By Mennesket bag gravstenen: Han var landets justitsminister, men er i dag kendt som en af Danmarkshistoriens største svindlere, som begik sig i alt fra spekulationer i sydafrikanske guldmineaktier til lyssky ejendomsvirksomhed på Nørrebro. De falske dokumenter, som han brugte til at begå bedrageri for hvad der svarer til omkring en milliard kroner i nutidspenge, havde han selv fremstillet på et legetøjstrykkeri.
Peter Adler Alberti, jurist og justitsminister, 10. juni 1851 – 14. juni 1932.
Foto af gravsten, maj 2019: Poul-Erik Pløhn. Portrætfoto: B. C. Budtz Müller, Det Kongelige Bibliotek.
Tirsdag formiddag den 8. september 1908 entrede en 140 kilo tung og 188 cm høj herre Domhuset på Nytorv, henvendte sig til den vagthavende overbetjent og sagde:
“Jeg er kommet herop for at anmelde et bedrageri. Ja, det er mig selv.”
Han havde medbragt bevis i form af en af de falske bankdirektionserklæringer, han havde udarbejdet for at dække over bedrageriet. Han ville ikke risikere ikke at blive troet.
Overbetjent Jacobsen optog derefter følgende rapport:
“Tirsdag den 8. september 1908. Fhv. Justitsminister Alberti indfinder sig Dags Formiddag kl. 11 ¾ på Politikammeret og meldte sig som skyldig i Falsk og Bedrageri med Hensyn til meget store Beløb, men hvis Størrelse i Øjeblikket ikke kan opgøres.”
Det viste sig, at bedragerierne løb op i over 15 millioner kroner – et gigantisk beløb, der i dag ville svare til omkring en milliard kroner.
Som formand for landets næststørste pengeinstitut, Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, havde Alberti i skjul solgt ud af sparekassens obligationer under foregivelse af, at de lå trygt og godt deponeret i Privatbanken.
Obligationssalget finansierede Albertis mislykkede spekulationer i sydafrikanske guldmineaktier samt det underskud, der var i landets største smøreksportvirksomhed, Danske Landmænds Eksportforening, hvor Alberti også var formand.
Alberti havde for at sikre politisk popularitet solgt smørret billigere til englænderne, end han købte det af de sjællandske bønder.
Før Alberti meldte sig på Domhuset, havde han siddet på sit kontor i Ny Vestergade og overvejet selv at gøre en ende på det hele. De to skarpladte revolvere han sad med, lagde han dog tilbage i pengeskabet. Her fandt politiet dem sammen med det lille legetøjstrykkeri, Alberti havde anvendt til at fremstille falske dokumenter.
Født ind i en magtfuld overklasse
Peter Adler Alberti blev født den 10. juni 1851.
Forældrene, Albertine Westergaard og Carl Christian Alberti, kom begge fra Sønderjylland.
Peter Adler Alberti var det tredje af parrets fem børn. Faren var sagfører og en fremtrædende Venstrepolitiker, og sammen med sine søskende voksede Peter op i ’Det Albertiske Familiepalæ’ i indre København som medlem af landets velhavende og magtfulde overklasse.
I 1868 blev Alberti student fra Borgerdydskolen i København, i 1873 blev han cand.jur. og nedsatte sig som sagfører, først på farens kontor.
Han blev overrets- og højesteretssagfører i 1881. Seks år senere blev han suppleant for sin far i bestyrelsen for Den sjællandske Bondestands Sparekasse og var dermed hans naturlige arvtager som formand i 1890.
Gennem sin far havde Alberti nem adgang til Venstre-partiets politikere og til den sjællandske bondestand. Han var ingen populær person, og allerede som sagfører fik han et dårligt ry på grund af sin store spillelyst.
Han deltog i mere eller mindre lyssky byggespekulationer i ejendomme på Nørrebro og blev regnet for en hård hund, når det gjaldt pengesager.
Indførte pryglelov og afskaffede offentlig prostitution
I 1892 blev Alberti valgt til Folketinget i Køgekredsen, til dels med Højrestemmer. I 1895 sluttede han sig til Venstrereformpartiet, og som leder af de sjællandske bønder og af partiets højrefløj blev han i 1901 justitsminister.
Alberti gennemførte en lang række love, heriblandt Retsreformen af 1908. Han gennemtrumfede i 1905 en omstridt “pryglelov”, som indførte korporlig afstraffelse for visse voldsforbrydelser, og i 1906 afskaffede han den offentlige prostitution.
I Folketinget var der fra starten blæst om Albertis person. Angrebene mod ham blev mødt med injuriesager, grove modangreb eller bortforklaringer. De angreb, som både Højre og Socialdemokratiet i efteråret 1907 rettede mod ham, gik ud på, at han blandede embede og private forretninger sammen.
I foråret 1908 blev angrebene mere nærgående, og da lederen af regeringens frikonservative støtteparti, Mogens Frijs, også bakkede dem op, var Albertis politiske skæbne beseglet.
Konseilspræsident (statsminister) J.C. Christensen troede dog ikke på, at beskyldningerne havde noget på sig, og efter Albertis ønske ventede han med afskedigelsen til den 24. juli 1908. Han fik Alberti udnævnt til gehejmekonferensråd og lånte ham 1,5 millioner kroner af statskassen.
Da dette lån den 8.september 1908 skulle indfries, meldte Alberti sig til politiet.
Synderegister, straf og sygdom
Godt to år senere, 17. december 1910, faldt dommen. Synderegistret var omfattende og fyldte 56 trykte sider i Ugeskrift for Retsvæsen. Straffen blev otte år, som skulle afsones i Horsens Tugthus.
Albertis ophold i Horsens Tugthus varede dog ikke 8 år.
Han havde svært ved at tilpasse sig det daglige liv i fængslet, og i sommeren 1911 blev han alvorligt syg og måtte indlægges på anstaltens sygehus. I løbet af de to år, Alberti var fængslet i Horsens, tabte den hidtidige sværvægter over 62 kg.
I stedet blev Alberti efter kun to år i Horsens ekstraordinært overført til Vridsløselille i 1912. Han blev benådet i august 1917.
Mens han afsonede, brugte han en af de rettigheder, han som justitsminister selv havde fået indført, nemlig retten til at gå med en hætte, der skjulte fangens ansigt.
Alberti var imidlertid den eneste, der benyttede sig af denne ret, så alle vidste, at manden med hætte på, det var Alberti.
Da den forhenværende justitsminister forlod tugthuset i 1917, havde alle vendt ham ryggen, og Alberti levede herefter i ubemærkethed og ernærede sig ved forskelligt kontorarbejde og ejendomsadministration.
Johanne Louise Gætje, enke efter en af Albertis gamle venner – bagermester Valdemar Gætje fra Fælledvej – sørgede for, at han fik en lejlighed på Fælledvej og et lille job i bageriet som kontrollør ved brødudleveringen om morgenen.
Ramt af sporvogn, døde af blodprop
Lørdag 11. juni 1932 gik Alberti fra sin bopæl på Fælledvej 10 til Nørrebrogade. Da han krydsede gaden blev han ramt af en sporvogn. Alberti faldt om på gaden med brud på lårhalsen og mindre knubs. Han blev afhentet af en ambulance og indlagt på Rigshospitalet.
Tirsdag den 14. juni 1932 ved 8-tiden talte han med en sygeplejerske. Kort tid efter, da hun kom tilbage, kunne hun konstatere, at han var død af en blodprop.
Hans søster Sophie og datter Elise arrangerede en stille begravelse på Assistens Kirkegård.
Alberti blev gift to gange. Første gang den 6. oktober 1876 i Holmens Kirke med Eugenie Møller, med hvem han fik datteren Elise. Ægteskabet blev opløst 1898.
Anden gang, den 14. juni 1906, blev Alberti gift i Vor Frue Kirke med Thora Bendix. Dette ægteskab blev opløst 1909.
Alberti nåede at blive Ridder af Dannebrog 1902, Dannebrogsmand 1903, Kommandør af 2. grad 1904 og af 1. grad 1906. Efter dommen i 1910 blev han frataget sine ærestitler og ordner
