MN logo rgb web 300x77
Nørrebro Teater giver direktøren en tur mere i kulissen

Nørrebro Teater giver direktøren en tur mere i kulissen

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
46-årige Mette Wolf er af en enig bestyrelse blevet valgt til at stå i spidsen for morskabsteateret i Ravnsborggade i yderligere fire år.

For fire år siden gik Mette Wolf ind til jobbet som direktør på Nørrebro Teater med det forsæt at koble humor og alvor, bygge broer og skabe forståelse samt at gøre teatret vedkommende for os lokale beboere.

Det synes teatrets bestyrelse er lykkedes så godt, at de nu giver hende fire år mere som førstedame på Danmarks største morskabsteater.

“På bare fire år har Mette Wolf bevist, at det sagtens kan lade sig gøre at skabe morskab med mening af høj kvalitet og relevans for et stort og bredt publikum. Hun har udviklet profilen, skærpet repertoiret og åbnet dørene for endnu mere mangfoldighed på Nørrebro,” siger bestyrelsesformand Gitte Lillelund Bech i en pressemeddelelse.

Nye rammer, samme indhold

Det er håbet, at teatret med Mette Wolf i spidsen blandt andet kommer til at gennemføre planen om en ombygning af det mere end 130 år gamle teater med plads til 620 publikummer.

Og strategien med vedkommende komedier bliver der holdt fast i, fordi det efter direktørens mening styrker sammenhængskraften i samfundet og er højst relevant for et teater, der ligger her på det multikulturelle Nørrebro.

“Da jeg tiltrådte, var det med en ambition om at vise begavet humor til alle typer af publikum til alle tider. Det er vi lykkedes med, og det er jeg vanvittig stolt over!,” siger Mette Wolf, der erklærer sig “dybt taknemmelig” over, at bestyrelsen tror så meget på hende og den profil, hun har valgt for teatret, at de vælger at lade hende fortsætte. 

“Jeg glæder mig til fortsat at give vores publikum masser af morskab med mening og kant,” siger direktøren, der altså fortsætter i stillingen i perioden 1. januar 2020 – 31. december 2023.  

Mette Wolf er uddannet dramaturg fra Aarhus Teater, og har tidligere blandt andet arbejdet med fiktion for DR, skrevet manus til Cirkus Summarum og været udviklingschef hos Betty Nansen Teatret. 

Foto: Nørrebro Teater

Related Articles

X