MN logo rgb web 300x77
“Skønt!”: Skatesporten får nyt overdækket anlæg i Mimersparken

“Skønt!”: Skatesporten får nyt overdækket anlæg i Mimersparken

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Endnu en brugeropstillet skatepark på Nørrebro bliver nu lovliggjort og får desuden midler til at etablere et overdækket areal på 350-450 kvadratmeter. Formand for skateforening er begejstret.

Arkivfoto: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

“Skønt! Det er vi glade for, for der er et stort behov, og vi har mange på venteliste”.

Formand for foreningen Big Heart Skateboarding, Carlos Veloso-Strange, er begejstret ved nyheden om, at Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg på et møde torsdag eftermiddag har afsat i alt 400.000 kr. til etablering af en permanent, overdækket skatepark i Mimersparken.

Dermed bliver der både tale om en lovliggørelse og en opgradering af de eksisterende, brugeropstillede skatebaner i jernbanebuerne under Bispebjerg Station i den fjerne ende af Mimersparken.

Den nye skatepark, der forventes at blive etableret hen over årsskiftet, får et samlet overdækket areal på mellem 350 og 450 kvadratmeter, der kan understøtte skateforeningernes adgang til gadeidræt hele året.

“Vi har et kæmpepres på og er bare i år vokset med 300 medlemmer til 804 medlemmer i alt. Så jeg glæder mig til at få løfte niveauet og gøre banerne i Mimersparken mere attraktive at bruge i vores undervisning,” siger Carlos Veloso-Strange.

Argument: skaterne skaber øget tryghed

Beslutningen om at afsætte midler til skateanlægget i Mimersparken kommer kun knap en måned efter, at Kultur- og Fritidsudvalget har afsat 300.000 kr. til fast skateinventar på Den Røde Plads.

Forslaget om banen i Mimersparken blev tidligere på året stillet af Franciska Rosenkilde og Kim Hjerrild fra Alternativet, men blev efter intern aftale skubbet til efter årets budgetforhandlinger. 

Ud over at stille stærkt efterspurgte sportsfaciliteter til rådighed for skaterne var et argument i indstillingen, at skaternes tilstedeværelse har skabet en øget tryghed i området.

“Arealet har i mange år været forsømt og hverken vedligeholdt eller rengjort. Der har tidligere været et miljø med narkosalg, hjemløseovernatninger, afbrændinger og hærværk,” lyder det i indstillingen, der fortsætter med fortællingen om, hvordan lokale ildsjæle i løbet af de seneste år har taget initiativ til at bygge den eksisterende bane.

“Politiet og SSP har bemærket, at efter banen er etableret, og der er kommet aktivitet i området, er utrygheden i området faldet markant,” lød argumentet for at vælge en lovliggørelse i stedet for en nedrivning af det ulovligt opførte anlæg.

“En kæmpe sejr for skatemiljøet”

Planerne om den nye permanente skatepark blev bakket op af et enigt Kultur- og Fritidsudvalg, og også i kommunens største parti, Socialdemokratiet, er der glæde at spore:

“Det er en kæmpe sejr for skatemiljøet i København, at vi nu på kort tid har fået lavet to udvidelser af byens skatefaciliteter. Det kan man da godt have lidt optur over,” siger partiets politiske ordfører, medlem af Kultur-og Fritidsudvalget – og selv nørrebroer – Jonas Bjørn Jensen.

Han stod selv bag det forslag om midler til permanente skatefaciliteter på Den Røde Plads, der blev vedtaget for en måned siden.

“Og det fede ved det her projekt er, at det er forankret i byens to store skateforeninger ,” siger han og henviser ud over Big Heart Skateboarding til foreningen Royal Copenhagen Skate.

Related Articles

X