MN logo rgb web 300x77
Mød vores medlemsvirksomheder #7: Madro

Mød vores medlemsvirksomheder #7: Madro

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 2 år gammel

Velsmag, bæredygtighed og nærvær er kodeordene hos takeaway-stedet Madro i Guldbergsgade, hvor du kan få klassiske middagsfavoritter til de travle hverdage og lækre menuer til ekstra forkælelse i weekenden.

Fotos: Lars Vibild, larsvibild.dk

Kender du de dér dage, hvor hverdagslogistikken bare ikke vil gå op? Hvor arbejde, fritidsinteresser, indkøb, børnetransport og alle de dér 117 ting, du lige skal have klaret derhjemme, gør det umuligt at frembringe et bare nogenlunde fornuftigt aftenmåltid, før hele husholdningens blodsukker dykker ned under nulpunktet?

Lige netop dé dage er det ekstra godt at kende til et lille, hyggeligt madsted i Guldbergsgade ved navn Madro.

Her kan du nemlig købe lækker og genkendelig hverdagsmad, som hele familien kan lide – lavet af gode råvarer og til en yderst rimelig pris: 85 kr. for en voksenportion og 55 kr. for en børneportion – og som medlem af Mit Nørrebro oven i købet endnu billigere, da du får 15 % rabat på begge dele.

Tænk lasagne, boller i karry og hjemmelavede, smørstegte frikadeller. Tænk franske klassikere som Bøf bourguignon eller Coq au vin og danske klassikere som kalvefrikasse med friskbælgede ærter og stegte gulerødder eller kylling med nye kartofler, rabarberkompot og agurkesalat.

Det var netop den slags mad, som parret bag Madro, Kasper og Louise Baggesgaard Seneca, selv savnede at kunne købe færdiglavet, når de skulle jonglere hverdagen i deres sammenbragte familie med i alt fem børn.

Weekendforkælelse og gæstemenuer

Kasper er udlært kok og har mange års erfaring med såvel hverdags- som gourmetmad, så ud over hverdagsretterne kan man i weekenden også forkæle sig selv med Madros to menutilbud:

’Fredagspakken’, som er en to retters menu til to personer, inkl. en særligt udvalgt flaske vin fra den lokale samarbejdspartner, vinhandleren Terroiristen i Jægersborggade, til 350 kr. for hele molevitten.

Og det nye koncept ’Madro – om lørdagen’: en tre retters gæstemenu, hvor man selv foretager den sidste opvarmning og anretning med den medfølgende vejledning, til 250 kr. per kuvert.

Her er vi ude i lidt mere avancerede retter – en gæstemenu kan fx til forret være tatar af jomfruhummer med saltede stikkelsbær, glaskål og skummende bisque, til hovedret grillet flanksteak med broccolicreme, grillet broccolini og sauce på hyldeblomsteddike og brunet smør  og til dessert gataeu marcel med syltede rabarber og knas af boghvede og krystalliseret chokolade.

Stedets drikkevarer byder på lokale kendinge i form af netop naturvine fra Terroiristen, Mikkeler-øl og bæredygtig kaffe fra Ønsk i Esromgade.

Og selvom Madro primært er et takeaway sted, gik det under den seneste lange coronanedlukning op for Kasper og Louise, hvor meget de savnede at have kunderne siddende i biksen.

Derfor har de nu suppleret menuen med lidt snacks og flere retter, der kan indtages på stedet – som en anden måde at få en pause i en travl hverdag på.

.

Madro

Guldbergsgade 57

Medlemmer af Mit Nørrebro får 15% rabat på alle hovedretter (både voksen og børnestørrelser)

Se alle virksomhederne i Mit Nørrebros medlemsordning

Bliv medlem af Mit Nørrebro

Related Articles

X