MN logo rgb web 300x77
Politiet indfører opholdsforbud i Nørrebroparken denne weekend

Politiet indfører opholdsforbud i Nørrebroparken denne weekend

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Torsdag, fredag og lørdag i denne uge bliver det grundet stigningen i coronasmitte forbudt at tage ophold i Hørsholmparken og Skateparken mellem kl. 18 og kl. 06. Nørrebro Lokaludvalg bakker op og beder de unge om at skrue ned for festblusset.

Arkivfoto fra den forgangne weekend: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

Nu er festen bogstaveligt talt forbi for de mange primært unge, som weekend efter weekend har mødtes til musik, snak og samvær i Nørrebroparken.

København overskred i sidste uge den såkaldte bekymringsgrænse for coronasmitte, der går ved 20 smittede per 100.000 indbyggere – og lige nu er vi oppe på 53,8 smittede per 100.000 indbyggere.

Som led i indsatsen for at nedbringe smittetallet indfører Københavns Politi derfor et midlertidigt og tidsbegrænset opholdsforbud i to dele af Nørrebroparken, nemlig Hørsholmparken og Skateparken.

Opholdsforbuddet skal ses i lyset af, at forsamlingsforbuddet i København er sænket fra 100 til 50 personer, og at en stor del af de nysmittede er unge mellem 20 og 29 år – en aldersgruppe, der netop har været stærkt repræsenteret ved de udendørs fester i Nørrebroparken.

“Smittetallet går desværre i den forkerte retning, og det er vi selvfølgelig nødt til at tage konsekvensen af. Vi kan ikke acceptere, at større grupper forsamles i en tid, hvor vi skal gøre en ekstra indsats for få nedbragt smitten i København. Derfor indfører vi nu et midlertidigt og tidsbegrænset opholdsforbud i de dele af Nørrebroparken, hvor vi den seneste tid har haft udfordringer med mange mennesker i aften-  og nattetimerne,” siger politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes i en pressemeddelelse.

Opholdsforbuddene gælder foreløbigt torsdag, fredag og lørdag den 11., 12. og 13. september i tidsrummet mellem kl. 18 og kl. 06 – se også nedenstående grafik – og Anne Tønnes uddyber over for Mit Nørrebro, at ønsket er at forstyrre beboernes dagligdag mindst muligt:

“Derfor har vi kun indført det midlertidige opholdsforbud i det tidsrum, hvor vi ser en udfordring. Det betyder, at det stadig er tilladt at sætte sig og fx holde picnic i områderne i dagtimerne,” siger politidirektøren, der fortæller, at selve skatebanen også bliver lukket i tidsrummet for opholdsforbuddet:.

”Vi håber på forståelse fra alle dem, der benytter området, og vi håber, at smittetallet snart falder, så vi igen kan vende tilbage til en normal situation. Men indtil det sker, beder jeg alle om at have forståelse for de tiltag, vi er nødt til at tage,” siger Anne Tønnes.

Lokaludvalget bakker op: “Hold middag derhjemme”

Samtidig er Dronning Louises Bro – sammen med Kongens Have, dele af Fælledparken, Islands Brygge og området ved Sandkaj og Göteborg Plads – udpeget som en såkaldt advarselszone, ligesom politiet generelt kommer til at være markant til stede i bybilledet i aften- og nattetimerne.

“Vores patruljer vil holde skarpt øje med, at reglerne bliver overholdt på beværtningerne, og de kommer til at skride ind, hvis festen fortsætter i det fri efter lukketid ved midnat,” siger politidirektør Anne Tønnes.

Formanden for Nørrebro Lokaludvalg, Mogens ’Mugge’ Petersen, bakker op om forbuddet.

“Jeg tænker, at det giver meget god mening,” er hans umiddelbare kommentar.

Men er Nørrebro og forbud ikke en dårlig cocktail?

“Jo, det plejer ikke at være noget, vi dyrker, men smittetallet er jo steget voldsomt, som I også selv har skrevet om, og der samles rigtig mange mennesker og gæster fra hele byen i Nørrebroparken, må vi jo indrømme,” siger lokaludvalgsformanden og fortsætter:

“Der er ikke noget at gøre ved det, vi må bide i det sure æble. Så kan vi jo håbe, at de unge til gengæld får lov at gå i skole og på universitet, det har mange jo været kede af ikke at kunne i foråret. Vi kan jo stille dem spørgsmålet ’vil I have lov til at gå på universitetet, eller vil I have lov til at gå til fest?’ Selvom det er sjovt at gå til fest, skal man jo også blive færdig med sin uddannelse på et eller andet tidspunkt.”

Har du en opfordring til de unge?

“Ja: lav en middag med de nærmeste venner derhjemme de næste par weekender, og så fester vi igennem igen om 14 dage, hvis forholdene er til det. Så skal vi ikke se at få smidt smittetallet derned, hvor det kan lade sig gøre?”

Her gælder de midlertidige opholdsforbud

Opholdsforbuddet betyder, at man ikke må tage ophold i områderne. Almindelig færden som gå- og løbeture, hundeluftning etc. i områderne er dog fortsat tilladt. Der vil torsdag blive sat forbudsskilte op omkring forbudsområderne. 

Overtrædelse af det midlertidige opholdsforbud kan udløse en bøde på 2.500 kr. 

Opholdsforbud ved Hørsholmparken

Opholdsforbuddet gælder i følgende område:

Fra det nordlige hjørne i krydset af Stefansgade/Hørsholmgade og følgende parken i sydlig retning langs Hørsholmsgade til Jagtvej. Forbuddet går langs parken, således at fortovet på ydersiden ikke er en del af forbudszonen. Derefter strækker zonen sig langs Jagtvej på indersiden af fortovet, og krydser cykelstien til Hellebæksgade. Derfra langs Hellebækgade i nordlig retning langs parken til Stefansgade. Metronedgangen beliggende i krydset ved Hørsholmsgade/Jagtvej, er ikke en del af opholdsforbudszonen. Kørebanen og parkeringsområdet på Hellebæksgade er ligeledes ikke en del af opholdsforbudszonen. Derfra går zonen langs parken på indersiden af fortovet til krydset ved Stefansgade/Hørsholmsgade.

Opholdsforbuddet i Hørsholmparken gælder foreløbigt i følgende tidsrum:

  • Torsdag den 10. september 2020 fra kl. 18.00 til fredag den 11. september 2020 kl. 06.00.
  • Fredag den 11. september 2020 fra kl. 18.00 til lørdag den 12. september 2020 kl. 06.00.
  • Lørdag den 12. september 2020 fra kl. 18.00 til søndag den 13. september 2020 kl. 06.00.

Opholdsforbud ved Nørrebro Skatepark

Opholdsforbuddet i zone A gælder i følgende område omkring Nørrebro Skatepark (vær opmærksom på, at kortudsnittet er drejet i forhold til, hvordan du normalt ser det på Krak eller Google Maps):

Fra hjørnet hvor Hillerødgade møder Farumgade langs det grønne område ad Farumgade til det nordøstlige hjørne af bygningen Farumgade 14, langs bygningen og det grønne område til det nordvestlige hjørne af samme bygning, herfra mod nord langs hegnet. Herfra vinkelret mod vest, tværs over gangsti og cykelsti til den fritstående læmur ved Nørrebrogade 211A, mod syd, langs det grønne område og skate-arealet til Hillerødgade, langs Hillerødgade til Farumgade.

Opholdsforbuddet i zone A gælder foreløbigt i følgende tidsrum:

  • Torsdag den 10. september 2020 fra kl. 18.00 til fredag den 11. september 2020 kl. 06.00.
  • Fredag den 11. september 2020 fra kl. 18.00 til lørdag den 12. september 2020 kl. 06.00.
  • Lørdag den 12. september 2020 fra kl. 18.00 til søndag den 13. september 2020 kl. 06.00.

Opholdsforbuddet i zone B gælder følgende område omkring Nørrebro Skatepark (vær opmærksom på, at kortudsnittet er drejet i forhold til, hvordan du normalt ser det på Krak eller Google Maps):

Fra Nørrebrogade 211A ved læmuren, mod nord langs den vestlige side af det grønne areal til Nørrebrogade 211, derfra mod syd langs det grønne areal på den vestlige side af cykelstien, herfra mod øst langs den sydlige del af Cafe Castros udeserveringsareal og mod syd langs bygning og det flisebelagte område til afgrænsningen af zone A. Herefter følger afgrænsningen mod vest zone A.

Opholdsforbuddet i zone B gælder foreløbigt i følgende tidsrum:

  • Torsdag den 10. september 2020 fra kl. 24.00 til fredag den 11. september 2020 kl. 06.00.
  • Fredag den 11. september 2020 fra kl. 24.00 til lørdag den 12. september 2020 kl. 06.00.
  • Lørdag den 12. september 2020 fra kl. 24.00 til søndag den 13. september 2020 kl. 06.00.

Kilde til bokstekst: Københavns Politi

Related Articles

X