Mit Nørrebro
Ros fra politiet: Vi er gode til at holde afstand på gåturen om Søerne

Ros fra politiet: Vi er gode til at holde afstand på gåturen om Søerne

Nørrebros nye normaltilstand: Københavns Politi konstaterer med glæde, at weekendens ensretning af fodgængertrafikken og opsætningen af skilte rundt om Søerne og på Dronning Louises Bro har virket.

Knap to uger efter nedlukningen af store dele af samfundet ser det ud til, at vi her i landets tættest befolkede bydel har fundet ind i en ny hverdagsrytme, der fungerer.

I hvert fald er meldingen fra Københavns Politi, at det ser ud til, at folk tager situationen alvorligt og følger myndighedernes anvisninger, når de bevæger sig uden for deres eget hjem.

Billederne her fra Dronning Louises Bro og Søerne er taget i går, tirsdag, mellem klokken 12.30 og klokken 14, hvor der generelt var få mennesker på gaden – og dem, der var ude, var gode til at holde afstand til hinanden.

“Vores folk på gaden oplever kun få eksempler på forsamlinger på mere end 10 personer. Der er stadig lidt udfordringer ved udendørs sportsfaciliteter, men generelt ser det ud til, at borgerne har forstået nødvendigheden af at overholde anvisningerne,” siger fungerede politiinspektør Paw Kaltoft fra Københavns Politi om situationen over hele byen.

Ensretning tages med godt humør

I lørdags besluttede Københavns Kommune at ensrette fodgængertrafikken om Søerne. Der blev sat skilte op, og medarbejdere fra kommunen står og vejleder de gående, der kommer forbi. Ifølge en medarbejder fra kommunen følger de fleste anvisningerne med godt humør.

Vagtchefen ved Københavns Politi beretter, at hele byen også var særdeles mennesketom natten til tirsdag – selv for en nattevagt var det bemærkelsesværdigt, hvor få mennesker der var at se i bybilledet, forlyder det.

I en skriftlig udtalelse opfordrer Københavns Politi til, at vi alle holder fast i de gode takter og bliver ved med at følge myndighedernes anvisninger– altså bliver hjemme så meget som muligt og holder afstand, når vi er ude.

“Det, vi gør nu, gør en forskel,” som det fastslås i en skriftlig meddelelse onsdag eftermiddag.

Related Articles

X