MN logo rgb web 300x77
Nu sker frasalget i Mjølnerparken: “Folk er chokerede og kede af det”

Nu sker frasalget i Mjølnerparken: “Folk er chokerede og kede af det”

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Boligselskabet Bo-Vita forventer at sælge 260 af boligerne i Mjølnerparken inden udgangen af marts. “Mange er chokerede. De har ikke troet på, at det var rigtigt,” siger beboernes næstformand Janni Milsted.

Beboerne skal først til møde med Bo-Vita tirsdag aften, men boligselskabet har allerede sendt besked ud til pressen: Det omdiskuterede salg af 260 lejligheder i Mjølnerparken forventes at ske inden udgangen af marts.

Hvilke og hvor mange lejligheder der skulle sælges har været kendt siden sommeren 2019, men det er først nu, at boligselskabet melder en klar skæringsdato ud.

“Nu skal Mjølnerparken af ghettolisten én gang for alle. I 14 år har vi lavet boligsociale helhedsplaner for Mjølnerparken, og vi må konstatere, at vi ikke er kommet i mål. Vi skal tænke nyt,” skriver formand for Bo-Vita Jan Hyttel i pressemeddelelsen.

Her fortæller han samtidig, at feltet er indsnævret til tre potentielle købere, og at Bo-Vita udelukkende er interesseret i en investor, der har en langsigtet interesse i området.

“Vi vil under ingen omstændigheder sælge Mjølnerparken til en af disse ’Buy it, fix it, sell it’-investorer, som politikerne på det seneste har tordnet mod,” understreger han.

Efter planen vil de første genhusninger ske i 2022.

Beboere: “Jeg har jo ikke gjort noget forkert”

Beboernes næstformand Janni Milsted fortæller, at mange beboere er chokerede og kede af det op til aftenenes møde:

“Mange har ikke troet på, at det var rigtigt. De har sagt: ’Jamen, jeg har jo ikke gjort noget forkert, og mine børn er ikke forbrydere’,” fortæller hun til Mit Nørrebro.

Ifølge Janni Milsted har de mest ressourcestærke beboere – som man ellers har brug for at tiltrække og fastholde for at kunne komme af ghettolisten– dog for længst forstået, hvad klokken er slået

“Mange har opgivet kampen. De ressourcestærke etniske danskere, der har mulighed for at finde noget andet at bo i, flytter nu frivilligt herfra,” siger næstformanden.

Læs også: Pensionisternes valg: Find pengene til en større lejlighed – eller flyt

Arkivfoto fra demonstration i Mjølnerparken i september 2019: Lars Christian Vibild, @lcvibild

Related Articles

X