MN logo rgb web 300x77
Nu er de her: Overvågningskameraer sat op på Superkilen

Nu er de her: Overvågningskameraer sat op på Superkilen

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 2 år gammel

Københavns Politi har efter politisk ønske nu fået opsat kameraer på både Den Røde Plads og Den Sorte Plads. Senere i år kommer der også et eller flere kameraer i Nørrebroparken.

Topfoto: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

Så er det slut med at pille næse eller mødes med hemmelige dates på to af Nørrebros mest populære pladser – i hvert fald, hvis du gerne vil have, at det vedbliver en hemmelighed.

Der er nemlig netop blevet sat overvågningskameraer – og tilhørende skilte – op på både Den Røde og Den Sorte Plads.

Kameraerne er installeret som følge af en omdiskuteret lov, som blandt andet giver kommuner mulighed for at videoovervåge borgere i det offentlige rum. 

Loven blev vedtaget sidste år, efter at der i 2019 havde været en række sprængninger i hovedstadsområdet, herunder eksplosionen ved nærpolitistationen i Hermodsgade.

Og formålet er naturligvis ikke at holde øje med næsepilleri og utroskab, men at hjælpe politiet med at opklare forbrydelser, ikke mindst bandekriminalitet.

Tryghed kontra frihed

Angiveligt skal kameraerne også at skabe mere tryghed blandt borgerne – og det er netop spørgsmålet om, hvorvidt overvågning giver os tryghed eller i stedet frarøver os frihed, der har givet anledning til debat.

Regeringens argument har været, at “uden tryghed er der ingen frihed”.

“Og hvis man siger, at dét er rigtigt, så følger det logisk heraf, at med overvågning stiger friheden,” som den socialdemokratiske justitsminister Nick Hækkerup formulerede det under en forespørgselsdebat i folketingssalen.

Andre partier har stillet sig skeptiske over for, om øget masseovervågning overhovedet vil dæmpe bandekriminaliteten i Danmark – med henvisning til, at det ikke har virket i England.

“Hvorfor skulle det så være en løsning i Danmark? Det er nemt at omgå overvågning med hættetrøjer og kasketter. Derved er overvågning som løsning blot reduceret til falsk tryghed,” lød det fx fra De Radikales retsordfører Kristian Hegaard i et indlæg på Altinget.

Loven blev dog vedtaget af et flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, og efterfølgende er det blevet besluttet i første omgang at sætte 14 kameraer op rundt omkring i København.

Kamera på vej til Nørrebroparken

Og her på Nørrebro drejer det sig altså om Superkilens to pladser: Den Røde og Den Sorte.

Ligesom de fire øvrige steder i byen – Rådhuspladsen, Nørreport Station, Kgs. Nytorv og Nyhavn – er placeringerne her i bydelen udvalgt på baggrund af politiets vurderinger, blandt andet baseret på anmeldelser om forskellige hændelser eller kriminalitet.

“Vores nærpoliti er ofte til stede ved både Den Røde og Den Sorte Plads, hvor der tit er mange unge samlet. På trods af en forebyggende indsats oplever vi også, at der ofte er uro eller foregår anden kriminalitet, og det er blandt andet på den baggrund, at vi har valgt at sætte kameraer op ved de to pladser. Vi håber, at det vil få en positiv effekt,” lyder det fra chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov.

Københavns Politi forventer her i løbet af 2021 også at opsætte kameraer i Nørrebroparken – nærmere bestemt hvor ønsker man ikke at oplyse.

Øger kameraerne trygheden, eller indskrænker de friheden? Under alle omstændigheder er de her nu. Foto: Lars Christian Vibild.

Related Articles

X