MN logo rgb web 300x77
Ny røre om Basargrunden: “Nørrebroerne er taget ved næsen”

Ny røre om Basargrunden: “Nørrebroerne er taget ved næsen”

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel

Det politiske slagsmål om den kommende plads ved Nørrebro Station er endnu ikke slut. Seneste krav om at bruge flere penge på det nye byrum kommer dog fra en højst uventet kant.

Foto: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

“Nørrebro skal ikke ende som en skraldespand med skrabede projekter. Og vi synes, det er en ekstremt skrabet løsning for Basargrunden, der er lagt på bordet nu.”

Dette udsagn ville måske ikke være så overraskende, hvis det kom fra formanden for Nørrebro Lokaludvalg eller fra en repræsentant for Enhedslisten. Begge parter har i årevis kæmpet for en forbedring af området omkring Nørrebro Station.

Men det gør det ikke. Det kommer fra en helt anden og noget uventet kant: gruppeformanden for Det Konservative Folkeparti på Københavns Rådhus, Jakob Næsager.

Han stillede til kommunens Teknik- og Miljøudvalgsmøde i mandags et forslag, der for mange af hans politiske modstandere – og formentlig også for en del nørrebroere – kom som noget af en overraskelse: at kommunen her til foråret smider 5 millioner kroner mere i puljen til etableringen et nyt byrum på Basargrunden ved Nørrebro Station.

Og hvad der næsten var mere overraskende: Han blev bakket op af Dansk Folkeparti.

Men de to højrefløjspartier stod alene med forslaget om at give beboerne i landets rødeste bydel det, som mange af dem har sukket efter.

Hvordan hænger det sammen?

Drømmen, der ikke vil dø

Historien om Basargrunden er på mange måder historien om drømmen, der ikke vil dø.

I mere end 15 år har de lokale kæmpet for, at det nedslidte og efter manges mening småskumle område omkring Nørrebro Station kunne få et løft.

Beboere, arkitekter, Nørrebro Lokaludvalg og før dem Nørrebro Lokalråd har siddet i talrige møder og arbejdsgrupper og har tænkt store tanker om et smukt, grønt, trygt og sammenhængende byrum.

Og efter anlægget af Cityringen og den nye Metro-forbindelse på Nørrebro Station skulle det endelig ske: nu skulle området blive fri for skidt, skrald og suspekte personager og transformeres til et nyt, grønt og levende byrum for beboerne og de mange rejsende, der hver dag benytter stationen.

“Man får ikke meget belægning på så stor en plads for 5 millioner kroner – det er jo under en tredjedel af det beløb, der var lagt op til, så vi synes, at nørrebroerne er taget ved næsen.

Jakob Næsager, gruppeformand for De Konservative

Men da budget 2020 blev præsenteret sidste år i oktober, var drømmen om den helt store og labre områdeløsning til i omegnen af 38 millioner kroner skrumpet ind til kun godt 7,5 millioner kroner til anlæg af en plads på Basargrunden og belysning på Lyngsies Plads (pladsen foran den gamle Lygten Station på den anden side af banen). Heraf kommer de 5,5 millioner kommer fra kommunens budget og resten fra hhvis. Danica og Metroselskabet.

Det fik både Enhedslistens Teknik-og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen og Nørrebro Lokaludvalg til at erklære, at der skulle findes flere penge til den såkaldte overførelsessag her til foråret.

Den idé droppede de dog igen efter et møde med overborgmester Frank Jensen (S) i januar.

Og så skulle man måske tro, at kampen var kæmpet til ende.

Men i mandags meldte der sig pludseligt to nye politiske kombattanter på banen– og uden at fornærme nogen kan man vist roligt sige, at det ikke er fra en kant, som nørrebroerne normalt forventer hjælp fra:

Drilleri eller ej?

Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti stillede nemlig til et møde i kommunens Teknik- og Miljøudvalg forslag om, at der netop i overførselssagen “findes finansiering på yderligere 5 mio. kr., så flere af lokaludvalgets oprindelige ønsker kan realiseres.”

Ingen af de to partier var med i sidste års budgetaftale, og derfor mener flere af de øvrige politiske partier, at der er tale om “en gratis omgang”. De anser det at genåbne diskussionen om en sag, som har givet mange diskussioner aftaleparterne imellem, for at være politisk drilleri.

Men det afviser De Konservatives gruppeformand og medlem af Teknik- og Miljøudvalget Jakob Næsager.

“Nørrebro Station er en af de mest travle stationer i hele Danmark, der færdes utroligt mange mennesker, så vi skylder, at der er en pæn og præsentabel plads foran den. Og man får ikke meget belægning på så stor en plads for 5 millioner kroner – det er jo under en tredjedel af det beløb, der var lagt op til, så vi synes, at nørrebroerne er taget ved næsen,” siger han og understeger, at de økonomiske forudsætninger har ændret sig siden budgetaftalen blev lavet.

“Det viser sig nu, at vi har et overskud i kommunens kasse fra regnskabet 2019 på hen ved en 500 millioner kroner, så det er ikke penge, vi mangler – vi kan godt give 5 millioner til Basargrunden. Og så har regeringen jo sløjfet anlægsloftet for i år, så nu vil vi gerne give de lokale kræfter på Nørrebro den plads, de havde på ønskesedlen sidste år i september.” 

5 millioner kroner er jo ingenting på Københavns Kommunes budget, hvor vi fx bruger 11,5 millioner på at flytte et springvand.

Finn Rudaizky, medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Dansk Folkeparti

Jeg bliver jo nødt til at spørge: er det her stemmefiskeri eller en charmeoffensiv på Nørrebro?

“Nej, Nørrebro plejer jo ikke at være konservativ højborg, men derfor skal de jo behandles ordentligt – ligesom københavnerne i de øvrige bydele skal,” siger den konservative gruppeformand.

Også Dansk Folkepartis medlem af Teknik-og Miljøudvalget, Finn Rudaizky, afviser, at der skulle være tale om et ’drilleforslag’:

“Men når nu et flertal går ind for at lave en aktivitet, synes vi også, det er logisk at sige, at vi vil have den bedste løsning. 5 millioner kroner er jo ingenting på Københavns Kommunes budget, hvor vi fx bruger 11,5 millioner på at flytte et springvand,” siger han med henvisning til den meget omtalte (og meget korte) flytning af Dragespringvandet på Rådhuspladsen – hvor en fond dog betaler to tredjedele af beløbet.

“Så det er ikke et spørgsmål om at finde pengene, men om at have politisk vilje til at lave den bedste løsning og ikke være bange for at sige til borgerne på Nørrebro, at det til gengæld kommer til at tage fx et halvt år længere,” siger han.

Lokalformand står klar med potteplanterne

Formanden for Nørrebro Lokaludvalg, Mogens ’Mugge’ Petersen, har som udgangspunkt slået sig til tåls med de 5,5 millioner kroner fra budgetaftalen.

“Lad os nu se de forslag, der kommer frem. De har lovet os at få et pænt grønt område og en sammenhængende plads, og det glæder vi os til,” siger han.

Han lægger dog ikke skjul på, at han stadig er i tvivl om, hvor langt man kan komme for det beløb – og havde han udsigt til næsten dobbelt så mange penge fra kommunen, kunne han snildt have levet med yderligere et halvt års forsinkelse af projektet.

“Hvis vi snakker 5 millioner kroner mere og seks måneder mere, så vil jeg hellere vente og selv stille nogle potteplanter ned på pladsen i mellemtiden. Hver million, vi kan få oveni, vil komme til at betyde rigtig, rigtig meget,” siger han.

Hvis vi snakker 5 millioner kroner mere og seks måneder mere, så vil jeg hellere vente og selv stille nogle potteplanter ned på pladsen i mellemtiden.

Mogens Petersen, formand for Nørrebro Lokaludvalg

Et løft af Nørrebro Stationsområde har i mange år været en mærkesag for Enhedslisten, og de har som nævnt selv tidligere overvejet at stille forslag om at afsætte flere penge ved overførselssagen her til foråret.

Derfor kan det umiddelbart synes mærkeligt, at de ikke også stemte for De Konservatives forslag i mandags.

Enhedslistens Teknik-og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen begrunder det netop med, at hendes klare indtryk har været, at Nørrebro Lokaludvalgt har ønsket at undgå flere forsinkelser – at det gælder om at få lavet pladsen nu og så at udskyde kampen for yderligere midler til man har set, hvad der fungerer, og hvad der kunne trænge til et yderligere løft. 

“Der blev på mødet spurgt til, om det ville forsinke forvaltningen, og om vi ville komme langsommere i gang, hvis vi ventede til overførselssagen. Og der var svaret, at det ville det” siger hun.

Hvor stor ville den forsinkelse være?

“Det fik vi ikke at vide.”

Hvorfor spurgte I ikke ind til det? Formanden for Nørrebro Lokaludvalg har sagt, at hvis det kun drejer sig om et halvt år, så vil han hellere have de fem millioner mere og så selv stille nogle potteplanter ned på pladsen i mellemtiden?

“Det er jeg enig med ham i. Men jeg ved ikke, om det kun ville blive forsinket med et halvt år. Hvis det varer mere end et halvt år, så er anlægsloftet ikke længere fjernet. Hver gang man forsinker noget og starter forfra, kan der nå at ske nye ting, og ting kan blive pillet ud igen, og jeg ville ikke være med til at forhale den her proces yderligere,” siger borgmesteren og understreger, at det stadig er Enhedslistens ambition at skaffe flere penge til området ved Nørrebro Station.

“Og det kommer vi også til at kæmpe for til fremtidige budgetforhandlinger,” siger Ninne Hedeager Olsen.

Om partiet vil have større succes med det til efteråret, end de havde sidste år, er i sagens natur ikke til at vide. Men både Socialdemokratiets teknik-og miljøordfører Marcus Vesterager og De Radikales gruppeformand Mette Annelie Rasmussen erklærer sig villige til at se på projektet i etaper, efterhånden som det skrider frem, og eventuelt tilføre flere midler, alt efter hvilke behov der viser sig.

Men drømmen lever endnu, og det politiske slagsmål om området ved Nørrebro Station synes langt fra slut.

Related Articles

X