By Mennesket bag gravstenen: Han stod i lære hos H.C. Ørsted og var en succesfuld chef for telegrafvæsenet gennem næsten et kvart århundrede – men det er som forfatter til juleklassikeren ‘Højt fra træets grønne top’, at vi husker Peter Faber bedst.
Peter Faber, telegraf-pionér, sangskriver og fotograf, 7. oktober 1810 – 25. april 1877
Foto af gravsten, december 2019: Poul-Erik Pløhn. Portrætfoto: Peter Most. Det Kongelige Bibliotek.
Danmarks mest populære julesang er uden tvivl Peter Fabers skønne ‘Højt fra træets grønne top’, som han skrev til julen 1847.
Peter Faber skrev sangen som en lejlighedsvise beregnet til brug juleaften, hvor den store familie samledes hos bedstefar, smedemester Rasmus Hjort Faber på Gråbrødretorv.
Den oprindelige titel på lejlighedsvisen var ‘Juletræet’, og den havde otte vers, hvor de fleste af familiens medlemmer bliver omtalt:
I vers to møder vi den lille Sine, med dukkebarn og det røde bånd ophængt på træet – hun er identisk med Frantzine Petrine Faber, som var datter af Peter Fabers storebror, Niels Andreas Faber og hustruen Elisabeth Eibye og i øvrigt opkaldt efter Peter Fabers hustru.
I vers tre gælder det Peter, der har den gren så kær, hvorpå trommen hænger. Hans fulde navn var Peter Christian Faber, søn af Niels Andreas Faber og Elisabeth Eibye.
I vers fire stifter vi bekendtskab med Anna, som med de fire alen merino er identisk med Anna Margrethe Faber, der – rigtig gættet! – var datter af selvsamme Niels Andreas Faber og Elisabeth Eibye.
I vers fem møder vi Hendrik, der skal have denne fane, ny og god. Om ham er der lidt usikkerhed, men han kan have været søn af Peter Fabers søster Magdalene.
I vers seks når vi til den lille William, som er Andreas William Faber, født 1847 – og det eneste af børnene i sangen, der var barn af Peter Faber selv og hans hustru Frantzine Petrine Eibye. Det var lille Williams allerførste juleaften, og han nævnes da også i forbindelse med sin amme.
I vers syv finder vi så bedstefar, Rasmus Faber Hjort, der julen 1847 var blevet 83 år. I samme vers nævnes også Lotte og Hanne, som var familiens tjenestepiger.
I vers otte har vi “moder er i køkkenet” – her er der tale om Peter Fabers svigerinde Elisabeth Eibye, altså Sine, Peter og Annas mor.
‘Højt fra træets grønne top’ blev skrevet til melodien ‘I en kælder sort som kul’. Året efter, i 1848, komponerede Emil Hornemann den melodi, der anvendes i dag.
SONY DSC
.
Søn af en håndværkerslægt
Peter Christian Frederik Faber blev født i København den 7. oktober 1810. Han var søn af smedemester Rasmus Hjort Faber og Ane Margrethe Westphal.
Faber var en gammel håndværkerslægt, og navnet Faber er det latinske ord for håndværker.
Peter var den yngste af en børneflok på syv, fire søstre og tre brødre – den ene bror døde dog som barn.
Storebror Niels Andreas gik i farens fodspor og blev smed, Peter fik derfor lov til at fortsætte sin skolegang, efter at han havde gennemført de obligatoriske syv år.
Smedemester Rasmus Hjort Faber havde en solid forretning, så der var penge nok til at sende den unge Peter på en af de finere læreanstalter.
Han blev optaget på det von Westenske Institut og blev, som familiens første, student som 17-årig.
I 1830 blev Peter Faber cand.phil., og fem år senere startede han sine studier på den Polytekniske Læreanstalt i København. Her modtog han bl.a. undervisning i fysik af datidens store fysiker H.C. Ørsted, og i 1840 blev han selv cand.polyt.
I spidsen for den elektriske telegraf
I en tid assisterede den unge Faber H.C. Ørsted i forsøg med galvanisering og forgyldning i industriel sammenhæng, og på opfordring fra Ørsted fortsatte han sine studier i både Paris, Frankfurt og Wien.
Efter hjemkomsten fik han ansættelse som fuldmægtig ved Den Kongelige Mønt.
I 1845 blev Faber inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt, og 1851 fik han titel af justermester i København. (En justermester stod for den daglige bestyrelse af Justerkammeret. Det var justermesterens ansvar, at alle udgående mål og vægtlodder var nøjagtige.)
Da den elektriske telegraf skulle indføres i Danmark, blev det med Peter Faber i spidsen. Han blev direktør for den elektromagnetiske telegraflinje, der skulle anlægges fra Helsingør over København, Fredericia og til Hamborg.
Fra 1853 til sin død i 1877 var han chef for telegrafvæsenet.
I de år, Peter Faber var telegrafdirektør, voksede antallet af ansatte fra 35 til mere end 300, stationerne fra 8 til ca. 200, og ledningslængden tidobledes.
Han tog initiativ til anvendelse af imprægnerede telegrafstolper, og han fik Bing & Grøndahl til at fremstille de porcelænsisolatorer, som stadig anvendes.
Forfatter som fritidsinteresse
Peter Faber blev gift den 5. november 1844 med Frantzine Petrine Eibye, vielsen fandt sted på Frederiksberg. Peters bror, Niels Andreas, blev gift med Frantzines søster.
Sammen fik Frantzine og Peter syv børn. Den ældste, Andreas William Faber – ham fra vers seks i ‘Højt fra træets grønne top’ – blev som sin far forfatter.
Selvom han ernærede sig ved noget ganske andet, havde Peter Faber nemlig allerede fra studenterårene en stærk fritidsinteresse, nemlig forfattervirksomhed. Han skrev viser og skuespil af den mere muntre slags. Han skrev især om tre emner: Treårskrigen 1848-50, studenterlivet og endelig den hjemlige familie.
De sange, vi kender bedst i dag, er: ‘Juletræet’ (‘Højt fra træets grønne top’) med musik af Emil Hornemann, ‘Julestemning’ (‘Sikken voldsom trængsel og alarm’) og endelig ‘Den tapre landsoldat’ (‘Dengang jeg drog af sted’).
‘Den tapre landsoldat’ skrev Peter Faber på Emil Hornemanns opfordring. Hornemann havde lavet en enkel melodi og manglede en tekst, der skulle handle om den brave danske landsoldat under Treårskrigen 1848-50. Sangen udkom i særtryk mandag den 10. april 1848.
Dagen før havde de danske tropper besejret de slesvig-holstenske oprørere i slaget ved landsbyen Bov – Treårskrigens første militære træfning – og stemningen i landet var euforisk. Sangen blev en kæmpe succes, og både Faber og Hornemann blev efterfølgende udnævnt til Ridder af Dannebrog.
Peter Faber, der nok selv havde foretrukket at blive husket som en dygtig tekniker, fremfor som sangskriver, døde den 25. april 1877.
Et stort følge fulgte ham til graven den 1. maj. Blandt dem var Våbenbrødre fra Borgervæbningen og telegrafembedsmænd – nogle år senere rejste de det flotte monument på hans grav.
En af Nørrebros små gader, knap 100 meter fra gravstedet, blev senere navngivet efter Peter Faber.
‘Juletræet’ med den oprindelige tekst fra 1848
Høit fra Træets grønne Top
Straaler Juleglandsen;
Spillemand, spil lystig op,
Nu begynder Dandsen.
Læg nu smukt din Haand i min,
Ikke rør ved den Rosin,
Først maa Træet vises,
Siden skal det spises.
Se Børnlil, nu gaaer det godt,
I forstaaer at trave,
Lad den lille Sine blot
Faae sin Julegave.
Løs kun selv det røde Baand,
Hvor du ryster paa din Haand!
Naar du strammer Garnet,
Qvæler du jo Barnet.
Peter har den Green saa kjær,
Hvorpaa Trommen hænger;
Hvergang han den kommer nær,
Vil han ikke længer.
Hvad du ønsker, skal du faae,
Naar jeg blot tør stole paa,
At du ei vil tromme,
Før min Sang er omme.
Anna hun har ingen Ro,
Før hun faaer sin Pakke:
Fire Alen Merino
Til en Vinterfrakke.
Barn! du blier mig alt for dyr,
Men da du saa propert syer,
Spare vi det atter,
Ikke sandt, min Datter?
Denne Fane ny og god
Giver jeg til Hendrik;
Du er stærk og du har Mod,
Du skal være Fændrik.
Hvor han svinger Fanen kjækt!
Børn! I skylde ham Respekt;
Viid det er en Ære:
Dannebrog at bære.
Træets allerbedste Ziir
Skal min William have;
Paa det blanke Guldpapiir
Maa du gjerne gnave.
Vær forsigtig og giv Agt,
Indenfor er Noget lagt,
Som du ei maa kramme,
Det er til din Amme.
O hvor er den blød og rar,
Sikken deilig Hue,
Den skal sikkre Bedstefa’er
Imod Frost og Snue;
Lotte hun kan være stolt,
Tænk jer, hun har Garnet holdt,
Det kan Hanne ikke,
Hun kan bare strikke.
Børn! nu er jeg bleven træt
Og I faaer ei Mere,
Moder er i Kjøkkenet,
Nu skal hun traktere.
Derfor faaer hun denne Pung,
Løft engang, hvor den er tung!
Julen varer længe,
Koster mange Penge.
