MN logo rgb web 300x77
Sig “ja” på Superkilen: Nu kan du blive gift på Den Sorte Plads

Sig “ja” på Superkilen: Nu kan du blive gift på Den Sorte Plads

Københavns Kommune har to Nørrebro-lokationer med på næste års program for deres populære vielsesarrangementer i det fri og på særlige steder i byen.

Arkivfoto: Lars Vibild, larsvibild.dk

Går du i giftetanker, har du i 2022 to nye muligheder for at bekræfte din kærlighed helt lokalt her i bydelen.

Københavns Kommune har netop udgivet deres særlige ’Vie i det fri-’program med i alt 24 på forhånd fastlagte bryllups-arrangementer fordelt på en række forskellige lokationer – heraf syv helt nye.

Og det giver dig nu mulighed for at gjalde dit ”ja!” både ud over Superkilens Den Sorte Plads og fra 15. etage i Mærsk Tårnet på Blegdamsvej – alternativt at komme til festligt lokalt globryllup.

Vielsesarrangementet på Superkilen finder sted fredag den 17. juni 2022 kl. 16-19, og arrangementet i Mærsk Tårnet er lørdag den 17. september 2022 kl. 10-14. Prisen for at blive viet er til begge arrangementer 950 kr.

Det er også stadig muligt at kontakte byens vielseskontor og booke en giftefoged til en privat vielse på et sted og et tidspunkt, som I selv vælger – fx på jeres tagterrasse, jeres stamrestaurant eller det sted, I mødte hinanden for første gang.

Her er der også eksempler på par der er blevet viet på en anden ikonisk Nørrebro-lokation, nemlig Assistens Kirkegård.

Vie i det fri-programmet

Københavns Kommunes særlige vielsestilbud ’Vie i det fri’ har eksisteret siden 2012. I 2021 er 406 par blevet viet ved et Vie i det fri-arrangement. 

I 2022 er der Vie i det fri-arrangementer her:
• Superkilen (Nørrebro)
• Mærsk Tårnet (Nørrebro)
• Det Kongelige Teater
• Copenhagen Light festival
• Rådhushaven
• Kastellet
• Amaliehaven
• Kongens Have
• Det Kongelige Biblioteks Have
• Fælledparken (under Tour de France)
• Skonnerten Halmø
• De royale pavilloner på Nordre Tolbod
• Ørstedsparken (under Copenhagen Pride)
• Amager Strandpark
• Foran Den Kongelige Opera
• Østre Anlæg
• Glyptoteket 
• Tivoli (under Vinter i Tivoli)

Læs mere på idocph.kk.dk

Related Articles

X