By Mennesket bag gravstenen: Han var uddannet handskemager, men endte som både folketingsmedlem og formand for Socialdemokratiet.
Peter Christian Knudsen, formand for Socialdemokratiet og folketingsmedlem, 23. november 1848 – 26. oktober 1910.
Foto af gravsten, marts 2018: Poul-Erik Pløhn. Portrætfoto: Edvard Møller, Det Kongelige Bibliotek.
Det er aldrig nemt, når man bliver overhalet indenom af historien.
Danmarks første socialdemokratiske statsminister og formand for Socialdemokratiet i en årrække, Thorvald Stauning, ringer som minimum en klokke hos de fleste voksne danskere – ikke mindst hjulpet på vej af den ikoniske valgplakat fra folketingsvalget i 1935 med det berømte slogan “Stauning – eller Kaos”.
Men hans forgænger på partiets formandspost kender knap så mange.
Peter Christian Knudsen blev født i Randers den 23. november 1848. Forældrene var skomagermester Christen Knudsen og Else Marie Borreschmidt.
Peter var kun 10 år, da hans far døde, og moderen blev alene med tre små børn. Han var kvik i skolen, og hans lærere så gerne, at han læste videre.
Det var der dog ikke råd til, og i stedet kom han i lære som handskemager. Randers var dengang, som i dag, berømt for sine fine handsker.
Handskemager, skribent og fagligt aktiv
Nyudlært som handskemager i Randers rejste den unge randrusianer herefter til København for at søge arbejde.
Her oplevede han undertrykkelsen af de socialistiske ledere Louis Pio, Paul Geleff og Harald Brix. Dette skete, da han var indkaldt som soldat på Kastellet under Slaget på Fælleden i 1871, hvor han dog ikke selv kom i aktiv konfrontation med de demonstrerende arbejdere.
I 1872 meldte Peter Christian Knudsen sig ind i den danske afdeling af Den Internationale Arbejderforening, som Pio havde oprettet året forinden.
Tre år senere, i 1875, gik han aktivt ind i det faglige arbejde blandt københavnske handskemagere – selvom dette betød, at han stort set blev udelukket fra at få arbejde noget sted i byen.
I stedet brugte han tiden på fagligt arbejde, og han blev en flittig skribent til blandt andre til Social-Demokraten.
Formand for et presset parti
I december 1882 blev P. Knudsen valgt som formand for Socialdemokratiet. Partiet var på dette tidspunkt presset og havde kun få tusinde medlemmer.
I årene efter Slaget på Fælleden og Pio og Geleffs emigrering til USA havde regeringen held med at holde socialdemokraterne og den spirende fagbevægelse nede. Kendte socialister blev nægtet arbejde eller sendt i fængsel på tvivlsomme anklager.
I 1890 blev P. Knudsen valgt for sit parti til Landstinget – det ene af den danske Rigsdags to ting, der blev afskaffet ved grundlovsændringen i 1953. I 1898-1901 og 1902-09 sad han i Folketinget.
P. Knudsen arbejdede for, at Socialdemokratiet udviklede sig i en midtsøgende, reformistisk retning. Han udrensede uden nåde de dele af partiet, der gik ind for en væbnet revolution, og satsede i stedet på samarbejde med Venstre om at fjerne Estrups regering.
Denne pragmatiske linje blev fulgt op af hans protegé og efterfølger på formandsposten, Thorvald Stauning.
Fattigborgmesteren, der døde af leverkræft
Efter Systemskiftet i 1901 og Venstres splittelse i 1905 samarbejdede P. Knudsen med Det Radikale Venstre om at udgøre en klar opposition til de nye Venstre-regeringer.
Hele livet havde han et stærkt engagement i det faglige arbejde, og han var derfor også stærkt skeptisk over for beslutningen om at adskille Socialdemokratiet og fagbevægelsen i 1878.
For at sikre tætte bånd mellem de to parter fungerede P. Knudsen som næstformand i De Samvirkende Fagforbund 1898-1909 – sideløbende med formandsposten i partiet.
I 1898 blev han valgt til Københavns Borgerrepræsentation, hvor han i 1902 blev “fattigborgmester” – leder af magistratens 3. afdeling.
Både i Folketinget og i Københavns Borgerrepræsentation arbejdede han for at få vedtaget en egentlig sociallovgivning og for at få ændret opfattelsen af socialhjælp fra at være en almisse til noget, alle trængende havde ret til.
Peter Christian Knudsen døde den 26. oktober 1910. Dødsårsag: leverkræft. Han blev begravet på Assistens Kirkegårds afdeling B, søndag den 30. oktober.
Han efterlod hustruen Wilhelmine. Parret var barnløse.
