MN logo rgb web 300x77
Politiet lover målrettet indsats mod farligt fyrværkeri på Nørrebro

Politiet lover målrettet indsats mod farligt fyrværkeri på Nørrebro

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Efter først at have afvist at afsætte flere ressourcer til at bekæmpe hensynsløs brug af fyrværkeri her i bydelen lover Københavns Politi nu at sætte flere betjente på gaden i de kommende dage.

Flere beboere og besøgende har de seneste dage været utrygge ved at færdes ude om aftenen på Nørrebro, da en gruppe af anslået 20-30 unge hensynsløst har fyret fyrværkeri af mod både hinanden og sagesløse forbipasserende.

Hidtil er der ikke rapporteret om alvorligt tilskadekomne, men det er rent held, var meldingen fredag morgen fra vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer.

Selvom vagtchefen samtidig til nyhedsbureauet Ritzau udtalte, at “alt med en puls på Nørrebro er i risikozonen”, og at han ingen forventninger havde om, at det vil stoppe, meddelte han også, at politiet ikke vil sætte flere betjente ind i gadebilledet af den grund.

Tidligt fredag eftermiddag lyder der imidlertid andre toner fra Københavns Politi, der nu lover at sætte flere betjente på gaden.

Hjemmebesøg og flere betjente i gaderne

“Det er en fuldstændig uacceptabel og kriminel opførsel og noget, vi tager meget alvorligt. Derfor sætter vi også målrettet ind i forhold til dem, der står bag. De skal holdes ansvarlige,” siger chefpolitiinspektør i Københavns Politi, Jørgen Bergen Skov.  

Politiindsatsen består dels af efterforskning via fx videoovervågning af episoder fra de seneste dage, dels af hjemmebesøg hos de mindreårige, som politiet registrerede under torsdagens episoder. 

Under hjemmebesøgene vil de unge og deres forældre få indskærpet, at det at udsætte andre for fare eller være skyld i personskade gennem hensynsløs opførsel med fyrværkeri har en straframme på op til otte års fængsel, og at familier i lejebolig kan blive sat ud af deres hjem, hvis en person i husstanden dømmes for på denne måde at gøre skade på andre. 

Chefpolitiinspektøren forventer dog ikke, at de forebyggende snakke alene er nok til at undgå en gentagelse af  de seneste dages ulovligheder. 

“Derfor sætter vi ekstra ressourcer ind, og borgerne på Nørrebro kan i de kommende dage forvente at se mange betjente på gaden,” siger Jørgen Bergen Skov.

Ifølge DR er de lokale ungdomsklubber også blevet kontaktet af politiet for at få dem til at holde de unge indendøre og væk fra gaderne.

Lokale beboere har angiveligt observeret børn under 15 blive forsynet med raketter af voksne maskerede mænd, der kører rundt i biler og styrer begivenhederne. Dette er dog ikke blevet bekræftet fra officielt hold.

Arkivfoto: Lars Christian Vibild, @lcvibild

Related Articles

X