MN logo rgb web 300x77
Pakket ud efter 10 år: her er graverboligens bizarre historie

Pakket ud efter 10 år: her er graverboligens bizarre historie

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
En af Nørrebros ældste bygninger, graverboligen på Assistens Kirkegård, er atter kommet frem i lyset. Nu venter den indvendige istandsættelse til et yderst verdsligt formål.

Siden 2010 har den været pakket ind af Metroselskabet og savnet af mange af os lokale, men nu kan vi atter beskue den smukke og ejendommelige bygning med den stærkt omtumlede tilværelse: graverboligen på Assistens Kirkegård.

Eller det vil sige: i dag ligger den ikke længere på selve kirkegården, men på den nye forplads til metrostationen Nørrebros Runddel, hvor den under stor ståhej har været flyttet 32 meter frem og tilbage i forbindelse med metrobyggeriet.

Det var læge, arkitekt og viceborgmester med ansvar for sundhedsvæsenet i København Jens Bang, der i 1805 foreslog og lavede tegningen til graverboligen med den græske tempelfacade. 

Den skulle indeholde fire værelser og køkken til graveren samt et ligkammer, hvor kisterne kunne opbevares, indtil graven var klar. 

Læs også: Mennesket bag gravstenen: Jens Bang på Assistens Kirkegård

Bangs forslag blev vedtaget, men selvom byggeriet gik i gang med det samme, var man først færdige i 1808. 

Pompøs – men ubrugelig

Lige så pompøs indgangen med bue og søjler var, lige så ubrugelig viste den sig at være. Afstanden mellem søjlerne var nemlig for snæver, så selvom kisten lige kunne komme igennem, var der ikke plads til dem, der skulle bære den. 

Ligstuen blev derfor sjældent brugt, og i 1823 blev den ombygget, så graveren kunne bruge den som stadsstue. 

Det var dog ikke kun bolig, bygningen blev anvendt til. Graverne drev også handel med blomster, som kirkegårdens besøgende kunne købe og lægge på gravene. Beværtning til begravelser – eller blot til familiens søndagsudflugt – kunne også klares. 

.

I løbet af 1800-tallet forfaldt bygningen. Fundamentet var for dårligt, og grunden meget fugtig, så begravelsesvæsenet foreslog at rive bygningen ned. Der var en del strid om dette, men det endte heldigvis med, at graverboligen blev renoveret i 1900. 

Bygningen blev indrettet med materielrum og værksted, der blev indrettet et nyt udhus med vaskerum og frokoststue til kirkegårdens ansatte, og dertil en lille have og havestue. 

Manden bag graverboligen, Jens Bang, fik naturligvis også selv sit sidste hvilested på Assistens Kirkegårds afdeling C. 

Og graverboligens fremtid? Når Metroselskabet er helt færdig med den udvendige renovering samt etablering af omfangsdræn og belægning i området omkring bygningen – forventeligt inden 1. april i år – bliver den overdraget til Københavns Kommune.

Kommunen går derefter i gang med den indvendige istandsættelse, som skal gøre bygningen klar til yderst verdslig brug i form af et offentligt toilet.

Se videoen, fra da graverboligen pga. metrobyggeriet blev flyttet fra sin oprindelige position i 2010

Se videoen, fra da graverboligen blev flyttet tilbage til sin nuværende position i 2017

Related Articles

X