MN logo rgb web 300x77
Nu har de lokale butikker mulighed for at overleve – med din hjælp!

Nu har de lokale butikker mulighed for at overleve – med din hjælp!

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Gårsdagens hjælpepakke til små selvstændige erhvervsdrivende kan redde mange af Nørrebros butikker, restauranter og øvrige handelsliv fra konkurs under coronakrisen. Dermed er det i høj grad op til de lokale beboere og de erhvervsdrivende selv at sikre den fortsatte overlevelse for det lokale butiksliv – se her, hvordan du kan hjælpe.

Indtil i går, torsdag, så det sort ud for flere af bydelens små selvstændige butiks- og restaurationsejere.

Men med gårsdagens nye hjælpepakke, der blandt indeholder mulighed for lønkompensation samt dækning af faste udgifter – herunder husleje – for de erhvervsdrivende i brancher, der er blevet pålagt at lukke, er der nu en reel chance for, at mange af dem kan klare sig igennem coronakrisen.

Og det gælder naturligvis især, hvis bydelens beboere bakker op og tænker de lokale handlende ind i alle deres indkøb.

“I dag er en god dag – hvad der sker i morgen, må vi tage fat på i morgen. I dag bør vi give os selv og hinanden lov til at være bare en lille smule glade,” var reaktionen fra formanden for Erhvervsfællesskabet i Rantzausgade, Sebastian Eskerod, efter præsentationen af hjælpepakken.

Sebastian Eskerod driver frisørsalonen Et Sted På Nørrebro og hører dermed til i den kategori af erhvervsdrivende, som er blevet pålagt at lukke helt ned. Og da han ikke kan sælge en klipning ud af huset, har det betydet et komplet stop for hans indtjening.

Derfor har en dækning af de faste udgifter for ham haft førsteprioritet over andre ideer som fx at opfordre til køb af gavekort og tilgodebeviser, som han trods de gode intentioner har opfattet lidt som “at tisse i bukserne for at holde varmen”.

Handelsformand i Blågårdsgade: gavekort holder max!

I Blågårdsgade er formand for gadens handelsforening Dorte Maabo dog en varm fortaler for salg og køb af gavekort:

“Gavekort holder max! Vi bliver nødt til at være positive og konstruktive, så jeg appellerer til mine kunder om at købe gavekort nu – det er det eneste, vi som erhvervsdrivende selv kan gøre. Og så bakker vi selvfølgelig hinanden op her i gaden. Jeg køber take away hos de andre og er blevet endnu mere opmærksom på også fremadrettet at lægge min energi og penge i at handle ekstremt lokalt,” siger Dorte Maabo, der selv driver tøjbutikken One Off.

Hos Depanneur i Griffenfeldsgade kører man som mange andre steder på pumperne lige nu – ikke mindst, fordi man p.t. har to huslejer at dække, da stedet er ved at forberede en flytning til nye lokaler i Rantzausgade.

Men netop derfor er der ifølge medejer Daniel Rørbæk grund til selv at bidrage så meget som muligt

“Jeg har virkelig respekt for, at folk prøver at gøre, hvad de selv kan i stedet for at sætte sig ned og vente, til staten sender en check. Og det gør vi selv blandt andet ved at opsøge lokale samarbejder og tilbyde andre at komme ind på vores nyoprettede platform, hvor vi tilbyder gratis hjemmelevering af vores drikkevarer i samarbejde med fx Cicchetti på Nørrebrogade,” siger medejer af Depanneur Daniel Rørbæk.

Bageren: køb jeres rugbrød hos os!

Det er ikke kun påtvungne lukninger, der påvirker områdets erhvervsdrivende. Hos Brødkunsten på Jagtvej må man stadig gerne holde åbent og gør det også, men alligevel har butikken mistet 2/3 af kunderne.

“Vi har både mistet de erhvervskunder, vi har faste aftaler med, vi har mistet de private kunder, der plejer at komme forbi om morgenen på vej til arbejde, og vi har mistet bestillinger i form af dåbskager, bryllupskager og den slags,”  fortæller indehaver Helle Nielsen, der har måttet slippe de unge deltidsansatte og sende tre svende hjem, fordi der ikke er nok at lave.

Butikkens chaufførordning er også lukket ned, så lige nu er det Helle Nielsen selv, der agerer chauffør, når der kommer en af de p.t. sjældne bestillinger på kringlexpressen.dk:

“Så ligger jeg og kører med seks træstammer til Frederiksberg – men det er okay, hvis jeg bare kunne få noget volumen på. Så kørte jeg gerne rundt hele dagen,” siger Helle Nielsen.

Derfor opfordrer hun os private kunder til at tænke den lokale bager ind i vores indkøb:

“Vil vil gerne have flere til at købe deres rugbrød hos os i stedet for at købe det i supermarkedet. Måske kunne man overveje at købe en lille hyggekage til familien. Og hvis man synes, det bliver nogle lange dage med ungerne derhjemme, så har vi nogle ’gør det selv-kits’ til hjemmebagning, fx til en lækker chokoladekage eller vores ruller med småkagedej,” siger hun.

Så selvom udsigterne ser lysere ud i dag, end de gjorde i går, er der stadig lang vej igen – og der er stadig meget, vi som privatpersoner kan gøre for at hjælpe de lokale erhvervsdrivende lige nu og her (se forslagene i boksen herunder). 

Og så vil Sebastian Eskerod fra Rantzausgade gerne komme med en stille bøn til tiden, hvor det værste er overstået:

“Husk at vende tilbage til jeres lokale handelsdrivende, når tingene normaliserer sig. Hav tålmodighed, hvis du ikke kan få bord på dit stamsted, ikke med det samme kan få tid hos din stamfrisør, eller skal vente lidt længere end normalt hos din lokale skomager. Vi som erhvervsdrivende har alle brug for, at I igen lægger jeres penge i vores nu tomme kasseapparater, så Nørrebro fortsat har et rigt og mangfoldigt erhvervslivet – også efter coronakrisen.”

Fotos: Lars Christian Vibild, @lcvibild og Mette Trudsø

BEBOER: DET KAN DU GØRE FOR AT HJÆLPE

Købe take away mad på dine favoritrestauranter og –caféer.
Mangler du overblik over mulighederne, er der allerede opstået flere nye initiativer til at skabe netop det:

• Hjemmesiden spisudehjemme.dk er specifikt oprettet med det formål at støtte lokale restauranter ved at købe take away, så de har en mulighed for at overleve, til coronakrisen er forbi. Her kunne du torsdag aften finde Nørrebrorestauranter som Bæst, Kaptajn, Pico Pizza, Depanneur, Sliders, Mahalle, Hooked, Liban Cuisine, Grød og Spise/Bar 20 – og flere er sikkert kommet til siden.

• Madspildsappen Too Good To Go har tilføjet en ny funktion, der hedder ’Støt lokalt’, hvor du kan finde restauranter fra dit nærområde, der er blevet lukket, men hvor du nu kan købe mad ud af huset. Flere Nørrebro-steder er allerede tilknyttet appen, nu kan du så oven i købet også købe lokalt ind her, også når det ikke handler specifikt om madspild.

• Helt lokalt tilbyder Depanneur i Griffenfeldsgade (snart Rantzausgade) gratis udbringning af deres egne drikkevarebrands, herunder øllen Bajeur, og de er gået sammen med blandt andre Cicchetti på Nørrebrogade, der leverer hjemmelavet lasagne i en pakke med Depannuers drikkevarer. De satser på at få flere lokale restauratører med på platformen.

Køb brød og kager hos den lokale bager (supermarkederne skal nok klare sig!). Er du i karantæne, bringer flere lokale bagere ud – typisk med gratis fragt. Tjek din lokale bagers Facebookside for bestilling. 

Køb blomster og planter hos den lokale blomsterhandler (lige nu har vi også ekstra tid til at nyde dem, fordi vi er mere hjemme). Også flere af dem bringer gratis ud. Tjek din lokale blomsterhandlers Facebookside for bestilling. 

Køb også ind i de øvrige non-food butikker, der stadig har åbent – fx tøj- møbel- og interiørbutikker. Flyt så mange af dine indkøb som muligt fra internettet til de fysiske butikker i lokalområdet – især hvis du er en af dem, der nu har fået lidt mere tid i hverdagen. 

Køb gavekort til såvel butikker som serviceydelser.

Send din cykel til service hos den lokale cykelhandler, nu du alligevel ikke skal bruge den til at køre på arbejde / til skole på.

Følg dine lokale favorit-butikker, -restauranter, og –kulturinstitutioner på de sociale medier – mange af dem er superkreative og allerede i gang med en masse nye tiltag – som fx Blågårds Apotek, der laver en række streamingkoncerter under titlen ’Musik på koncept’.

Tag fat i din bolig- eller andelsforeningog læg hovederne i blød sammen for at støtte den lille erhvervsdrivende i din ejendom – lav en indsamling, planlæg et senere støtte-event (når vi atter må mødes) med forudbetaling eller noget helt tredje.

Skriv flere tips til mt@mitnorrebro.dk

ERHVERV: DET KAN DU GØRE FOR AT HJÆLPE DIG SELV

Opdater jeres sociale medier som minimum dagligt, gerne flere gange dagligt – udviklingen og de politiske udmeldinger sker hurtigt og kan hurtigt gøre jeres faste kunder i tvivl om, om I stadig holder åbent eller ej. Gå ikke ud fra, at folk kan regne ud, at I holder åbent, med mindre I skriver andet – bare et billede med et kort ’Vi er her stadig – kig forbi!’ er med til at vise, at I stadig er in business.

Gør jer selv synligepå så mange digitale platforme som muligt. Selvom I fx har mange følgere på Instagram, behøver de ikke nødvendigvis alle sammen have et stærkt lokalt engagement, og på nye, fælles platforme kan I også være heldige at hive folk ind, der ikke lige havde jer i tankerne til at starte med. 

Bed jeres private netværk om at dele budskabet om, at I findes, og I stadig er open for business!

Udsted gavekort og tilgodebeviser – især hvis du handler med fysiske varer i en butik, der stadig holder åbent. Du kan også gøre det, hvis du tilbyder ydelser som fx rådgivning, kommunikation eller grafisk design – så skal du bare være opmærksom på, at du ikke tjener penge på din tid senere, når gavekortene blive indløst, så de mere forskubber end øger omsætningen. Men det kan måske købe dig tid til at finde på andre tiltag. Tilhører du brancher, der har fået påbud om at lukke ned, skal du undersøge, om fortsat salg står i vejen for din mulighed for at få lønkompensation og betaling af faste udgifter via staten.

Lav nye tiltag,der enten egner sig til at blive solgt over nettet eller til at købe og tage med hjem. Som bageren, der tilbyder bag-selv-kits, spansk- eller yogalæreren, der tilbyder onlinekurser – eller som vores lokale spillested Blågårds Apotek – der laver en række streamingkoncerter under titlen ’Musik på koncept’.

Indgå lokale samarbejder, så I kommer ud til en endnu større lokal kundekreds end normalt, og så de lokale beboere har mulighed for at støtte flere lokale erhvervsdrivende med ét køb.

Skriv flere tips til mt@mitnorrebro.dk

Related Articles

X