Mit Nørrebro
Nye ejere lover lokalt samarbejde om fremtidens Nuuks Plads

Nye ejere lover lokalt samarbejde om fremtidens Nuuks Plads

På et velbesøgt beboermøde om det kommende byggeri ved den nye metrostation garanterede holdet bag projektet en stærk lokal forankring og Nørrebro-ånd. “Det bliver ikke en poleret bymaskine,” lyder meldingen.

En bogcafé, et bageri og butikker med fokus på lokalt håndværk. En eller flere socialøkonomiske virksomheder, et anderledes supermarked, et område til global farming.

Og meget gerne mindre boliger, hvor en del af kvadratmetrene er afgivet til fordel for fælles arealer.

Det var tydeligt, at holdet bag det kommende byggeri på Nuuks Plads har læst på deres Nørrebro-ABC, da de tirsdag aften deltog i Nørrebro Lokaludvalgs beboermøde i Brorsons Kirke om deres foreløbige tanker og planer.

Tegnestuen Entasis’ forslag til, hvordan byggeriet rent fysisk kommer til at se ud, har tidligere være beskrevet her i Mit Nørrebro – så det for alvor nye lå i at høre, hvilke butikker og aktører der så skal udfylde de fysiske rammer.

Intet ligger endnu fast, og de mange ideer er stadig på tegnebrættet, men det var vigtigt for ejendomsudviklerne 2L og de to tilknyttede arkitektvirksomheder Briq og Entasis at understrege, at det bliver lokale ildsjæle og ikke udefrakommende kædevirksomheder, der får lov at flytte ind som operatører i det nye byggeri. 

“Der kommer ikke til at sidde klistermærker i butiksvinduerne, hvor vi udbyder lokalerne til leje til den højeste pris. Og vi kommer til at forlange meget af de operatører, der vil ind – de skal beskrive deres kobling til lokalsamfundet og til bygningens historie og skal fx leve op til visse krav om bæredygtighed”,” lovede Peter Bur Andersen, kreativ direktør i arkitekturfirmaet Briq, der er specialiseret i rumligt design – som kort fortalt er samspillet mellem arkitektur, indretning, byrum og mennesker.

“Vi gifter os med Rantzausgade”

Peter Bur Andersenhar været rundt i nærområdet og tale med beboere og erhvervsdrivende, og ifølge ham var de lokales ønsker til det nye byrum ved Nuuks Plads, at det bliver lokalt forankret, autentisk, relevant, nærværende og unikt.

Briq har kontor i Guldbergsgade, og Peter Bur Andersen fik fortalt, at han selv har boet på Blågårds Plads i 12 år, og det havde tilsyneladende en god effekt på de fremmødte på den vis at blive forsikret om, at der var folk med lokalkendskab med i projektet. 

Måske derfor virkede tilhørerne også til at stole på, at de 15-20 butikker og restauranter i det nye kompleks vil komme til at fungere som et supplement til – og ikke komme til at kannibalisere på – de erhvervsdrivende i Rantzausgade.

“Vi kommer til at tale med og trække på de erhvervsdrivende fra alle kvartererne på Nørrebro – fx Jægersborggade, Blågårdskvarteret og Griffenfeldsgade – men vi kommer til at gifte os mest med Rantzausgade,” sagde Peter Bur Andersen.

Det omkransede byrum i det nye byggeri på Nuuks Plads kommer til at have samme størrelse – 1.600 kvadratmeter – som gården i Kunsthal Charlottenborg ved Kongens Nytorv. Foto: Lars Engelgaar/Kunsthal Charlottenborg. Topillustration: Entasis.

Det nye byrum, der opstår i midten af det kommende byggeri – med de to eksisterende bygninger, Nyrops røde arkivbygning og Koppels sorte magasin, som to af flankerne – bliver på 1.600 kvadratmeter og vil som udgangspunkt ikke blive anlagt som en park, men som et mere urbant byrum, hvor der i stedet vil komme grønt i højden.

En tilhører spurgte ind til, hvorvidt der var tænkt på, at byrummet også skulle være til gratis ophold og ikke kun for dem, der er villige eller har råd til at betale 40 kr. for en café latte, og det bekræftede Peter Bur Andersen:

“Det bliver ikke en poleret bymaskine, hvor det koster penge at være,” lød beskeden.

Trafikbekymring og tidsplaner

Den umiddelbart største bekymring blandt beboere gik på, hvordan området skulle bære den ekstra byggetrafik og det kommende parkeringsbehov for de forventet 150-200 beboere i byggeriets nye boliger. 

Der vil komme en parkeringskælder under byggeriet, men ellers erklærer lokaludvalgsformand Mogens ’Mugge’ Petersen, at man fra udvalgets side kommer til at “holde snuden i sporet” med hensyn til at følge op på parkerings- støj- og andre forhold for byggeriets nærmeste naboer.

Samlet set er formanden dog yderst positiv over for såvel 2Ls byggeprojekt som beboernes reaktion på det.

“Det var et fint møde. Det var godt at høre bagmændenes fremlæggelse, og bortset fra problemstillingerne omkring trafik og den slags synes jeg, at folk tog godt imod projektet. Der er selvfølgelig mange plusord på sådan en aften, men vi skal bare være superglade for, at de siger alt det rigtige – så kan vi jo holde dem op på, at de også gør det.”

Kommunens repræsentant fra Teknik- og Miljøforvaltningen kunne fortælle, at tidsplanen for en endelig politisk beslutning hedder maj 2021 – så om alt går vel, kan byggeriet stå færdigt i sommeren 2023.

DET MENER BEBOERNE – af Esther Kirk Flyvbjerg


Laura Klitten, Julius Bloms Gade

Hvorfor er du mødt op her i aften?
Jeg føler mig forpligtet til at høre om mit lokalmiljø, så jeg er kommet for at blive hørt og så jeg selv kan høre om projektet.

Hvad synes du om det nye projekt?
Jeg synes, at det lyder spændende og positivt for lokalområdet. Det er langt mere respektfuldt end det gamle projekt, som jeg var stor modstander af.

Henrik Hyldgaard Schmidt, beboer, Florsgade

Hvorfor er du mødt op her i aften?
Fordi jeg er medlem af vores bestyrelse og gerne vil høre om, hvad der kommer til at ske for de naboer, der bliver påvirket.

Hvad synes du om det nye projekt?
Jeg syntes, at de nye planer, der er lagt an til for Nuuks Plads, lyder som et respektfuldt byggeri for lokalområdet.

Jeannette Jørgensen, Florsgade

Hvorfor er du mødt op her i aften?
For at høre om planerne og give min mening om projektet til kende – og jeg nyder at se starten af projektet.

Hvad synes du om det nye projekt?
Jeg er rigtig glad for ideen med glasfacaden, så der bliver skabt noget liv til pladsen. Og så er jeg lettet over, at der ikke kommer noget højhus.

Related Articles

X