MN logo rgb web 300x77
Nej, kære venner: Isen på Søerne er IKKE sikker endnu!

Nej, kære venner: Isen på Søerne er IKKE sikker endnu!

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
I løbet af søndagen har en del københavnere bevæget sig ud på isen på såvel Sortedams Sø som Peblinge Sø, men det er ulovligt, for isen er stadig ikke sikker. Du skal nok få besked, når den er – se her hvordan.

Fotos: Mette Trudsø

Det er det samme vinter efter vinter, men det tåler åbenbart en gentagelse:

Kære venner, pas nu på, når I bevæger jer ud på årets første is på Søerne!

Man må faktisk først gå på isen på Søerne, når kommunen specifikt skilter med, at det er tilladt – også selvom vi som nu har en sæson med usædvanligt lavvande.

Allerede søndag formiddag var Københavns Politi ude og kalde mellem 20 og 30 personer ind fra den p.t. for tynde is, hvilket fik etaten til kl. 11.44 at udsende denne advarsel på Twitter:

“Københavns politi informerer: Alt færdsel på isen – på søerne I København – er FORBUDT. Det er forbundet med livsfare, idet isen ikke er sikker – så I bedes venligst undlade dette.”

Dette budskab var dog tydeligvis ikke nået ud til alle søndag eftermiddag, hvor både voksne og børn stadig valfartede ud på isen – endda helt ud at hilse på svanerne i de endnu ikke frosne områder ude midt på Søerne, hvor isen i sagens natur er ekstra tynd.

Læs også: Undrer du dig også? Nu skal lavvandet i Søerne endelig afhjælpes

Billederne her er taget søndag lige før kl. 15.30, hvor politiet endnu engang kom forbi for at kalde folk ind til bredden.

Københavns Kommune måler løbende isens tykkelse, og den skal være 16-18 cm tyk, før man må gå på isen – og der er vi altså ikke endnu.

Der bliver sat skilte op med påskriften “Færdsel på isen er tilladt”, når isen er tyk nok til, at man må gå og skøjte på den.

Og selv, når det sker, skal du være opmærksom på især to ting:

• at vejret pludselig kan slå om og ændre på isens tykkelse.

• at kommunens tilladelse gælder skøjteløb og gåture. Det er altså ikke en rasende god idé at danse, hoppe eller samles mange mennesker på ét sted ude på isen.

Du kan følge med i, hvornår isen på Søerne er sikker nok, på Københavns Kommunes hjemmeside.

Related Articles

X