede sig kvindevalgretskampen og var 1904 med til at stifte Politisk Kvindeforening, hvor hun blev bestyrelsesmedlem. Hun knyttede sig siden til Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund, hvor hun i mange år var revisor.
I 1905 blev der nedsat en kommission, som skulle se nærmere på en revision af Tyendeloven. Marie Christensen blev bedt om at indtræde i kommissionen af den senere så berygtede justitsminister Peter Adler Alberti. Hun blev den første arbejderkvinde i Danmark, der fik sæde i en regeringskommission.
Hun blev bestyrelsesmedlem i Socialdemokratisk Vælgerforening i Rosenborgkredsen og stillede op som Socialdemokratiets kandidat til Borgerrepræsentationen i København.
Den på daværende tidspunkt 46-årige tjenestepige blev valgt ved jordskredsvalget i 1917, som for første gang sikrede socialdemokratisk flertal i kommunen. Hun var borgerrepræsentant indtil 1921 og var bl.a. optaget af bolig- og saneringspolitik. Hun ville gerne stille op til Rigsdagen, men partiet ville ikke opstille hende.
Skoleleder på Nørrebro
Før sin tid i Borgerrepræsentationen og umiddelbart efter at være blevet inviteret med til kommissionsarbejdet angående Tyendeloven oprettede Marie Christensen i 1906 Københavns Tjenestepigeforenings Fagskole i Rosengården 13 i Indre By.
Denne skole flyttede i 1927 herud på Nørrebro i en stor ny ejendom i Fensmarkgade under navnet Husassistenternes Fagskole. Marie Christensen var leder af skolen fra starten i 1906 og indtil 1938.
Skolen lukkede i 1972 efter at have uddannet flere tusinder husassistenter, men ejendommen i Fenmarksgade 65-67 står den dag i dag.
.
Et andet af den driftige arbejderkvindes mål var oprettelsen af et alderdomshjem for tjenestepiger. Det blev realiseret i 1935 ved åbningen af Husassistenternes Byggeforening og Alderdomshjem i Nøddebogade, mellem Fensmarkgade og Sjællandsgade.
Fra 1927 havde Marie Christensen sin bopæl på Nørrebro. Først på fagskolen i Fensmarkgade 65 og fra 1935 og til sin død på alderdomshjemmet i Nøddebogade.
Hun døde den 14. september 1945 og blev begravet på Kregme Kirkegård. Husassistenternes Forbund, Fagskole og Alderdomshjem, satte en stor mindesten på gravstedet.
.
Marie Christensen var uden tvivl en af de mest markante fagforeningskvinder i sin samtid. Hun var en kvinde med en stærk vilje, som hun ofte fik gennemtrumfet, og det gjorde hende til en omdiskuteret og ikke altid lige populær person.
Hun opnåede dog de fleste af de mål, hun satte sig som ung tjenestepige – hun fik skabt en fagforening, en fagskole og et aldersdomshjem for tjenestepiger.
Tjenestepigernes Forbund blev med tiden til Husligt Arbejderforbund, for siden at indgå i et fællesskab med Dansk Kommunalarbejderforbund i FOA, Forbundet af Offentligt Ansatte.
Den tidligere Husassistenternes Fagskole i Fensmarkgade 65-67 bruges i dag af Københavns Kommunes hjemmepleje, og Husassistenternes Alderdomshjem i Nøddebogade er overtaget af Arbejdernes Andels-Boligforening.
