By Mennesket bag gravstenen: Han var Danmarks, måske Europas største romantiske elsker og fik i sit legendariske samspil med Johanne Luise Heiberg nærmest stjernestatus i offentligheden. Men privat var han indesluttet af natur og kæmpede med en sygdom, som tog livet af ham som kun 44-årig.
Michael Rosing Wiehe, skuespiller på Det Kongelige Teater, 23. januar 1820 – 31. oktober 1864
Foto af gravsten, december 2018: Poul-Erik Pløhn. Portrætfoto fra Det Kongelige Bibliotek: Ukendt fotograf.
“Dagen efter Wienerfredens bitre Time, den 31. oktober 1864, døde han i Hjemmet, ikke 45 Aar gammel, Broderen Wilhelm kastede sig ved hans Leje og skjulte hulkende sit Ansigt; Fru Heiberg sendte en Kristtornkrans, paa hvilken hun havde revet sine Fingre til Blods, og Høedt smykkede Kisten med fornemme blaa Clematis, Digterne besang ham, og Offentligheden følte hans Bortgang som en Draabe mere i den bitre Kalk, alle Danske maatte tømme i hint ulykkelige Aar.”
Den fik ikke for lidt, da teaterhistorikeren Robert Neiiendam skrev om skuespilleren Michael Wiehes død i 1864 – samme år som den 2. Slesvigske Krig – i bogen ‘Michael Wiehe og Frederik Høedt’, der handler om de to populære skuespillere og nære venner.
Michael Rosing Wiehe blev født den 23. januar 1820 i København som søn af portrætmaler og havneskriver, justitsråd Carl Wilhelm Wiehe og Antoinette Louise Rosing.
Rosing Wiehe var en slægt med stolte skuespiltraditioner. Michaels morfar og mormor var det berømte skuespillerpar Michael og Johanne Rosing, og flere af hans mors søskende samt hans brødre, Anton Wilhelm Wiehe og Johan Henrik Wiehe, blev skuespillere.
Helt op til vores tid kender vi navnet. Henrik Rosing Wiehe, som var oldebarn af Michaels bror Johan Henrik Wiehe, blev kendt for mange roller i 1950’erne og 60’ernes danske film, hvor han ofte spillede en pigeglad charmør. Den svenske sanger, Mikael Wiehe, er også en efterkommer.
Brød igennem som Aladdin
Efter sin konfirmation blev Michael Wiehe handelslærling hos klædehandler Ole Peter Thorsen.
Michael havde imidlertid en drøm om at blive skuespiller, og 1837 blev han elev på Det Kongelige Teater.
Han fik sit store gennembrud med sin originale tolkning af ‘Aladdin’ i 1842, og i 1845 blev han fastansat ved teatret.
En enkelt sæson, i 1855-56, opstod der en konflikt på grund af teaterchef Johan Ludvig Heibergs ledelse, og sammen med flere af teatrets kunstnere – blandt dem hans bedste ven, skuespiller Frederik Høedt – forlod han teatret. Andre af kunstnerne var skuespillerne Nicolai Peter Nielsen og Juliette Price samt balletdanser August Bournonville. De blev kort tid efter alle ansat ved Hofteatret.
Sæsonen efter tog Johan Ludvig Heiberg sin afsked, og ‘udbrydergruppen’ vendte alle tilbage til Det Kongelige Teater.
Stjernestatus som romantisk elsker
Michael Wiehe blev den største romantiske elsker på Det Kongelige Teater, flere mente ovenikøbet, at han var den største i Europa.
Hans talent udfoldede sig ikke mindst i det legendariske samspil med Johanne Luise Heiberg.
De to udgjorde 1800-tallets mest berømte par på den danske teaterscene og fik nærmest stjernestatus i offentligheden.
Selvom hans liv blev alt for kort, nåede Michael Wiehe at spille 252 roller, og i 1858 blev han Ridder af Dannebrog.
Michael Wiehe blev gift med klædehandler Ole Peter Thorsens datter, Ane Marie Eleonora Emilie, den 11. maj 1844.
Han havde været forelsket i Emilie allerede som dreng, og de fik et lykkeligt, men barnløst ægteskab.
Hun var en trivelig, vittig og munter dame – modsat ham, der var en tung, tavs og indesluttet natur. Hun skrev senere i sine erindringer:
“Jeg var desværre saa kedelig hurtig i Alting og utaalmodig, han var saa langsom i alt – ak, undtagen i at dø!”
Michael Wiehes sidste optræden fandt sted juni 1864 i Kristiania (Oslo), hvor han gæsteoptrådte sammen med sin bror, Wilhelm.
31. oktober 1864 døde han af den sukkersyge, han havde kæmpet med i mange år.
Han blev begravet på Assistens Kirkegårds afdeling C, den 7. november. Han deler gravstedet med sin hustru og svigerforældre.
H.C. Andersen skrev et mindedigt til Michael Rosing Wiehe:
Det er en Trængsels Tid med Tab paa Tab;
Mens Blod er flydt og Blod er til at græde,
Gaaer Døden frem mod Kunst og Videnskab,
Det Danevirke med sin Fod at træde.
Vor Herlighed, En efter Anden døer,
Ydmygede og smaa vi staae tilbage;
Der ruller over Danmark tunge Søer.
Farvel, I Storheds Svaner, som bortdrage!”
