7 SKARPE: BUM! Her er et område, hvor partierne overhovedet ikke kan blive uenige, og som vi som borgere derfor kan holde dem op på de næste fire år: Der skal være mere grønt på Nørrebro. Forslagene spænder fra mere grønt på facaderne over tagfarme til deciderede grønne bylivsgader uden gennemkørende trafik.
Arkivfotos: Lars Vibild, larsvibild.dk
Sådan gjorde vi: Vi har stillet 7 spørgsmål om helt lokale og ofte debatterede Nørrebro-emner til samtlige partier, der p.t. er repræsenteret i Københavns Borgerrepræsentation (undtaget Frie Grønne, der ikke stiller op til kommunalvalget). Vi har derudover sendt dem til de to partier (Liberal Alliance og Nye Borgerlige), der ved de seneste meningsmålinger har stået til at klare spærregrænsen ved kommunalvalget den 16. november. Spørgsmålene er sendt til enten gruppeformænd, politiske ordførere eller spidskandidater, men partierne har selv kunnet vælge, hvem de ønskede skulle svare.
DAGENS SPØRGSMÅL – nr. 6: Skal der skabes mere plads til grønt på Nørrebro? (Hvorfor/hvorfor ikke, og hvis ja: hvor og hvordan?)
A – Socialdemokratiet, politisk ordfører Jonas Bjørn Jensen:
Ja. Både i det store og i det små. Hvis vi starter i det små, så skal vi have meget mere grønt til at vokse op af facaderne, vi skal have blomsterkasser, og de kommunale bygninger i bydelen skal have blomster og vildtvoksende bede rundt om bygningerne. I det store kan vi lave et helt nyt grønt strøg som en del af udviklingen af Rovsinggade. Med involvering af kunstnere og unge, så vi får et nyt ikonisk byrum, som Superkilen er. Men hvor Superkilen er rød og sort, så skal det nye være grønt og spirende. Og så selvfølgelig der, hvor Bispeengbuen er i dag.
B – Radikale Venstre, gruppeformand Christopher Røhl Andersen :
Det skal der, bl.a. ved at få Bispeengbuen gravet ned. Ligesom vi skal bruge de nye byrum, der opstår med tiden, til grønne områder. Det har vi senest set med Basargrunden, som jeg er stolt af, at vi fandt midler til inde på Rådhuset. De steder, hvor der er flade tage, skal vi også kigge på tagfarme, som vi kender det med Østergro. Vi skal være kreative med de grønne byrum, og vi skal udnytte de kvadratmeter, der kommer til rådighed, bedre både til det grønne og til bevægelse.
C – Det Konservative Folkeparti, medlem af Borgerrepræsentationen Karina Bergmann:
Ja, bestemt. Det er et ønske for alle bydele. Jeg er ved at undersøge, om legepladser på folkeskolearealer kan begrønnes, og man kunne også se på mange af de uddannelsesinstitutioner med tilhørende areal, der ligger på Nørrebro. Derudover er der et fortsat arbejde med klimasikring og bæredygtige løsninger. Jeg håber, det kan være med til at skabe grønne arbejdspladser i byen.
D – Nye Borgerlige, spidskandidat Niels Peder Ravn:
Ja! Bynær natur er et uvurderligt element på brokvartererne. Derfor skal bydelen begrønnes i videst mulig omfang.
F – Socialistisk Folkeparti (SF), gruppeformand Klaus Mygind:
Ja, i den grad. Vi ønsker at skabe 100 bylivsgader i København de kommende år. Det er gader uden gennemkørende biltrafik, med begrønning, hvor der er et gadelaug i lighed med gårdlaug, der kan indrette gaden og har ansvar for gaden. Vi har allerede bedt forvaltningen kigge på Sjællandsgade mellem Nørrebrogade og Prinsesse Charlottes Gade som en mulighed for at blive grøn bylivsgade.
I – Liberal Alliance, spidskandidat Ole Birk Olesen:
Ja, især i de gader, hvor vi bor. Vi skal have flere træer og flere blomster i vores beboelsesgader. Pladsen skal udnyttes bedre, og hvis vi kan få flere p-pladser under jorden, kan vi nedlægge pladser i gaderne, hvor vi i stedet kan plante grønt.
O – Dansk Folkeparti (DF), gruppeformand Finn Rudaizky:
Ja, så meget som muligt. Når vi får bilerne ned i parkeringsanlæggene, skal pladsen bruges til grønne områder. I forbindelse med skybrudssikringen rundt omkring i byen er der opstået grønne åndehuller, som beboerne kan bruge i det daglige. Det støtter vi varmt.
V – Venstre, gruppeformand Jens-Kristian Lütken:
Vi skal plante flere træer og meget gerne begrønne fx på toppen af flade tage. Vi har brug for flere grønne områder, hvor vi kan komme hinanden ved.
Ø – Enhedslisten, medlem af Borgerrepræsentationen Gyda Heding:
Vi skal passe på det lidt grønt, vi har. Fx De Gamles By. Der er ikke meget overskydende plads, men netop nedlæggelse af p-pladser og Bispeengbuen kunne skabe plads til grønne områder og mini-parker.
Å – Alternativet, gruppeformand Kim Hjerrild:
Ja. Der er i dag meget lidt grønt på Nørrebro. Nedlæggelsen af hele Bispeengbuen og det nye grønne område, som vi ønsker at skabe her i stedet, er et stort skridt i den rigtige retning. Herudover ønsker vi at reducere mængden af vejareal og erstatte det med små grønne områder. Reduceringen af vejareal skal selvfølgelig følges op af investeringer i den kollektive trafik, fremme af delebiler og bedre og tryggere forhold for cyklister. Alternativet er samtidig tilhænger af, at vi nedlægger eller indsnævrer gader med henblik på at frigøre areal til grønne områder og mødesteder for nørrebroerne.
Læs også:
7 skarpe – spm. 1: Skal der bygges flere boliger på Nørrebro?
7 skarpe – spm. 2: Skal Nørrebro have færre eller flere p-pladser?
7 skarpe – spm. 3: Hvor i bydelen skal vi lægge nye idrætsanlæg?
7 skarpe – spm. 4: Skal Jagtvej lukkes for benzin- og dieselbiler?
7 skarpe – spm. 5: Skal Bispeengbuen rives ned?