MN logo rgb web 300x77
Ny bilbrand i weekenden – nærpolitiet har skærpet fokus

Ny bilbrand i weekenden – nærpolitiet har skærpet fokus

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Den ene af 12 bilbrande i København weekenden fandt sted i Slejpnersgade her på Nørrebro. Nærpolitiet har øget fokus på de tidligere hårdt ramte gade Baldersgade og Struenseegade.

Bølgen af bilbrande i hovedstadsområdet fortsætter. I fredags måtte politiet rykke ud til otte bilbrande, primært i Nordvest, og weekenden har også budt på en enkelt bilbrand her på Nørrebro – i Slejpnersgade.

Slejpnersgade ligger kun få gader væk fra Baldersgade, hvor politiet ellers har været ekstra meget til stede over weekenden, efter at beboere i gaden har udtrykt utryghed over, at den dømte for ni bilbrande i gaden nu er flyttet tilbage til Baldersgade indtil sin afsoning.

“Vi har haft øget fokus på at være synlige i området og har cyklet igennem Baldersgade flere gange, ligesom vi har haft vores mobile politistation opsat i gaden både fredag, lørdag og søndag,” fortæller leder af nærpolitiet i Nordøst, Jonas Wybrandt.

Et andet område på Nørrebro, der har været hårdt ramt af bilbrande, er området omkring Struenseegade og Hans Tavsensgade, hvor politiet af samme grund har afholdt tryghedsvandringer.

“Det er et stykke tid siden, der har været en bilbrand dernede, men det er stadig et område, vi har fokus på, og hvor vi prioriterer at være synligt til stede for at forebygge flere episoder,” siger Jonas Wybrandt.

Foto: Privatfoto fra bilbrand i Baldersgade i efteråret 2019.

Related Articles

X