Mit Nørrebro
Og det skete i de dage: din guide til julegudstjenester på Nørrebro

Og det skete i de dage: din guide til julegudstjenester på Nørrebro

Hører du til dem, der holder af at finde din indre julefred frem ved at gå til gudstjeneste i juledagene? Så se her, hvornår kirkerne på Nørrebro inviterer indenfor til julesalmer og præstens ord om næstekærlighed. 

For mange af os er julen og især juleaften lig med kirkegang. 

Og det har du heldigvis rig mulighed for her på Nørrebro, for på tirsdag afholder alle bydelens kirker mindst én gudstjeneste – og ofte flere. Og når du det ikke den 24., er der også plads i kirkerne både den 25. og 26. december.

Du kan høre Guds ord fra om formiddagen den 24. og helt frem til midnat. Hele fire kirker på Nørrebro afholder foruden almindelige julegudstjenester traditionen tro også midnatsgudstjeneste. 

Sognepræst Pernille Østrem får en ekstra travl juleaften. Hun står på prædikestolen i Stefanskirken til alle kirkens tre gudstjenester. 

Hun er lige kommet tilbage fra forskningsorlov og glæder sig til den 24. december. Forskellen på de to gudstjenester i dagstimerne og midnatsgudstjenesten beskriver hun således:

“Midnatsgudstjenesten er særlig stemningsfuld. Det er en fredelig afslutning på en lang og travl dag. Der vil kun være levende lys i kirken. Vi samles ved krybben, sætter lys omkring ikonet af Jesus fødsel og synger for det nyfødte barn.”

Pernille Østrem forventer omkring 150 besøgende i kirken til midnatsgudstjenesten, hvilket er omkring halvdelen af det deltagerantal, der er til de to eftermiddagstjenester, hvor kirken normalt er stuvende fuld. 

Der er ikke indholdsmæssig forskel på de to gudstjenester i dagtimerne, men den tidligste kl. 14 har typisk flere børn tilstede – så kan Disney Showet også nås. 

Som dette års radiokirke vil Stefanskirkens gudstjenester den 24. klokken 16.30 samt om formiddagen den 25. være radiotransmitteret på DRs P1.

Børnevenlige gudstjenester ligger tidligt

Sankt Johannes Kirke har også tre gudstjenester. Her er det sognepræst Marie Jacobsen Damm, der står for de to første, og provst Per Vibskov Nielsen, der tager sig af midnattens aktiviteter. 

De kirker, der har mere end én gudstjeneste den 24., har ofte dedikeret den tidlige gudstjeneste til børn og barnlige sjæle. 

I Simeons Kirke afvikles således årets store krybbespil med indbygget familiegudstjeneste klokken 11.00. Prædikenen er ved Louise Britze Kijne, som også har tjansen kl. 15.

Tre andre kirker, Anna Kirke, Bethlemskirken samt Kingos Kirke, åbner også dørene allerede klokken 11. Er du beboer eller pårørende til plejehjemmet Sølund, kan du også her komme tidligt til gudstjeneste – her prædiker Jeppe Carsce Nissen på samme tidspunkt.

På Nørrebrogade ligger den katolske Sakramentskirken, der afvikler deres messer på henholdsvis dansk, engelsk og fransk. Midnatsmessen vil være på dansk, mens messen tidligere på dagen samt første juledag vil foregå på fransk og/eller engelsk. På vanlig katolsk vis er det den 25., at der er flest aktiviteter i kirken. Du kan se nærmere her

Du kan få det hurtige overblik over juledagenes gudstjenester i skemaet her:

MINIGUIDE: Hvad er forskellen på en julegudstjeneste og en højmesse?

Der bruges ofte to forskellige ord for den kirkelige aktivitet; højmesse og gudstjeneste. Højmessen er i folkekirken betegnelsen for den gudstjeneste, som afholdes i kirken om formiddagen på søn- og helligdage, det vil sige folkekirkens standardgudstjeneste. Gudstjeneste er en bredere betegnelse, der foruden højmessen kan dække en række forskellige gudstjenesteformer som eftermiddags-, aften- eller hverdagsgudstjenester i en lidt kortere form, eller det kan være børne-, musik-, stille-, tema-, friluftsgudstjenester eller som i disse dage: julegudstjeneste.
Kilde: kristendom.dk

Related Articles

X