MN logo rgb web 300x77
Mød en nørrebroer – og få besvaret alle dine spørgsmål

Mød en nørrebroer – og få besvaret alle dine spørgsmål

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Nørrebro-familier i alle afskygninger vil gerne myterne om deres bydel til livs. De har derfor meldt sig som Nørrebro-værter og står nu klar til at tage imod besøgende fra alle dele af landet.

Har du fået et negativt indtryk af Nørrebro gennem medierne? Og tænker du straks på optøjer, bandekrig – eller måske noget med, at vi vistnok ikke hænger julelys op?

Eller synes du omvendt, at Nørrebro virker spændende, farverig og rummelig – måske overvejer du endda at flytte hertil, men vil gerne vide mere?

Det kan også være, at du arbejder med integration, kultur, iværksætteri, grønne tiltag, socioøkonomiske virksomheder eller noget af det andet, som Nørrebro har stor erfaring med?

Lige meget hvad tilbyder Mit Nørrebro dig nu at lære Nørrebro meget bedre at kende gennem initiativet ’Mød en nørrebroer’.

18 vidt forskellige mennesker og familier, der bor – og i nogle tilfælde også arbejder – på Nørrebro, har nemlig meldt sig som Nørrebroværter, så du kan komme på besøg en-til-en og høre alt om landets mest omdiskuterede bydel fra hestens egen mund.

“Det er på ingen måde et politisk initiativ – tværtimod har flere af værterne givet udtryk for, at de er pænt trætte af, at vores bydel gang på gang bliver taget som landspolitisk gidsel. ’Mød en nørrebroer’ går i al sin stilfærdige enkelhed ud på, at folk fra hele landet kan komme på besøg hos en af vores Nørrebro-værter og se og høre om hverdagen i bydelen og stille spørgsmål om, hvordan det er at bo på Nørrebro, og hvorfor værten har valgt at bo her,” siger initiativtageren Mette Trudsø, redaktør for den nye lokale netavis Mit Nørrebro.

Suppekøkken eller hundeperspektiv?

Alle Nørrebro-værterne har meldt sig frivilligt, efter at Mit Nørrebro i april – umiddelbart efter urolighederne, der fulgte Stram Kurs-leder Rasmus Paludans besøg i bydelen – i en artikel søgte efter lokale beboere, der gerne ville vise deres helt personlige version af bydelen frem.

“Nørrebro-værterne er ikke castet eller screenet, men er bare ganske almindelige beboere, der gerne vil være med til at give et andet billede af deres bydel end det, der normalt fokuseres på i de nationale medier,” siger Mette Trudsø og fortæller, at værtsgruppen blandt andet rummer:

• en enlig mor med en søn på tre 

• en kernefamilie oprindeligt fra Nordjylland 

• en herboende hollænder på barsel

• bestyreren i den lokale Røverkøb, der har boet 7 år i Mjølnerparken

• en ung fyr, der arbejder for et ugandisk baseret IT-firma

• lederen af et lokalt suppekøkken for hjemløse 

• samt en, der gerne vil vise Nørrebro fra et hundeperspektiv!

Nogle Nørrebro-værter tilbyder at komme på besøg i privaten til en kop kaffe, andre vil gerne tage dig med på en mini-byvandring til deres favoritspots, fællesspisning i andelsboligforeningen eller noget helt tredje. Det endelige match foretages efter samråd med Mit Nørrebro.

Mit Nørrebro har efter dannelsen af værtsgruppen indgået et samarbejde med Områdefornyelsen Nørrebro og det lokale Samfundslaboratoriet Borgerlyst om at bidrage til eventet ’1001 Fortællinger fra Indre Nørrebro’ 19. juni.

Herudover er historiker, turistfører og indehaver af Byvandring.nu, Paul Hartvigson, koblet på projektet for at sparre med og give inspiration til de Nørrebro-værter, der ønsker det, så de kan give endnu mere lokal viden videre til vores besøgende.

Sådan kan du komme på besøg hos en Nørrebrovært:

Send en mail til mt@mitnorrebro.dk og skriv ’Mød en nørrebroer’ i emnefeltet

I mailen skal du skrive:

• Antal personer, der ønsker at komme på besøg

• Hvilken dato/evt. hvilket tidsrum I ønsker at møde en Nørrebro-vært (udvis venligst forståelse for, at der er tale om frivilligt arbejde, og at værterne derfor ikke kan stille op på alle ønskelige tidspunkter).

• Om besøget er privat eller fagligt (beskriv i sidste fald gerne det faglige formål)

• Kontaktinfo i form af navn, mailadresse og telefonnummer.

Herefter bliver du kontaktet af Mit Nørrebro med uddybende spørgsmål eller forslag til en velegnet Nørrebro-vært. Når kontakten til den enkelte vært er formidlet, er det op til gæst og vært at aftale det videre forløb.

Related Articles

X