MN logo rgb web 300x77
Nørrebros frisører og saloner lagt ned af bookinger: “Vi glæder os!”

Nørrebros frisører og saloner lagt ned af bookinger: “Vi glæder os!”

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Efter at Folketinget sent mandag aften præsenterede den nye genåbningsplan, hvor åbningen af de liberale serviceerhverv er sat til 6. april, er bookingerne hele tirsdagen strømmet ind hos bydelens frisører og skønhedssaloner.

Topfoto: Skønhedsklinikken Juicy Beauty i Egegade

“Folk er bare gået amok i dag. Jeg har veninder, der ville gå ind og booke online, men der var halvanden times ventetid for overhovedet at komme igennem til bookingen!”

Charlotte Elisabeth Urne driver frisørsalonen og tøjbutikken Made In Congo i Jægersborggade og er vant til at have travlt.

Men tirsdag slog alle rekorder, efter at Folketinget sent mandag aften præsenterede den nye genåbningsplan, hvor frisører, skønhedssaloner og andre liberale serviceerhverv sammen med skolerne og ungdomsuddannelserne er sat til at åbne igen lige efter påske – fra tirsdag den 6. april.

Det bliver som før nedlukningen med maske og håndsprit, men som noget nyt også med krav om fremvisning af coronapas – men det er Charlotte Elisabeth Urne kun glad for.

“Jeg glæder mig enormt meget til at komme tilbage, men går selv ind for forsigtighedsprincippet, fordi vi jo står helt tæt op ad kunderne. Så jeg er glad for coronapasset, selvom det er lidt administrativt tungt, og man godt kan være lidt nervøs for at skulle at agere politibetjent,” siger hun og fortsætter:

“Men vi frisører er jo lige så forskellige som befolkningen som helhed i forhold til corona og coronapas. Jeg er glad for at blive passet lidt på – og mine kunder afspejler måske også, hvem jeg er, så jeg er ikke bange for, at de vil presse mig til at tage dem ind uden coronapas. Men jeg har da snakket med en anden anden frisør, hvor en af kunderne havde sagt, at de følte det som at få jødestjerne på.”

.

Slut med at blive bimmelim

Også hos skønhedsklinikken Juicy Beauty i Egegade, der er en kombineret frisør & kosmetologsalon, har der været smæk på det sidste halve døgns tid:

“Vores bookingsystem har været rødglødende siden i går,” fortæller en af de to indehavere, Osky Kristjansdottir.

Sammen med medindehaver Maren Eik har hun brugt nedlukningstiden på at dygtiggøre sig via onlinekurser, arbejde på ny hjemmeside og få lavet det nye bookingsystem, som altså nu bliver flittigt brugt af kommende kunder.

“Det bliver skønt at komme i gang igen. Man kan hurtigt blive lidt bimmelim af at være derhjemme i så langt tid – vi taler altså knap 4 måneder og 8 kilo senere, hvor man bare er gået rundt og blevet gift med sit køleskab, så det bliver dejligt at kunne cykle på arbejde hver dag og få sin travle hverdag igen” lyder det fra Osky.

Hun er derfor også parat til at tage de restriktioner, der følger med, i stiv (og velmanicureret) arm:

“Så længe vi få lov at åbne, så må det være name of the game med coronpas,” mener hun.

Et virke med livrem og seler

Hos frisør Sebastian Eskerod fra salon Et sted på Nørrebro i Rantzausgade er der også glæde over den kommende genåbning – men ligefrem begejstring er måske så meget sagt.

“Det er et lille ’Yay!, men jeg har ikke armene helt oppe over hovedet,” som han udtrykker det.

“Min personlige holdning er, at man går med både livrem og seler – det er et stort indgreb i vores virke, at vi både skal sikre os, at ingen er smittet inden for de seneste 72 timer, og samtidig skal sørge for, at alt er sprittet af og pakket inde bag alle mulige foranstaltninger,” siger han og fortsætter:

“Hvad nu, hvis folk møder op til en booking og ikke har pas – hvem betaler så for det? Vi skal i forvejen sætte tid af til den rengøring, der følger med, og leve med risikoen for folk, der aflyser, fordi de har været i kontakt med en smittet – og nu skal vi så også leve med risikoen for, at de heller ikke har styr på deres coronapas. Det er dejligt at kunne arbejde igen, men der er mange ting, som jeg håber, der hen ad vejen bliver løsnet lidt op for,” siger frisøren fra Rantzausgade.

Related Articles

X