MN logo rgb web 300x77
Nu bygges den kreative containerby under Bispeengbuen

Nu bygges den kreative containerby under Bispeengbuen

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Der skal liv under Buen med faste madboder, kulturtilbud og iværksætteri mellem betonpillerne.

Mens byen venter på, om Bispeengbuen skal rives ned, starter nu det hidtil mest ambitiøse forsøg på at puste liv i det øde, overdækkede område under den sekssporede motortrafikvej, der i 3. sals højde skærer sig tværs gennem grænselandet mellem Nørrebro, Nordvest og Ydre Frederiksberg.

Konstruktionen af det midlertidige byrum URBAN 13 er officielt gået igang, og til sommer står en hel lille containerlandsby opført for gøre den 4.000 kvadratmeter store stenørken kendt for andet end at være et af de hårdeste og mest skumle steder i København.

De næste fem år skal URBAN 13 samle kvartererne omkring buen i et kreativt miljø, med masser af aktivitet for små iværksættere, for naboerne og for alle andre, der kigger forbi.

Containerbyen ved Nordre Fasanvej skal udvikle sig løbende og kommer på sigt til at indeholde små stader med spisesteder, små butikker, digitale start-ups, håndværkere, kunst- og kulturskabere, byudviklere og forskellige sociale projekter.

Multisalen kaldet Garagen bliver et omdrejningspunkt for aktiviteterne som både indendørs og udendørs koncertsted, biograf, teater og medborgerhus.

Carpark Festival under buen. Foto: Rune Svenningsen. // Illustration i toppen af siden: Platant

Tryghedsskabende laboratorium

“Ideen er at skabe et bylaboratorium for ”de små med de store ideer”. Det kan være kokke, håndværkere, designere, kulturskabere, folk der arbejder med cirkulær økonomi eller håbefulde musikere. Derudover vil vi gerne skabe tryghed i lokalområdet. Dels ved at gøre stedet til et naturligt og hyggeligt samlingspunkt, men også ved at have daglige aktiviteter for unge som gamle,” forklarer en af initiativtagerne Alexander Stevns.

Frederiksberg og Københavns kommuner har i fælleskab udvalgt URBAN 13 til opgaven med at skabe liv under Buen. Budgettet er på godt 5 mio. indsamlede fondskroner fra Realdania, Frederiksberg Fonden og Lokale og Anlægsfonden.

URBAN 13 er funderet i Foreningen Carpark Festival, som tidligere har afholdt musikfestival og filmfremvisninger under Bispeengbuen. Arkitektfirmaet Platant hjælper med at omsætte ideerne til praksis i den kreative containerby.

Hvad der så sker efter de fem år afhænger af, hvad der i det hele taget skal ske med Bispeengbuen.

Den statsejede vejbro er egentlig udset til en stor og dyr renovering i 2020’erne, men lokale politiske stemmer har længe advokeret for at rive den ned i stedet og føre trafikken under jorden. Og der er også bred opbakning i Folketinget for at overdrage Bispeengbuen til Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune – men betingelserne og regningen skal der stadig forhandles om.

Artiklen er oprindeligt fra, og bringes i samarbejde med, Magasinet KBH

Related Articles

X