MN logo rgb web 300x77
Skaterne på Den Røde Plads kan se frem til permanent anlæg

Skaterne på Den Røde Plads kan se frem til permanent anlæg

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Et politisk flertal på Københavns Rådhus går nu ind for at lave en fast og lovlig løsning for skatemiljøet på Den Røde Plads. Lokaludvalgsformand glæder sig og roser skaterne for at have bidraget til at gøre pladsen til en succes.

Arkivfotos: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

For knap to uger siden skete det igen: de hjemmelavede og selvopstillede skateramper på Den Røde Plads blev en tidlig morgen fjernet af kommunen.

Det er en historie, der har gentaget sig flere gange de senere år: skaterne stiller ramper og redskaber op, kommunen piller dem ned – skaterne stiller op, kommunen piller ned. Fortsæt selv.

Årsagen er, at der endnu ikke er nogen offentlig instans, der har sat penge af til en skatepark på Den Røde Plads – men at det på den anden side ikke bare sådan lige er tilladt for private at stille deres egne konstruktioner op i det offentlige rum. Blandt andet på grund af manglen på sikkerhed.

“Og så er det jo blevet lidt af et sisyfosarbejde først at slæbe udstyret ind på pladsen for derefter at få det slæbt væk,” siger Mogens ’Mugge’ Petersen, formand for Nørrebro Lokaludvalg, der har kunnet iagttage begivenhederne fra deres kontor i Nørrebrohallen lige ud til pladsen.

Det er jo blevet lidt af et sisyfosarbejde først at slæbe udstyret ind på pladsen for derefter at få det slæbt væk.

Mogens ‘Mugge’ Petersen, formand for Nørrebro Lokaludvalg

Nu tegner der sig imidlertid et politisk flertal på Københavns Rådhus for at stoppe den ressourcekrævende frem-og-tilbage-dans på en af Nørrebros mest benyttede pladser.

Direkte adspurgt afviser Socialdemokratiets politiske ordfører og medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, Jonas Bjørn Jensen, at tage ideen om et permanent skateanlæg på Den Røde Plads med til årets budgetforhandlinger – der for alvor tager fart her de næste par uger – hvor der ikke mindst grundet corona og den efterfølgende nedgang i økonomien er rigeligt med andre ting at snakke om.

Til gengæld lover han personligt at løfte forslaget om et blivende anlæg til skaterne på Den Røde Plads ind i Kultur- og Fritidsudvalget umiddelbart på den anden side af budgetforhandlingerne.

“Et megatrygt og positivt fællesskab”

“Jeg synes, vi skal lave noget permanent. Det ligger lige for. Jeg oplever skatemiljøet som et megapositivt og trygt fællesskab, hvor folk bygger hinanden op, giver plads til hinanden og passer på hinanden. Og med en for unge mennesker sund tilgang om, at hvis du vil være god til noget, så skal du øve dig,” siger Jonas Bjørn Jensen og fortsætter:

“I de forskellige bud fra kreative folk, som jeg har set, er der ikke noget, hvor økonomien for alvor skræmmer. Vi taler i størrelsesordenen 200-300.000 tusinde kr. – af materialer, der ikke forgår, som fx stål og granit. Det tror jeg, vi er mange, der gerne vil være med til,” siger han med henvisning til de øvrige partier i udvalget.

Og det har han som udgangspunkt ret i.

Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Alt.), der også er formand for Kultur- og fritidsudvalget, meddeler via sin pressechef, at hun “ser positivt på forslaget om at gøre ramperne på Den Røde Plads permanente”.

I de forskellige bud fra kreative folk, som jeg har set, er der ikke noget, hvor økonomien for alvor skræmmer.

Jonas Bjørn Jensen, politisk ordfører for S og medlem af Kultur- og Fritidsudvalget

Med Socialdemokratiets tre udvalgsmedlemmer og Alternativets to mangler der kun én stemme for at have flertal i det 11 mand store Kultur- og Fritidsudvalg.

Og den leverer de radikales Christopher Røhl Andersen, der selv har en fortid i skatemiljøet:

“Vi er helt klart for en permanent her og nu-løsning på Den Røde Plads. Det er jo tosset, at kommunen skal komme og fjerne det hele hver gang. Så vi vil gerne kigge på, hvad vi kan gøre for at lave en løsning, der både overholder stedets arkitektoniske krav og tager hensyn til de skatere, der bruger det – så det ikke bliver alt for kommunalt,” siger han.

Ifølge Socialdemokratiets Jonas Bjørn Jensen bliver næste skridt at finde netop den balance mellem det kommunale og det brugerdrevne:

“Det sværeste ved opgaven bliver at finde ud af, hvordan vi laver en ordentlig proces for det. Jeg kan ikke selv vurdere, hvad det rigtige skateudstyr skal være, så vi skal have startet en dialog med skaterne – uden at vi dermed åbner en ønskebrønd med en blankocheck,” siger han.

Glæde hos brugere og lokaludvalg

Og den dialog er i hvert fald visse dele af skatemiljøet meget villig til at tage.

Søren Nordal Enevoldsen er med sine 44 år en af de garvede skatere og med egne ord ’superbruger’ af skateområdet på Den Røde Plads. 

Som arkitekt har han i flere år kontaktet centrale personer i kommunen for at komme med forslag til, hvordan et fremtidigt anlæg kunne se ud.

“Pladsen betyder rigtig meget for os, og det har været et langt, surt træk, så det er jo fantastisk, at der begynder at ske noget nu,” siger han – og glæder sig over, at man nu fra øverste kommunalpolitiske hold kan se den betydning, som skaterne har haft for stemningen og sammenholdet på pladsen.

Pladsen vil jo stadig godt kunne bruges til marked og andre ting også, men i dagligdagen må vi jo bare erkende, at der er sindssygt mange skatere, der bruger den.

Mogens ‘Mugge’ Petersen, formand for Nørrebro Lokaludvalg

“Jeg har skrevet en hel rapport til kommunen om, hvordan vi er kommet på fornavn med flaskesamlerne, hvordan en pusher lige har prøvet et skateboard, og hvordan forældre fra lokalområdet har tilkendegivet, at vi er med til at fremme trygheden i området,” fortæller han.

Også formanden for Nørrebro Lokaludvalg, Mogens ’Mugge’ Petersen, er godt tilfreds med den nyfundne politiske velvilje til at finde en permanent løsning:

“Det er jo dejligt og noget, vi har anbefalet gennem et par år. Pladsen vil jo stadig godt kunne bruges til marked og andre ting også, men i dagligdagen må vi jo bare erkende, at der er sindssygt mange skatere, der bruger den – både børn, unge og om aftenen de lidt ældre skatere, som har gjort det mere trygt at komme på pladsen,” siger han – og minder om, at sådan har det ikke altid været på den otte år gamle plads.

“I rigtig lang tid var der jo ikke ret mange, der brugte den – der hang bare nogle rødder. Men efterhånden som skaterne gik ind og tog pladsen i brug, så kunne andre også gøre det. Så på den måde har skaterne været med til at gøre pladsen til den succes, den er i dag.”

Related Articles

X