MN logo rgb web 300x77
Politiet indfører dobbelt straf for vold og våben på Nørrebro

Politiet indfører dobbelt straf for vold og våben på Nørrebro

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 2 år gammel

Efter den seneste uges skyderier indfører Københavns Politi nu såkaldt skærpet strafzone på hele Nørrebro samt i Nordvest, Husum og Tingbjerg

Opdatering: Københavns Politik meddelte ved udløbet for de oprindelige skærpede strafzoner den 21. december, at zonerne forlænges og nu er gældende frem til tirsdag den 28. december 2021 kl. 16.

Politiet har nu skruet bissen på i indsatsen mod det igangværende bandeopgør, der blandt andet førte til drabet på en 27-årig mand på Nørrebrogade/Sorgenfrigade i torsdags.

Tirsdag blev en række adresser ransaget i en koordineret indsats mod “organiserede kriminelle, bandegrupperinger og personer med relation til disse”, og flere personer er anholdt.

Københavns Politi har tidigere på dagen skrevet på Twitter, at de har været til stede i Lundtoftegade “ifm en politiforretning”.

Tirsdag gennemførte Særlig Efterforskning Øst (SEØ) med hjælp fra flere sjællandske politikredse ransagninger på en række adresser over hele Sjælland – særligt i hovedstadsområdet. 

Samtidig indføres der såkaldt skærpede strafzoner i de to områder, hvor der fredag blev etableret visitationszoner – herunder hele Nørrebro.

I en skærpet strafzone kan straffen for visse former for kriminalitet stige til det dobbelte i forhold til gældende praksis. Det gælder fx i sager om våbenbesiddelse eller vold. 

Zonerne gælder indtil videre de næste 14 dage.

“Fuldstændig uacceptable” skyderier

Formålet med at etablere de skærpede strafzoner er ifølge politiet at forhindre fremtidig utryghedsskabende kriminelle handlinger.

“Den seneste uges skyderier er fuldstændig uacceptable. Situationen kan skabe utryghed for borgere, der bor og færdes i områderne. Det er vores vigtigste opgave som politi at sikre orden, tryghed og sikkerhed for borgerne, og derfor indfører vi nu skærpede strafzoner i de to områder,” siger politidirektør Anne Tønnes. 

Efter drabet på Nørrebro i torsdags var der fredag formiddag et skyderi i Rødovre, og lørdag aften var der igen et skyderi i København, denne gang på en vandpibecafé på Frederiksberg på grænsen til  Nørrebro, hvor en 39-årig mand blev ramt. Derudover blev to personer mandag nat ramt af skud i Herlev.

Ud over den seneste uges skyderier vurderer politiet, at situationen i rocker- og bandemiljøet bl.a. har ført til, at der den 11. november blev affyret flere skud mod en gruppe, som opholdt sig ved en kiosk på Ruten i Tingbjerg, og at der den 16. november blev affyret flere skud ved en kiosk på Bisiddervej i København NV. 

Den skærpede strafzone dækker samme område som den allerede eksisterende visitationszone:
Ågade – Bispeengbuen – Borups Alle – Hareskovvej – Utterslevvej – Rådvadsvej – Frederiksborgvej – Rødkløvervej – via stier syd for kredsgrænsen – Lundedalsvej – Tuborgvej – Lersø Parkallé – Rovsingsgade – Hans Knudsens Plads – Borgervænget via cykelsti til – Vognmandsmarken – Bryggervangen – Omøgade – Lyngbyvej – Nørre Allé – Tagensvej – Fredensgade – Sortedam Dosseringen – Peblinge Dosseringen – Åboulevard – Ågade.
Kort: Københavns Politi.



Related Articles

X