MN logo rgb web 300x77
Nørrebro udnævnt til en af verdens bedste bydele i 2020

Nørrebro udnævnt til en af verdens bedste bydele i 2020

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Det legendariske globale magasin Time Out placerer Nørrebro som nummer 28 på deres liste over verdens mest cool og næstekærlige bykvarterer i en tid, hvor corona udfordrer vores måde at være sammen på.

Foto: Julie Vinding Thomsen, julie_v_cph

Du var sikkert ikke i tvivl, men nu er det rygtedes over hele kloden: 

Nørrebro er en af verdens mest cool og næstekærlige bydele.

Som den eneste bydel i Skandinavien og kun en ud af fire bydele i hele Nordeuropa optræder Nørrebro i den anerkendte internationale guide Time Outs netop offentliggjorte liste ’ The 40 coolest neighbourhoods in the world’  – altså verdens 40 mest cool bydele eller bykvarterer.

Læs også: Nørrebro hitter igen-igen i udenlandske rejseguides

Hvert år laver Time Out en undersøgelse blandt tusindvis af mennesker verden over for at finde frem til de bydele, der byder på den bedste mad, drikke, kunst, kultur, atmosfære og egenart.

Men i år er og har vores nærlokale bymiljøer været vigtigere end nogensinde, mener magasinet:

“I løbet af de seneste måneder har milliarder af mennesker brugt langt mere tid tættere på hjemmet. Nedlukninger og sikkerhedsrestriktioner har udhulet forretnings- og shoppingdistrikter. men lokale kvarterer har trivedes,” skriver Time Out – og fortsætter:

“Butikken på hjørnet og den lokale takeaway-restaurant er blevet vigtige livslinjer. Naboer er trådt til for at hjælpe hinanden gennem hårde tider, og man er gået sammen for at protestere omkring Black Lives Matter. En stærk fællesskabsfølelse og unikke uafhængige virksomheder har altid bidraget til at gøre en bydel stærk, men nu er disse ting blevet uundværlige,” forklarer magasinet, der derfor har valgt, at coolness i år ikke er den eneste faktor, der tæller med på magasinets liste.

Nørrebros smukke sammenhold under coronakrisen viste sig blandt andet ved AKB Lundtoftegades altanbanko i april. Mit Nørrebros video fra arrangementet fandt vej til bl.a. TV 2’s program ‘Natholdet. Video: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

Sejt at være flink

“Lige nu er det mere end nogensinde sejt at være flink. Så de fedeste kvarterer i 2020 er stadig dem med en fascinerende blanding af mennesker, innovativ og inkluderende mad, drikke, kunst og kultur, overkommelige huslejer og leveomkostninger og den dér svært definérbare ’buzz’, der tiltrækker folk fra hele verden. Men i år er de også de områder, hvor individer, fællesskaber og virksomheder har hjulpet hinanden gennem fælles trængsler: steder, der repræsenterer byens sjæl,” konkluderer Time Out.

Læs også: Hattrick: endnu et udenlandsk magasin roser Nørrebro til skyerne

Nørrebro ligger som nummer 28 på listen og får blandt andet dette skudsmål med på vejen:

“Nørrebro har den dér stemning af en by, der aldrig sover, hvor en tur gennem weekendens loppemarkeder glider over i et måltid på en velbesøgt mellemøstlig eller afrikansk restaurant for at ende på et beskedent værtshus.”

“I en by kendt for sine kulinariske udfoldelser er dette området, hvor lokalbefolkningen rent faktisk kommer for at spise og drikke,” skriver magasinet, der blandt andet fremhæver Møllegades vinbar Pompette, Elmegades sushijoint Selfish, Griffenfeldsgades etiopiske restaurant Ma’ed og thai-restauranten Ranee’s på Blågårds Plads.

Læs også: National Geographic: Spis og drik på Nørrebro!

Guiden slutter beskrivelsen af Nørrebro med at fortælle, at bydelens gader i et normalt år ville være fyldt med alskens arrangementer fra Distortion til jazzfestival, og at man dagen efter en sådan begivenhed ville gøre sig bedst i at besøge Assistens Kirkegård og eventyrdigteren H.C. Andersens grav, fordi:

“Vi har på fornemmelsen, at han ville være temmelig betaget af denne i sandhed magiske bydel lige nu.”

Du kan læse originalartiklen ‘The 40 coolest neighbourhoods in the world’ her.

Related Articles

X