Mit Nørrebro
Restaurationsnyt: is-tombola, stor prisglæde og gnu-fri elegance

Restaurationsnyt: is-tombola, stor prisglæde og gnu-fri elegance

Restaurant Omar får ny og lidt finere lillesøster i Baggesensgade, Istid afslutter sæsonen med en række præmier, og så er et landsdækkende dagblad ved at ryge på rumpen over, hvor billigt vi kan købe god kaffe og lækker afrikansk mad her i 2200 N.

I Baggesensgade 9, hvor vinbaren Vinskabet har ligget de seneste små fem år, går lokalets nye ejere og lægger sidste hånd på en ny restaurant.

Der er tale om et alt andet end ukendt slæng her i bydelen, nemlig henholdsvis ejeren af og restaurantchef i den populære Restaurant Omar i Refsnæsgade, Simon Leo Hansen og Asmus Juul, samt to af deres kumpaner, partnerne Daniel Skovlund og David Lytzhøft.

De slår torsdag den 3. oktober dørene op til deres nye restaurant Safari, som Simon Leo Hansen beskriver som “Omars lidt finere søster”.

“Der er gået to år, siden vi åbnede Omar, og i den tid er der sket noget både med os og med samfundet, så det gav mening at gå over i en lidt lettere, lidt friskere og lidt mere elegant retning –  både i det æstetiske udtryk og i selve maden, hvor vi holder fokus på fisk og grønt. Der vil være masser af smag, og vi vil også have lidt kød, men det vil ikke være stegte bøffer og glaserede brisler, men mere være ovre i cold cutsog marineret kød” forklarer han.

For ikke helt at afskrække de nuværende tilhængere af Omar kan det oplyses, at der også på Safari vil være en bar “både til druk og spisning” og uden booking, så folk kan komme spontant ind fra gaden. Lige så velkendt vil være opdelingen i henholdsvis en otte-retters menu og a la carte-retter til omkring 100 kr.

“Og så er det jo stadigvæk os, så det vil være totalt nede på jorden og med ubehøvlet betjening og attitude. Så uanset hvor lyst og let og elegant, det bliver, vil det stadig være noget for drengerøve også – det tror jeg ikke helt, vi kan undgå,” siger Simon Leo Hansen.

Man skal heller ikke lægge for meget i navnet Safari, som Simon Leo Hansen slet og ret bare synes ligger godt i munden. Han er ikke til det koncept-drevne, så der vil hverken være gnu på menukortet eller jagttrofæer på væggene.

Ligesom på Omar vil der blive tale om at blande det bedste fra alle verdens køkkener, “så længe vi bare synes, det er optur og fråderen, og der ikke er for meget stegte bøffer på.”

Is-tombola i Jægersborggade. Fra i morgen, fredag den 27. september kl. 12, til på lørdag, 28. september kl. 19, holder Istid i Jægersborggade 13 sæsonafslutning. Det sker med en tombola, hvor du kan vinde 1 års gratis forbrug af Istids is, et gavekort på 250 kr. eller enten en 2-retters menu eller et gløgg-besøg i Istids vintercafe i Nordhavn. Du modtager ét lod per købt is, og vinderne trækkes på Istids Instagram-story lørdag efter kl. 19.00.

Chokerende billig kaffe på Nørrebrogade. Politiken har siden sidst været forbi den fire måneder gamle Minas Kaffebar på Nørrebrogade 118, og de fatter hat. Både kaffe, croissant, tunsandwich og hindbærsnitte smager for godt til kun at koste de 15 kroner, som alt i cafeen koster ifølge konceptet, mener Rådhuspladsens udsendte. “Tiger-taktikken virker på os. De 15 kroner gør os så trygge, at vi ender med at købe 4-5 ting hver,” skriver avisen, der dog også undrer sig over, hvem der betaler prisen for de lave priser.

Chokerende billig afrikansk mad i Blågårdsgade. Den panafrikanske restaurant Sasaa i Blågårdsgade 2A har ligeledes haft besøg af Politiken, der har tildelt stedet 5 hjerter. Anmelderen er ærlig nok til at indrømme, at han gættede næsten alle ingredienser forkert, men han og hans medspiser elskede, hvad de smagte – samt det faktum, at de endte med at betale blot 301 kroner per mand for en veritabel madmæssig tour de force på det afrikanske kontinent. “Sasaa ligner et nyt stamsted for afrokøbenhavnere og alle andre på Nørrebro, der gerne vil spise virkeligt god mad for næsten ingen penge,” lyder konklusionen. 

Økologisk energidrik fra Esromgade har vokseværk. Det er jo, indrømmet, ikke heeelt restaurationsbranchen, det her, men altså… vi er inden for fødevareområdet, og det er ret cool: Nørrebrew, Esromgade 15’s økologiske softdrink-kollektiv, har på det seneste taget et par syvmileskridt med deres energidrik The Organic Energy Project. Ikke alene kan Oe, som den kaldes blandt venner, nu købes i de fleste 7Eleven-butikker landet over, det økologiske alternativ til Red Bull har også trodset Brexit og taget turen til det britiske marked.

Køkkenhjælp-til-selvhjælp på Åboulevard. Igen er vi en anelse i kanten af restaurantskiven, men hvis nu du eller din bankrådgiver ikke synes, du kan forsvare konstant at besøge de mange gode restauranter og cafeer på Nørrebro, kan du jo overveje fra tid til anden selv at gå i køkkenet. Det kan Lunas Køkken på Åboulevard 12 snart hjælpe dig med. De går stadig og lægger sidste hånd på indretningen, men når alt er klart, tilbyder stedet kokkeskole/kurser i madlavning, teambuilding og catering

Send tips om nyheder i den nørrebroske restaurationsverden til mt@mitnorrebro.dk

Related Articles

X