MN logo rgb web 300x77
Nørrebros spillesteder inden fase 4: “Vi har indbygget hård hud”

Nørrebros spillesteder inden fase 4: “Vi har indbygget hård hud”

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
På Stengade, Rust og Alice venter man spændt på resultatet af politikernes forhandlinger om genåbningens fase 4. Alle ønsker de en genåbning – men ikke for enhver pris.

Fotos: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

STENGADE

Spillestedet Stengade er et såkaldt honorarstøttet spillested, hvor Københavns Kommune bidrager til driften. Stedet har siden 2010, hvor det afløste det regionale spillested Stengade 30, været drevet af en forening baseret på frivillige kræfter, med kun et lille team på 3-4 medarbejdere til at varetage den daglige drift.

Stengade laver normalt ca. 125 koncertarrangementer om året og har under corona-fri omstændigheder plads til 230 koncertgæster.

Spillestedsleder Jim Q Holm, hvad håber du på, at politikerne kommer frem til?

“Vi håber, at vi snart kan komme til at lave koncerter, men ikke for enhver pris. Vi har ikke lyst til at være dem, der bliver en superspreder, hverken samfundsmæssigt eller i forhold til vores frivillige. Så det er en rimeligt kompleks situation for os, men jo også for politikere og myndigheder.”

Giver det overhovedet mening for jer at genåbne på nuværende tidpunkt?

“Vi afventer meget spændt, hvad der sker, både hvad angår retningslinjer og anbefalinger. Der er jo meget forskel på, hvad der præsenteres på pæne kulturhuse med siddepladser og mainstream musik og et sted som Stengade.

Hos os er musikken og stemningen som udgangspunkt energisk og udadvendt, og det gør det lidt sværere at åbne med restriktioner. Det giver jo ikke mening at have 30 siddende publikummer til en koncert, hvor der spilles dødsmetal med 130 i timen. Det ville blive en lidt bizar oplevelse – det lyder måske umiddelbart ret sjovt, men det ville det nok ikke blive i længden.”

Overlever Stengade hele vejen igennem den her krise?

“Ligesom andre spillesteder er vi virkelig presset på økonomien, og mange af os frygter for konsekvenserne på lang sigt. Kommer vi til at opleve, at der bliver genåbnet lidt og så lukket lidt ned igen flere gange, hvordan er oplevelsen, hvis man skal gå til en koncert med kun 50 gæster, hvor meget drikker folk, hvordan bliver stemningen?

Men spillesteder har jo i alle år kæmpet alle mulige kampe, og mange af os har indbygget hård hud. Dette her er godt nok af en helt anden dimension, men på en eller anden måde kommer vi ud på den anden side. 

Og så håber jeg, at der kommer det ud af krisen, at det bliver klart for politikerne, hvor vigtigt kulturlivet er. Hele kulturområdet har været underprioriteret og i mange år taget lidt for givet, men nu kan man måske se, hvor mange der er afhængige af branchen, og hvor meget folk savner kulturen. Jeg tror, der bliver ballade, hvis flere spillesteder går konkurs.”

RUST

Spillestedet og natklubben Rust i Guldbergsgade kan i år holde 30 års jubilæum, og man havde da også planlagt en række koncerter i foråret for at markere, at Rust nu igen ville skrue op for livemusikken

Rust drives med 94 procent egenfinansiering og 6 procent honorarstøtte og har netop indsendt en ansøgning til Københavns Kommune om driftstøtte. Den ansøgning er dog sammen med en planlagt pulje til byens coronaramte spillesteder netop blevet skudt til næste møde i kommunens Kultur-og Fritidsudvalg.

Direktør Morten Varano,hvad tænker du om de igangværende forhandlinger om genåbningens fase 4?

“Politikerne har generelt haft svært ved at forstå kulturområdets mangfoldighed. Vi er meget solidariske spillestederne imellem, men vi er også meget forskellige, og man kan godt blive bange for, at det bliver så kompliceret at åbne op for de forskellige steder på forskellig vis, at den eneste mulighed bliver slet ikke at åbne op.

Men det her er jo min passion, jeg har lavet det i 22 år, så jeg ville gerne, hvis vi kunne åbne op for bare 50 mennesker.”

Giver det overhovedet mening for jer at genåbne på nuværende tidpunkt?

“Økonomisk er jeg ikke sikker på det, men psykologisk giver det mening, at man kan komme op på hesten igen og holde gang i fødekæden af fx musikere og DJs. Når man mister momentum, er der nogen, der mister modet, og jo længere tid, vi skal holde lukket, jo sværere bliver det at forestille sig, at vi kan åbne igen. 

Men hjælpepakkerne skal under alle omstændigheder tage hensyn til de forhold, der er på spillesteder, hvor det er selve grundlaget for det, vi laver, at folk bliver stuvet sammen, at de møder folk, de ikke kender, at der bliver spillet høj musik, og at folk drikker.

Det er jo dét, der gør hvad vi laver vildt sjovt. Jeg har ikke tal på, hvor mange der gennem tiden har mødt hinanden hos os og nu har fået børn sammen. Det er jo dét, der er belønningen, når man laver det, vi laver – og at lave bare lidt af det igen vil gøre noget for humøret. Der jo ikke nogen af os, der gør det her for pengenes skyld.”

Overlever Rust hele vejen igennem den her krise?

“Corona kommer til at koste alle i samfundet, også os. Alle spillesteder er potentielt truet, og det tror jeg også, at Rust er. Men jeg har oplevet en del gennem de 22 år, jeg har siddet her, og jeg går ikke dramatisk ud og siger, at vi risikerer at lukke.

Vi prøver at agere professionelt, gøre de ting, der skal gøres og kigge lidt frem i tiden. Og ja, vi vi kan godt overleve – vi har crowfundet et lån på en halv million kroner i foråret og planlægger at crowdfunde endnu et lån, når vi ved, hvad politikerne kommer frem til her i den næste fase. 

Vi er sat økonomisk en to-tre år tilbage og kommer til at gældsætte os noget mere. 

Men vi må jo tænke anderledes og omstrukturere ikke kun regne med, at nogen kommer og redder os.”

ALICE

Det kun godt to år gamle spillested ALICE, der ligger i baggården hos Union på Nørre Allé, er en fusion af de to tidligere spillesteder Global og Jazzhouse. Stedet præsenterer musik fra hele verden inden for et væld af forskellige genrer.

ALICE har en kapacitet på 250 personer og er netop blevet udpeget som regionalt spillested, hvilket betyder, at de får en forholdsvist stor økonomisk støtte fra både stat og kommune til drift, til gengæld er de forpligtet til at afholde et bestemt antal koncerter inden for forskellige musikformater.

Kommunikationsansvarlig Rasmus Steffensen, hvad håber I på, at politikerne kommer frem til?

“Vi er helt klart ikke nogen af dem, der er dårligst stillet, fordi vi har den regionale spillestedsstøtte, og fordi vi er vant til at arbejde med små koncertformater – vi kan godt lave meningsfulde koncerter med 50 publikummer med nogle af den type koncerter, vi laver.

Vi vil rigtigt gerne være der for publikum og for musikerne, så hvis vi får lov at fortsætte, må vi tænke anderledes.

Men vi håber da, at der følger nogle støtteordninger med, hvis spillestederne får lov at åbne med begrænset kapacitet – ellers vil der være en stor del af kulturlivet, der lukker ned.”

Så det vil give god mening for jer at genåbne på nuværende tidpunkt?

“Vi har jo faktisk allerede afholdt et anderledes koncertformat over sommeren ude i vores gård, hvor der kan være 130 publikummer. Det var en succes, vi fik god respons fra publikum og opnåede også god omtale. Og vi kunne mærke på musikerne, at det betød noget at komme ud og spille for et rigtigt publikum igen i stedet for streaming og andre alternative ting, som folk har været gode til at finde på under corona.

Vores officielt sidste udendørs koncert er på lørdag (15. august, red.), men vi har overvejet, om vi skal forlænge det til og med den første halvdel af september. Vi har jo gennemført en juli, hvor det pissede ned, blæste og var 17 grader, så vejret kan sagtens vise sig at være bedre i september.

Da vi præsenterer et globalt musikprogram, kommer efteråret dog til at være svært, lige meget hvad politikerne beslutter sig for. Det er besværligt for vores kunstnere – især dem, der kommer fra uden for Europa – at komme over grænserne, og vi kan allerede nu se, at der er en del kunstnere, der kommer til at aflyse deres turneer.

Og det giver en usikkerhed, at ingen ved, hvad vi må lave fra næste uge. Vil det være nok til at få det hele til at løbe rundt og til at gøre publikum trygge i situation? Vi er jo vant til at planlægge vores musikprogram et halvt til et helt år frem i tiden, så musikere og agenter holder vejret lige nu, og hele branchen er lammet.”

Men I føler ikke, at Alices overlevelse er truet?

“Vi er ikke bekymrede for vores overlevelse nu og her, men kan godt klare os gennem et efterår med en nedskalering af koncerter.

Vi må lære at navigere i kaos i det næste halve års tid, måske længere, men heldigvis er der stor forståelse fra både musikere og publikum, og folk vil gerne støtte op. 

Så det bliver rigtig besværligt, men vi har også et håb om, at vi nok skal få det til at fungere. Og det positive budskab er, at musikbranchen kommer til at lære meget af det her.”

Related Articles

X