MN logo rgb web 300x77
Nørrebros børn går forrest: Samler 3.250 cigaretskod på 45 minutter

Nørrebros børn går forrest: Samler 3.250 cigaretskod på 45 minutter

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Københavns Kommune sætter i de kommende sommeruger ind med en massiv kampagne for renere parker og pladser med budskabet, at “Dit skod er skrald”.  Men en gruppe børn fra Fritidscenter Ydre Nørrebro er kommet kampagnen i forkøbet.

Fotos: Lasse Frederiksen og Københavns Kommune

Over 72 skod i minuttet. Ca. 1,2 skod i sekundet.

Det gik næsten skræmmende hurtigt – kun ca. 45 minutter – for børnene fra Fritidscenter Ydre Nørrebro at få en high score på i alt 3.250 cigaretskod, da de i sidste uge gik på skodjagt i Nørrebroparken.

Og dermed understregede de behovet for Københavns Kommunes nye kampagne, ’Ren kærlighed til KBH 2020’.

Du kommer helt sikkert til at støde på den storstilede kampagne, hvis du bevæger dig ud i byens parker og andre populære uderum hen over sommeren, for kommunen har sat alle sejl til for at komme skodsvineriet til livs. 

Der vil blive råbt højt med blandt andet centralt placerede plakater med budskabet “Dit skod er skrald” og en rullende kampagne i form af en bemandet ladcykel, hvis førere vil tage en skod-snak med folket og dele lommeaskebægre ud i parker samt på pladser og hænge-ud steder.

Lommeaskebægrene vil i øvrigt også kunne hentes på en række cafeer – i alt 300 over hele København. 

Hvis man lige skulle have glemt, hvorfor det er en rigtig dårlig idé at smide cigaretskod på jorden, græsset eller fortovet, iler vi meget gerne med en række gode argumenter:

• De er skidt for miljøet. Cigaretskod indeholder nemlig både mikroplast og giftige stoffer, og godt nok er de hver for sig ganske små, men til sammen udgør de hele 87 procent af alle de stykker affald, der lander ved siden af de københavnske skraldespande.

• De ligger der, hvor vores børn og hunde færdes. Det er også pænt ulækkert for os andre, når vi kommer til at sætte os i andres skod og skrald, men vi ved i det mindste bedre end at samle skoddene op, snuse til dem eller putte dem i munden. Det gør børn og hunde ikke. En lokal far har fx netop i Facebookgruppen ’Nørrebro nabo til nabo’ luftet sin frustration over de mange skodder på Flyverlegepladsen i Nørrebroparken, hvor han kommer med sin 1,5-årige søn, der i alderens natur samler alt op fra jorden.

• Det kunne være federe at bruge pengene på noget andet, ikke? For ude i byrummet er den mor, der rydder op efter dig, en kommunal medarbejder, der naturligvis skal have løn. Og som Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen så diplomatisk formulerer det:

“Skod er en udfordring for kommunens økonomi, for de ressourcer, man bruger på at samle skod op, kunne være langt bedre anvendt på andre renholdelsesopgaver og pleje af byens grønne områder.”

Og, bonusinfo: hvis du er en af de mange rygere, der tror, at der går ild i skraldespanden, hvis du smider skoddet derned, kan vi hermed berolige dig med en besked fra højeste sted (kommunens Teknik-og Miljøforvaltning): Det gør der ikke!

Man kan uden problemer smide sit cigaretskod i en af byens næsten 5.800 skraldespande (hvoraf de 617 står på Nørrebro), hvor man kan slukke sit skod på en skod-flade eller kanten af spanden, inden man smider skoddet ud.

1. Hent et lommeaskebæger på en café. 2. Problem løst.

Alternativet er at smutte ind på en café og hente det smarte lille lommeaskebæger, du kan se på billederne her.

Kommunen kan desværre ikke oplyse, præcis hvilke cafeer her på Nørrebro, der har askebægrene liggende, da de ikke vil risikere, at det bliver opfattet som reklame for den enkelte café.

Men Teknik- og Miljøforvaltningen fortæller, at det drejer sig om ca. 30 caféer, og at det er nogenlunde de samme steder, som har GO-CARDs hængende. Så hvis du ved, at din stamcafé har et GO-CARD-stativ derfra, er der god chance for, at du også kan finde et askebæger dér. 

DE VIGTIGTSTE BUDSKABER i kampagnen ’Ren kærlighed til KBH 2020’.

• Skod skal i skraldespanden – der går ikke ild i.

• Der er mikroplast i cigaretskod, som er skadeligt for miljøet.

• Brug et lommeaskebæger.

• Smid eller efterlad ikke dit skrald – miljøet, dyrene og alle os andre vil takke dig for det.

Kilde: Københavns Kommune

Related Articles

X