Social Cantina Nbro i Griffenfeldsgade har vundet Kantineprisen 2021 for deres gode mad og sociale arbejde.
Topfoto: De to kokke og mentorer Frederik Stormoen (til højre) og Morten Bang Olsen i fuld sving i køkkenet dagen efter udnævnelsen som Danmarks bedste kantine. Foto: Lars Vibild, larsvibild.dk
I det tidligere Sankt Josephs Hospital på Griffenfeldsgade arbejder en gruppe mennesker, der er mere end almindeligt heldige.
De får nemlig hver dag serveret så god mad, at deres kantine netop er blevet udnævnt til Danmarks bedste kantine i en virksomhed af organisationen Landbrug & Fødevarer.
Det drejer sig om Social Cantina Nbro, som har til huse i Borgercenter Børn & Unge Nørrebro, og som ud over at skabe prisværdige madoplevelser også løfter et stort socialt arbejde.
Køkkenteamet har nemlig etableret et samarbejde med husets sagsbehandlere om at tage unge, der har brug for en pause fra skolen, i praktik.
En klasse for sig
Kravene til Kantineprisen er, at der skal være et godt køkkenmiljø, der er fuld af arbejdsglæde, optimal udfoldelse af råvarernes potentiale og en sensorisk spiseoplevelse for gæsterne.
Det opfyldte alle de nominerede, men det var altså køkkenholdet fra Nørrebro, der løb af med prisen.
“Social Cantina Nbro er i en klasse for sig. I køkkenet hersker en fascinerende ro og balance. Selvom de fik uanmeldt besøg på en særdeles travl dag, hvor køkkenet kun var halvt bemandet, herskede der ingen slinger i valsen, og dagens service blev afviklet helt gnidningsfrit samtidig med, at der blev serveret mad i absolut topklasse,” som det lød i juryens vinderbegrundelse.
Social Cantina Nbro er lillesøster-kantine til Social Cantina i Brønshøj, der i 2018 vandt Kantineprisen som den første offentlige kantine nogensinde.
Foruden at være en medarbejderkantine har Social Cantina både i Brønshøj og her på Nørrebro afholdt aftenarrangementer, hvor folk udefra kunne komme ind og spise en 3-retters menu. Her var de unge selvfølgelig også med i køkkenet.
Køkkenteamet på Nørrebro blev onsdag fejret behørigt af de kolleger, der til daglig nyder godt af den nu prisbelønnede kantinemad.