MN logo rgb web 300x77
Nørrebro Teater i stort corona-puslespil – er du den sidste brik?

Nørrebro Teater i stort corona-puslespil – er du den sidste brik?

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Danskernes små og store corona-oplevelser er omdrejningspunktet i Nørrebro Teaters kommende forestilling ’Sammen hver for sig’ – en musikalsk komedie, som du kan være med til at skabe ved at fortælle din egen historie.

Fotos: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

“Vi kan også lave interviewet på Zoom?”

Allerede da aftalen om at få et indblik i Nørrebro Teaters ’corona-laboratorium’ skal laves, illustrerer teatrets dramaturg Mads Andersen, hvordan den globale pandemi har sneget sig ind overalt i vores liv.

Teateret er i samarbejde med forfatter Thomas Korsgaard, musiker Annika Aakjær og alle de danskere, der ønsker at være med, i gang med at skabe forestillingen ’Sammen hver for sig’ om vores nye hverdag med corona.

Og som så mange andre må han navigere i en virkelighed, hvor hans arbejdsplads lukker ned om ørerne på ham, og både han selv og den, han skal mødes med, på forskellige tidspunkter bliver sendt af sted til coronatest, fordi vi begge har været ’nær kontakt’ til en smittet.

Nogle kan have en tendens til at negligere deres egen historie og tænke, at den da ikke er særligt interessant. Men det er den for os…

Derfor har vores aftale været udskudt flere gange, hvilket er anledningen til hans forslag om at mødes digitalt – nøjagtigt som han møder danskerne til en række digitale fortællemøder, hvor han indsamler råmaterialet til ’Sammen hver for sig’.

Det er nemlig en ganske særlig forestilling, teatret er i gang med at sætte i søen. Alle interesserede kan bidrage med deres personlige historier – enten på de digitale fortællemøder eller ved at sende historien skriftligt eller som videoklip.

Premieren ligger over et år ude i fremtiden, men dramaturgen skal have indsamlet alle fortællingerne – alle brikkerne til det samlede puslespil – inden foråret, hvor Thomas Korsgaard og Annika Aakjær tager fat på at skrive manuskript og sange til forestillingen.

“En unik mulighed”

Efter begge at være konstateret smittefri ender vi med at mødes i teatrets store sal en sen eftermiddag.

Mads Andersen placerer sig i skrædderstilling på scenekanten, behørigt iført håndsprit og ansigtsmaske, der undervejs kommer af til ære for fotografens linse.

Hans blik søger op mod scenens store projektører under loftet – de såkaldte “badekar” – mens han vejer sin ord og svar. 

Dramaturgen har nærmest julelys i øjnene, mens han forklarer:

Han og holdet bag forestillingen har fået en unik mulighed for at skabe en forestilling helt fra bunden med direkte input fra den danske befolkning. Det omfattende forberedende arbejde kræver så mange arbejdstimer, at det ligger langt uden for det normale budget.

Det er en form for laboratorium at lave den her type forestilling.

“Det er en form for laboratorium for at lave den her type forestilling, og normalt ville vi slet ikke have midlerne til at gøre det,” siger han og understreger, at alle har en interessant historie at fortælle.

“Det er vores erfaring indtil nu. Jeg tror til gengæld også, at nogle kan have en tendens til at negligere deres egen historie og tænke, at den da ikke er særligt interessant. Men det er den for os, og jeg håber, mange har lyst til at dele deres historier med os,” siger han og giver et par eksempler:

“Det kan være alt fra rørende og fantastiske oplevelser til at handle om indlæggelse og tab af nære venner og familie – men det kan også være de små dagligdags ting som at få ryddet op i sine skuffer, at man endelig får taget sammen til at bage, eller at man slet og ret keder sig.”

“What happens in Vegas…”

Indsamlingen af danskernes historier sker i samarbejde med Nationalmuseet og organisationen Danmark Fortæller, der er et samarbejde mellem Dansk Folkeoplysnings Samråd og Nordic Schools of Arts and Health. Projektet støttes desuden af en række fonde.

Indtil videre har Danmark Fortæller gennemført tre fortællesessions med deltagelse af 40-50 danskere, der har bidraget med deres oplevelser af livet under en pandemi.

Under de digitale fortællemøder med danskere fra hele landet tager Mads Andersen noter, som supplerer deltagernes fortællinger.

Alle skriver på forhånd under på, at hvad der bliver sagt under møderne, forbliver fortroligt – en slags digital version af begrebet “What Happens in Vegas, Stays in Vegas”.

Det skal være en landsdækkende historie, og folk skal gerne føle sig genkendt.

Ingen vil kunne tilbageføre episoder i forestillingen til den enkelte deltager i fortællemøderne. En garanti med klare betingelser for alle involverede.

Mads Andersen prøver under møderne at registrere nogle af de usagte ting, der også kan fungere som ingredienser i en teaterforestilling. Det kan være en bæven i stemmen, en særlig begejstring eller tårer, der pludselig overvælder fortælleren.

Man kan sige, at han bringer “råvarerne” til “køkkencheferne” Aakjær og Korsgaard, der så sammensætter en forestilling tilsat deres egen kreativitet.

“Min opgave er at se alle fortællingerne igennem. Det skal være en landsdækkende historie, og folk skal gerne føle sig genkendt. Arbejdet er en sparring, hvor Annika og Thomas fx kan spørge mig, om vi ikke kan skaffe en historie fra en 16-årig gut, der går på efterskole. Det kan Nationalmuseet så måske hjælpe os med,” forklarer Mads Andersen om rollefordelingen i den skabende proces.

Et hav af tråde

Det er en kompliceret proces. Opgaven er at samle danskerne om kunstneriske oplevelser i en coronatid og for Nationalmuseets vedkommende at samle dokumentation fra en helt særlig periode i Danmarkshistorien.

Deltagerne bliver således tilbudt, at deres historier kan indgå i Nationalmuseets samling ’Dage med corona’, så teaterforestillingen skal altså favne hele nationen både geografisk og i forhold til køn og alder.

Der er et hav af tråde at holde styr på, og endnu er det for tidligt at antyde, hvilken forestilling publikum kan vente sig.

Næste skridt er de næste to fortællemøder den 13. og den 27. januar, og til marts afholder teatret en oplæsning af nogle af danskernes historier som en lille prøveballon.

“Det bliver rigtig svært at udvælge, hvilke historier der skal med i forestillingen, for der er så mange gode. Læsningen i marts måned giver os en mulighed for at teste publikums reaktioner, og så går Annika og Thomas for alvor i gang med at skrive manuskript til forestillingen, som får premiere i sæsonen 2022/2023,” siger Mads Andersen.

Efterskrift:

Mindre end tre timer efter, at dette interview blev afleveret til Mit Nørrebros redaktør, holder statsminister Mette Frederiksen pressemøde i Folketingets Glassal: De høje smittetal udløser nye restriktioner, og Danmark er atter på vej ind i en reel nedlukning.

Det er tid til, at nye coronahistorier kan opleves, fortælles og omsættes til dramatik.

Vil du også fortælle din historie?

Du kan bidrage til ’Sammen hver for sig’ med din historie – enten ved at sende den skriftligt eller som lyd- eller videooptagelse til sammenhverforsig@nbt.dk eller ved at tilmelde dig teatrets digitale fortællemøder.

De to sidste fortællemøder foregår via Zoom og finder sted den 13. og den 27. januar kl. 16.30-18. Din fortælling vil også blive tilbudt at indgå i Nationalmuseets samling ’Dage med corona’.

Læs mere på Nørrebro Teaters hjemmeside

Related Articles

X