Kommunen lægger op til at følge et lokalt ønske om at inddrage arealet foran Føtex, når der skal anlægges en ny plads på Basargrunden. Det næsten dobbelt så store byrum skal dog laves for det samme beløb som hidtil, så der arbejdes på robuste, kreative løsninger med elementer af genbrug.
Opdatering 27. april 2020: Sagen er i dag gået igennem Teknik- og Miljøudvalget med den ene ændring, at pladsen på grund af en forsinket beslutningsproces her under Covid-19- situationen nu forventes at åbne en måned senere, altså i september 2021.
5-10 træer, højbede med stauder, bænke samt cykelparkering. En belægning med slotsgrus og genbrugsgranit. Og gerne nogle elementer i træ.
Herudover en sikring mod ulovlig bilparkering og mulighed for at afholde markeder, hvor nørrebroerne kan mødes og samles.
Det er, hvad der lige nu arbejdes på at få pengene til at række til, når Basargrunden ved Nørrebro Station i løbet af det næste halvandet års tid skal omlægges til et længe ventet byrum.
Både Nørrebro Lokaludvalg og Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (Ø) måtte ved et møde med overborgmester Frank Jensen (S) i slutningen af januar erkende, at der ikke kommer flere penge end de knap 7 millioner, der blev afsat ved kommunens budgetforhandlinger i oktober sidste år.
De har derfor – i hvert fald for nu – vinket farvel til tidligere tiders store drømme om et stort, sammenhængende projekt til 34 millioner og er gået i realitetsforhandlinger om, hvad man rent faktisk man forvente at få for de afsatte penge.
Robuste – og billige – løsninger søges
Lokaludvalgets ønske nummer ét er en sammenhængende plads, der omfatter både den nuværende, tomme Basargrunden og den lettere klondike-agtige plads foran Føtex-bygningen, hvor blomsterstativer, en blanding af organiseret og stærkt uorganiseret cykel-og løbehjulsparkering samt en alternativ udgave af færdselsloven dominerer i dag.
Men da det giver et samlet areal, der er omtrent dobbelt så stort som selve Basargrunden, skal der tænkes kreativt – og billigt. Lokaludvalget og teknik-og miljøforvaltningen kigger derfor på robuste løsninger af genbrugsmaterialer, der er nemme at drifte og vedligeholde.
Især spørgsmålet om belægningen er aktuelt, nu hvor der bliver tale om et langt større areal, og derfor forventes den på nuværende tidspunkt primært at komme til at bestå af genbrugsgranit og slotsgrus.
“Vi er glade for, at kommunen har lyttet til os med hensyn til at få inddraget hele arealet, så vi får en ensartet og meget pænere plads. Og derfor har vi også affundet os med og nikket til, at der så kun vil blive råd til en belægning af grus eller granitsten,” siger formand for Nørrebro Lokaludvalg Mogens ’Mugge’ Petersen.
Centerchef i Teknik- og Miljøforvaltningen Henriette Hall-Andersen fortæller, at der som udgangspunkt ikke skal tilføres mere asfalt til området – men at der kan blive tale om, at noget af den nuværende asfalt bliver liggende, hvor det giver mening.
Skitser kommer i digital høring hos beboerne
Tidsplanen herfra er, at politikerne i kommunens Teknik- og Miljøudvalg på et møde 16. marts skal godkende indstillingen fra forvaltningen, der derefter finder en rådgiver til at varetage projektet.
“Og her vil vi videreformidle de lokale ønsker og drømme for pladsen,” siger Henriette Hall-Andersen.
Rådgiveren har så frem til september til at udarbejde 3-4 skitser med forskelligt fokus/forskellige temaer, hvoraf 2-3 af dem ventes at blive præsenteret for bydelens beboere i en form for digital høring via Nørrebro Lokaludvalgs borgerpanel og/eller Facebook-side.
Under forudsætning af, at der ikke findes forurenet jord, uheldigt placerede ledninger eller på andre måder opstår uforudsete udfordringer er det planen, at det nye byrum kan stå klar til brug i august 2021.
Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, som selv bor på Nørrebro, benytter i en pressemeddelelse lejligheden til at takke nørrebroerne for det store engagement, vi udviser i forbindelse med udviklingen af vores nabolag.
“Der er bred politisk opbakning til at skabe et samlende byrum på Basargrunden, og der er stor efterspørgsel på en løsning lokalt. Vi skal forsøge at opfylde så mange af de lokale ønsker som muligt, og her er lokaludvalget den bedste medspiller, vi kunne tænke os. Forhåbentlig står vi med et fantastisk sted om halvandet år, hvis alt går efter planen,” siger hun.