Mindre end fire døgn. Så lang – eller kort – tid havde vi til at opleve byen fra søsiden, før at isen på Søerne igen blev erklæret usikker og dermed ulovlig at færdes på. Men minderne (og billederne) har vi da lov at have…
Topfoto: Fabián Carvallo
I lørdags kom nyheden, som mange havde ventet på: Isen på to af byens søer, Peblinge Sø og Sankt Jørgens Sø nord, var sikker nok til, at det var lovligt at bevæge sig ud på den.
Når sandheden skal frem, så havde mange allerede i ugerne op til bevæget sig ud på Søernes is, men da kommunen gav sit ‘go’, myldrede folk for alvor ud for at opleve byen fra søsiden.
Lørdag og søndag viste vejret sig fra sin bedste vinterside: frostklart, solrigt og med en himmel så blå, som var der tale om en sydeuropæisk solferie.
Mandag var det atter overskyet, og tirsdag var isen dækket af et lag af sne fra den foregående aften og nat – til gengæld gav kaffe– pølse- og farvestrålende coronamaskevogne på Indre By-siden af Peblinge Sø stadig et besøg på isen fornemmelsen af ferie og frihed.
Men ak – allerede onsdag formiddag havde tøvejret sat så hårdt ind, at Københavns Kommune på sin Facebook–side måtte meddele, at eventyret på isen var slut for denne gang:
“Regn og plusgrader betyder, at isen på byens søer ikke længere er sikker at gå ud på. Derfor tager vi i dag alle de blå skilte med ’Færdsel på isen tilladt’ ned.
Vi opfordrer til, at du bliver på land, og vi minder om, at det er både farligt og ulovligt at gå ud på isen,” lød den lakoniske besked.
Men hey, det var smukt, så længe det varede:
.
.
.