MN logo rgb web 300x77
Mens vi venter: Ungdommen får udsigt til Bispeengbuen

Mens vi venter: Ungdommen får udsigt til Bispeengbuen

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Grænselandet ved motortrafikvejsbroen, som Københavns og Frederiksberg kommuner lige nu taler om at rive ned, er blevet en magnet for byggeri af ungdomsboliger. Her på Nørrebro har vi netop fået et byggeri med 75 ungdomsboliger på Nordre Fasanvej.

Der er tilsyneladende ved at gå en lille smule sport i at placere byens unge på en af byens nok mindst attraktive beliggenheder — formentlig i erkendelse af, at unge menneskers pengepung normalt ikke er i stand til at stille store krav til boligens herligheder.

Som nabo til Bispeengbuen har Frederiksberg Kommune fremskredne planer om at opføre 123 nye studieboliger med udsigt til de seks vognbaner — lige ved siden af et kun tre år gammelt, stort byggeri iklædt grønlige plader, der også byder på studieboliger og kig til den buldrende biltrafik.

Og lige ovre på den anden side af buen, her på Nørrebro, står et andet stort byggeri med 75 ungdomsboliger nu helt klar — på et areal, der i årevis havde været en efterladt byggetomt med vildtvoksende græs.

Ud til Nordre Fasanvej byder en ny, åben karré nu på klassiske, røde mursten med et supermarked i stueetagen, mens der inde i gårdrummet også her er kommet grønne facadeplader op at hænge.

Med en gadeudsigt der mest er til biltrafik, har man forsøgt at orientere bygningen indad og at give de unge et grønnere kig den vej — men grøn skal altså her tages ret bogstaveligt. 

Knald på farverne til de unge

Ifølge arkitekterne hos Arkitema bidrager facadepladerne til et grønt og ungdommeligt område:

“Visionen med farverne ud mod gården er dobbelt,” forklarer Kim Risager fra Arkitema og fortsætter:

“Dels er der tale om et byggeri til unge mennesker, så der må gerne være lidt knald på farverne, og dels skal facaden supplere planterne på 2. sal for at fuldende den grønne oase. Det hele skal emme af et urbant landskab, som ellers kan være svært at skabe midt inde i byrummet.”

.

Planterne på 2. sal gror oven på en etage nedenunder med parkering — og derfor er de unges gårdrum altså hævet over gadeniveau.

Om de grønne plader sammen med lidt græs og grønt i gårdrummet får det hele til at emme af grøn oase, må fremtidens beboere vurdere.

Uanset deres oplevelse inde i byggeriet kan de unge dog håbe på, at Bispeengbuen lige uden for døren en dag bliver revet ned og erstattet af en klimapark med en fritlagt Ladegårds Å.

Fremtiden for Bispeengbuen er usikker, men kommunale kræfter på begge sider af kommunegrænsen arbejder netop nu for at sikre statslig medfinansiering til at flytte bilerne ned i en tunnel under jorden. På den måde vil arealet på overfladen i stedet kunne blive til et grønt område der kan holde på regnvandet og blive en del af fremtidens skybrudssikring.

Det nye byggeri gemmer også på parkering. Øverst er der lavet et åbent opholdsareal, men facaden er trukket op som en beskyttende mur, der skærmer mod støj fra Bispeengbuen (som ses umiddelbart bag byggeriet). Illustration: Arkitema.
Bispeengbuen er blevet et yndet område for opførelse af studieboliger. Foto/illustration: Google/Magsinet KBH.

Topfoto af byggeriet set fra Bispeengbuen: Lars Christian Vibild, @lcvibild

Artiklen er oprindeligt fra, og bringes i samarbejde med, Magasinet KBH

Related Articles

X