MN logo rgb web 300x77
Ny dagligvarebutik på vej på hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej

Ny dagligvarebutik på vej på hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Føtex Food åbner 1. oktober i Danske Banks tidligere lokaler i Nørrebrogade 26. Fokus er på convenience med bl.a. 20 procent rabat på alt økologi i butikken hver tirsdag og torsdag.

Foto: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk, og Google

Har du din daglige rute ud og hjem via Nørrebrogade, eller bor du i området omkring Fælledvej, får du en ny lokal indkøbsmulighed fra på næste torsdag.

1. oktober kl. 7 slår Føtex Food nemlig dørene op for 258 kvadratmeter butik på hjørnet af netop de to gader – adressen, der senest har huset en filial af Danske Bank.

Ligesom du måske kender det fra Føtex Food på Jagtvej, bliver den nye butik en såkaldt convenicence butik – altså en af Føtex’ mindre butikker, hvor vægten er på det, du lige står og mangler i farten.

Hver tirsdag og torsdag vil der ifølge butikschef Magnus Psilander være 20 procent på alt økologi i hele butikken.

“Vi oplever generelt, at conveniencemarkedet vokser, og derfor har vi især fokus på det. Butikkens beliggenhed er i ægte Føtex Food ånd, og vi håber, at vores økologiske udvalg falder godt ind med området,” siger butikschefen, der udpeger specialøl som en anden varegruppe, butikken lægger vægt på.

Magnus Psilander har selv boet på Nørrebro de seneste knap fem år, og derfor er det ekstra spændende for ham at være med til at åbne butik her.

“Nørrebro er en fed bydel at bo i. Der er plads til alle, og folk er dejligt forskellige. Det er en bydel med så meget liv, og allerede nu har folk virket meget interesseret i, hvilken butik vi var i gang med at bygge. Størstedelen har virket positive over for nyheden, så at indfri nogle af de forventninger bliver en god opgave,” siger butikschefen. 

Føtex Food åbner i Nørrebrogade 26 torsdag 1. oktober.

Åbningstider: 7-22 alle ugens dage, inkl. helligdagsåbent .

Butikschefen i den nye Føtex Food, Magnus Psilander, bor selv på Nørrebro. Foto: Lars Christian Vibild.

Related Articles

X