Mit Nørrebro
Sådan gik valget på Nørrebro: vinderne, taberne og de største stemmeslugere

Sådan gik valget på Nørrebro: vinderne, taberne og de største stemmeslugere

En solid stemmeprocent og en markant anderledes fordeling af stemmerne end på landsplan karakteriserede Folketingsvalget 2019 på Nørrebro.

Hvis det stod til Nørrebro, ville Enhedslisten været landets største parti – og Pernille Skipper efter alt at dømme statsminister.

Ud af de 47.921 nørrebroere, der i går – onsdag den 5. juni, Grundlovsdag, Fars Dag og den varmeste valgdag nogensinde – afgav deres stemme, gav 28,5% dem den til liste Ø. Det er mere, end de to store partier Socialdemokratiet og Venstre, fik i procent på landsplan.

Stemmeprocenten her i bydelen kom op på 85,77, og dermed var vi ligesom ved det nylige Europaparlamentsvalg mere flittige til at gå ned at stemme end landsgennemsnittet, der til folketingsvalget i går lå på 84,5%

Den mest populære politiker på Nørrebro, Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper, der selv bor på Nørrebro. Pressefoto.

Den mest populære politiker ved valget på vores i alt syv afstemningssteder var da også Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper, der som bekendt bor på Indre Nørrebro. Hun fik med 5.942 personlige stemmer flere end to en halv gange så mange stemmer som listens nummer to, Radikales Ida Auken, som fik 2.325 nørrebroeres kryds.

Bydelens efterhånden temmeligt hyppige gæst, Rasmus Paludan, er formentlig ikke overrasket over, at blot 0,8% af nørrebroerne, svarende til 381 personer, satte kryds ved hans parti Stram Kurs.

Mere ærgerlig virkede han over at konstatere, at partiet på landsplan kun kunne mønstre 1,8% af stemmerne og dermed ikke nok til at komme over spærregrænsen.

Related Articles

X