MN logo rgb web 300x77
På fredag går det løs: to døgn med Nørrebros bedste kultur

På fredag går det løs: to døgn med Nørrebros bedste kultur

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 2 år gammel

Foreningen af Blågårds Plads er for første gang arrangør, når 48TIMER Festival løber af stablen i den kommende weekend.

Topfoto: Festivalleder Ebbe Hede i spændt forventning på en af festivalens centrale pladser, Den Røde Plads. Foto: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

Endelig er det blevet forår, og i weekenden springer Nørrebros kulturliv så ud med et brag:

Et hav af aktiviteter, events og frivillige er klar til at gøre den tiende udgave af Nørrebros 48TIMER Festival til en spraglet, sanselig og livlig oplevelse fredag, lørdag og søndag.

For første gang har den nystiftede og ultralokale Foreningen af Blågårds Plads ansvaret for den bydelsdækkende festival, der hidtil har været forankret i kommunalt regi.

Festivalleder Ebbe Hede og det øvrige hold bag 48Timer har arbejdet i døgndrift de seneste måneder for at få det hele til at hænge sammen.

Men først og fremmest er festivalen fuldstændig afhængig af det nærmest overvældende lokale engagement, fortæller Ebbe Hede:

“Jeg er blæst fuldstændig bagover af, hvor mange private aktører der er med. Du kan jo bare kigge på vores Facebookside – jeg tror, vi er oppe på 65 forskellige aktiviteter og events fordelt over hele Nørrebro. Det er meget stærkt. Blandt andet kører 80 studerende E-designere fra erhvervsakademiet KEA otte forskellige spots. Det her er i høj grad en samskabelsesfestival,” understreger festivallederen.

Stumt diskotek og rullende koncerter

Ved festivalen kan deltagerne blandt meget andet spejle sig i Nørrebro, gå på fotojagt, gå i silent disco på Blågårds Plads, opleve stunts med ild og akrobatik, høre planter give koncert i på Videomøllen i Ravnsborggade og chille til dub i græsset ved Carribean Corner i Hans Tavsen parken.

Der er altså både aktiviteter og musik på programmet – men færre og mindre events end tidligere grundet coronarestriktionernes begrænsninger.  

“Men folk er jo skidegode til det. De har øvet sig på det. Og hvis større forsamlinger samler sig i byrummet, er det politiets opgave – hvis de samler sig ved fx musikevents, er det vores ansvar,” påpeger Ebbe Hede.

Under festivalen bliver det de enkelte eventarrangørers opgave at sørge for, at der ikke opstår forsamlinger på mere end 75 personer ved hvert enkelt event. En udfordring, der i forhold til koncerter blandt andet bliver løst på en kreativ facon: Rullende koncerter.

“Vi har en ladvogn, der kører rundt og giver koncerter. Når vi så kan se, at nu kommer der for meget pres på, så ruller vognen videre. Den bedste måde at stoppe en fest er jo at fjerne musikken,“ konstaterer Ebbe Hede.

Kulturen er succeskriteriet

48TIMER Festival skabes i et samarbejde mellem Foreningens af Blågårds Plads – der blev stiftet i 2019 til at rumme bl.a. Blaagaards Festival, som vi grundet corona stadig har til gode at opleve – og kulturhusene Union, Støberiet, Osramhuset og Nørrebrohallen samt arrangørgruppen KulturSkaberne.

Festivalen har tidligere samlet mange tusinde gæster, men i et coronaår er det mindst lige så meget indholdet som antallet af gæster, der definerer succeskriteriet, forklarer Ebbe Hede.

“Succeskriteriet er at skabe noget kultur og at vise, hvad vi kan på Nørrebro. At nogle får øjnene op for: ’Nå – har I også sådan noget på Nørrebro?’. Det er så nemt at pege fingre ad os, men der er så mange kreative mennesker på Nørrebro, og der er et stærkt tilhørsforhold til bydelen,” siger Ebbe Hede, der også minder folk uden for Nørrebro om, at 48TIMER er en af de første festivaler til at poppe op og give mulighed for at få et stort skud kultur her i 2021.

“Og festivalen er jo ikke kun for vores bydel – den er for hele byen,” understreger den travle festivalleder.

Listen over arrangementer til weekendens 48 Timer Festival opdateres løbende – se alle arrangementerne på festivalens hjemmeside

Den Røde Plads lægger på dette års 48TIMER Festival rammer til installationen ‘Røde Plads Til Alle – Nørrebros Stemmer’. Via en abstrakt megafon hyldes mangfoldigheden på Nørrebro, og du har mulighed for at sætte dit helt eget præg på installationen og fortælle, hvad lige netop du elsker ved Nørrebro. Foto: Lars Christian Vibild.

48TIMER Festival

48TIMER så dagens lys i 2012, hvor der deltog 40 arrangører og op mod 6.000 besøgende.

I 2019 bestod programmet af over 100 unikke kulturarrangementer, og festivalen havde over 10.000 glade festivalgæster – både sidste år og i år bliver arrangementet af sikkerhedshensyn forventeligt noget mindre,

Festivalen startede som et kommunalt projekt på tværs af Nørrebros kulturhuse Union, Støberiet, Osramhuset og Nørrebrohallen og sammen med arrangørgruppen KulturSkaberne. 

I 2021 er festivalen blevet overdraget til den nystiftede Foreningen af Blågårds Plads. Samarbejde med lokale aktører og frivillige har i alle årene været det centrale, og det vil det også være fremover.

I 2021 finder festivalen sted i weekenden 14.-16. maj. Se alle arrangementerne på 48timerfestival.dk

Related Articles

X