Nørrebro bugner af kreative, innovative og hårdt arbejdende kunsthåndværkere, erhvervsdrivende og iværksættere. Dem sætter Mit Nørrebro spot på i dette års julekalender til læserne.
Hvis du er ude efter dyre mærkevaregaver til flere tusinde kroner stykket, skal du satse på en anden julekalender end den, Mit Nørrebro kører frem til 24. december.
Forstå os ret: Selvfølgelig laver vi en julekalender for at give den max gas med julehyggen på vores Facebook-side. Og selvfølgelig har du hver dag en mulighed for at vinde noget.
Men for det første er det, du kan vinde, ikke altid en fysisk ting – det kan lige så vel være en ydelse eller en oplevelse som fx et teaterbesøg eller en byvandring her i bydelen.
For det andet har Mit Nørrebros julekalender det erklærede mål at sætte spot på netop det lokale erhvervsliv. Og det betyder, at de fysiske varer, vi præsenterer, typisk er lokalt fremstillet og meget ofte håndlavede og/eller unikaprodukter.
Der er altså tale om produkter, der ikke bare er hevet af samlebåndet på en fabrik. Og som de handlende derfor sjældent har så store avancer på, som man eksempelvis har det på mærkevaretøj fra store, internationale brands.
Derfor har fx en håndfremstillet keramikskål til 200 kr. ofte kostet mere i materialer og manuel arbejdskraft end et par designerjeans til 2.000 kr. Og derfor vil vi på Mit Nørrebro gerne hjælpe med til, at flere får øjnene op for keramikskålens reelle værdi og tager den med i overvejelserne, når de fx skal købe årets julegaver.
Bekæmp butiksdød – besøg din lokale handlende
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi synes, at de lokale erhvervsdrivende på Nørrebro – også dem, der forhandler designerjeans! – fortjener al den opmærksomhed og støtte, de kan få.
Både på grund af deres hårde arbejde – og fordi vi andre ellers må indstille os på kedelige handelsgader med konstant tomme butikslokaler og kædeforretninger for resten.
Så ud over at inspirere de af jer, der har forelsket jer i en bestemt kalendergave, men ender med ikke at vinde den, til at gå ned at købe den for jeres egne penge, har vi faktisk også en betingelse til vinderne:
Du skal selv gå ned i den lokale butik eller det lokale værksted og hente den. Mit Nørrebro sender ikke din gave til dig, for vi vil så gerne minde dig om, at de lokale erhvervsdrivende findes, og at de findes her i 2200 N.
Vi ved, at vi har mange læsere uden for Nørrebro – og tak for det! – og for de af jer, der vinder en pakke, finder vi selvfølgelig ud af noget. Som vi altid gør her i bydelen. Måske henter du den bare, når du næste gang kommer på besøg her i 2200 N. Måske får du en ven, en kollega eller et familiemedlem til at hente den for dig. Måske aftaler du noget helt tredje med den handlende selv.
Men det vigtigste er, at du på en eller anden måde lærer de erhvervsdrivende bedre at kende. At du bliver opmærksom på, at de eksisterer. At du ser deres værker, produkter eller ydelser. At du tænker på dem, næste gang du skal købe noget – ikke bare i julemåneden 2019, men også i 2020 og i årene fremover.
Held og lykke med pakkelegen – og rigtig glædelig jul!
Du kan deltage i Mit Nørrebros julekalender lige her på vores Facebook-side.
Gaverne og vinderne offentliggøres her på siden i takt med, at måneden skrider frem.
Topfoto: 2200 handmade
Mit Nørrebros julekalender 2019 – kalendergaver og vindere:
1. december: 4 billetter til ‘Et juleeventyr’ på Nørrebro Teater – vinder: Thomas Bo Christensen
2. december: Transparent porcelænsstjerne fra 2200 handmade – vinder: Solveig Clausen
3. december: Cafébesøg med tunmousse og kaffe hos Kogebogeriet – vinder: Tina Uhrskov
4. december: 2 posters fra Mat Makes Stuff – vinder: Christian Korsgaard
5. december: Bogen ’Nu – til stregen’, trykt på og sponsoreret af Eks-Skolens Trykkeri – vinder: Tanja Carinci-Hansen
6. december: 2 kasser Maté Maté fra Nørrebrew – vinder: Sara Liva Venus Littauer
7. december: 1 kilo fiskefars med remoulade fra Sømunken – vinder: Ulla Lewis
8. december: Den eksklusive læderpung ’La Hielera Grande’ fra Toil – vinder udtrækkes i uge 51
9. december: Bæredygtig madpakkepose fra I Tråd Med Verden – vinder: Virginia Díez Aagaard
10. december: En brunch for 2 med friskpresset juice på Spise/Bar 20
11. december: Kop fra Tanja P. Ceramics
12. december: Hårvask, klipning og skægtrimning hos Alis Barber Shop
13. december: Jule-/vinter-/klima-/pels-/Nørrebropølse fra DYREBORG
14. december: Karamelpakken ’Det perfekte par’ fra Karamelleriet
15. december: Bæredygtig glaskrukke fra kunstnerkollektivet Skraldespanden
16. december: Gryderetter fra Jacob & the Spices
17. december: Bogen ’Peder & Ib’ af Bjørn Ignatius Øckenholt
18. december: Keramikskål i en valgfri farve fra Keramikbutikken Rigmor Als
19. december: 2 billetter til en byvandring med Byvandring.nu
20. december: Papergirl’-kop, nøglering og 8 forskellige magneter fra Kattens Media
21. december: Gavekort på 400 kr. til Café Blå
22. december: Bøgerne ’Nansensgadeportrætter’ og ’111 steder for børn i København som du *skal* se’.
23. december: En lækker kransekagekurv med konfekt til 8 personer + en flaske søde bobler fra Brødkunsten
24. december: Årskort til Teater Grob.